Ny Alliance står til jordskredssejr i ny meningsmåling, som Catinét har lavet for Ritzau. Partiet får 17 mandater i Folketinget og ødelægger VKO's flertal.

Hvis der var folketingsvalg i morgen, ville regeringens flertal med Dansk Folkeparti være fortid. Og valget ville resultere i en kæmpe jordskredssejr til Naser Khader og Ny Alliance.

Partiet stryger ifølge en dugfrisk meningsmåling, som Catinét Research har lavet for Ritzau, i Folketinget med hele 17 mandater og bliver i dén grad tungen på vægtskålen i en helt ny parlamentarisk situation.

Målingen tager flertallet fra VKO, der tilsammen får 86 mandater. Lægger man Ny Alliances (NA) mandater oveni, er flertallet til gengæld på 103 mandater VKO+NA.

S, SF, EL og R får i alt 72 mandater. Lægger man Ny Alliances mandater sammen med sidstnævnte fire partier, ville de snige sig op på 91 mandater.

/ritzau/