Den omstridte imam Ahmed Abu Laban er godt træt af Danmark og vil nu forlade landet og bosætte sig med kone og børn i Gaza.

Imam Abu Laban har besluttet sig for at flytte tilbage Gaza med sin kone og parrets yngste børn.

Det skriver Jyllands-Posten på sin hjemmeside.

Abu Laban siger til avisen, at han har opgivet troen på, at han har en fremtid i Danmark.

For to måneder siden kom det frem, at han overvejede at rejse, men nu ligger det altså fast:

- Jeg har truffet beslutningen om at forlade Danmark. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg rejser, siger Ahmed Abu Laban til Jyllands-Posten.

Han begrunder sin planlagte afsked med Danmark med, at han har mistet troen på, at Europa kan leve op til menneskerettighederne i forhold til muslimers tilstedeværelse i de europæiske lande.

Abu Laban blev under Muhammed-krisen sammen med blandt andre Ahmed Akkari kritiseret fra flere sider for ikke at forsøge at få landene i mellemøsten til at stoppe den omsiggribende boykot af danske varer.

Selv mener Abu Laban, at han selv har været udsat for uberettigede angreb og kritik i forbindelse med Muhammed-krisen.

- Jeg er ikke villig til at blive manipuleret med hele tiden og blive forbundet med terrorisme, når jeg har arbejdet dag og nat med næb og kløer og meget ærligt for dette lands velfærd. Jeg har på det seneste oplevet, at man opfatter mig som en simpel terrorist. Intet menneske ville acceptere det. Det er en ekstrem grad af ydmygelse, siger Abu Laban til Jyllands-Posten.

Abu Laban har opholdstilladelse som flygtning i Danmark.

Han har stadig sit palæstinensiske id-kort, der giver ham adgang til at rejse ind i Gaza fra Egypten uden at skulle have godkendelse fra de israelske myndigheder.

nve@bt.dk