SAS LIGA OPTAKT:

- Jeg har tit skulle tage skraldet. Sådan lyder undskyldningen fra SønderjyskE's Michael Nonbo, der har inkasseret 73 gule kort i 331 Superligakampe. Dansk rekord.

Michael Nonbo burde være 45 år. For han har på en eller anden måde altid været med. I forskellige klubber. Og altid i Danmark.

Forvirringen omkring hans alder skyldes, at han som bare 17-årig debuterede for Næstved i Superligaen i sommeren 1991.

Det gav ham rekorden som yngste debutant dengang, men Michael Nonbo er stadig rekordernes mand, når det handler om hvem, der er Superligaens hårdeste hund gennem tiderne.

Her kan ikke en gang brutale bisser som Brian Steen Nielsen eller Carsten Hemmingsen være med. Med 73 gule kort i 331 er Michael Nonbo enhver angribers mareridt.

- 73 gule kort - det er en del. Men jeg har altid ligget på den defensive midtbane, og jeg har altid spillet på hold, der ligger nederst eller midt i rækken. Så jeg har tit skulle tage skraldet, når angriberne tabte bolden. Og kommer der en farlig situation, må man tage et kort, siger Michael Nonbo, der i dag er 31 år og regner med at fortsætte en del år endnu.

Det betyder, at han også har muligheden for at blive den spiller, der har tørnet flest gange ud i Superligaen. Den rekord har Mogens Krogh med 371 kampe - 40 flere end Nonbo.

Vi har muligheder

Michael Nonbo har spillet på diverse U-landshold, men hverken A-landsholdet eller udlandet har sendt bud efter den altid stabile sjællænder, der har set i øjnene, at han aldrig kommer til udlandet. Karrieren slutter formentlig i det sønderjyske, hvor han ser frem til den kommende sæson i SAS Ligaen.

- Jeg glæder mig meget. Vi har gode muligheder rent fysisk, hvor vi kan matche mange af holdene. Den første sæson er altid hård, men jeg tror, at vi kan lave nogle overraskelser ind imellem, siger Michael Nonbo, der sætter rekord hver gang dommeren trækker en 'ost' op ad lommen.

pba@bt.dk