Hvis de stærke religiøse kræfter i den amerikanske stat Kansas får deres vilje, vil både Darwins udviklingsteori, dinosaurerne og big bang-teorien snart være forbudt for børn - i hvert fald skolebørn.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I flere amerikanske stater kæmper genfødte kristne nemlig imod enhver form for undervisning i evolutionsteori i de offentlige skoler. Det forvirrer børnene, siger de. Gud skabte nemlig Jorden. Og dét er alt, vores børn har brug for at vide.

Hvordan disse unger skal klare sig i det internationale samfund, hvor flere også har opdaget, at Jorden er rund, må (ja, undskyld) guderne vide.

Gud eller Darwin
Men i Kansas er de ligeglade. I løbet af sommeren vil statens uddannelsesråd nemlig afholde en decideret retssag, hvor det skal afgøres, hvorvidt Gud, skolerådet eller Darwin har ret.

50 eksperter inden for den såkaldte skabelses-bevægelse vil argumentere for, at Charles Darwins evolutions-teori er falsk, ugudelig og misvisende.

Advokaten John Calvert, der leder Kansas »Intelligent Design Network«, vil med støtte fra skolerådet foreslå, at al undervisning i evolutionsteori, dinosaur-liv og diverse pre-stadier til menneskeracen forbydes og alene erstattes med undervisning i Det Gamle Testamente, hvori det som bekendt er Vorherre, der klarer jobbet på de berømte seks dage.

Den slags kan måske få det til at løbe koldt ned ad ryggen på europæiske lærere og forældre. Men i Kansas er der både i befolkningen og i skolerådet (seks imod fire) flertal for den bagstræberiske teori.

Ligesom den talstærke forening »Intelligent Design Network« mener disse to flertal, at klodens liv er alt for kompliceret og vidunderligt til at være resultatet af en tilfældig udvikling, som Darwin beskriver det.

»Der må stå en intelligent skabning bag skabelsen. Og det kan kun være Gud - vor skaber og mester,« siger advokat John Calvert.

Til grin i hele verden
I andre dele af både USA og verden har strengt religiøse bevægelser fundet måder at kombinere evolutionsteorien og skabelsesberetningen. Men det accepterer det religiøse flertal ikke i Kansas.

Her er det kun Det Gamle Testamente, der duer. Og den stærke bevægelse med John Calvert i front er først tilfreds, når skolernes pensum er lavet om og de misvisende bøger smidt ud.

»De kunne lige så godt fortælle os, at Jorden er flad,« siger undervisningsadvokat Pedro Irigoneraray, der til retssagen vil vidne for den anden side i debatten.

»Det vil gøre amerikanske skolebørn til grin i resten af verden og sætte vores udvikling mindst 100 år tilbage i tid,« siger Pedro Irigoneraray, der ikke er bange for at pege fingre i den ophedede debat.

»Bush-regeringen har fra begyndelsen af sin regeringstid forsøgt at modellere hele den amerikanske psyke om. Regeringen ønsker, at vi vender tilbage til puritanske tider, hvor kirken og de moralske vogtere har magten.

Og intet fængsel er stærkere end uvidenhedens fængsel,« siger Pedro Irigoneraray, der påpeger, at Kansas kun er første del af en langt større plan.

Tilbage til middelalderen
»Hvis skolelovgivningen i Kansas bliver lavet om. Og hvis bøgerne med den vigtige, for slet ikke at tale om beviselige information bliver forbudt, så vil det danne præcedens, og fanatisk-religiøse stater som Mississippi og Alabama vil snart følge efter. Og USA vil frivilligt vælte baglæns tilbage i middelalderen,« siger Pedro Irigoneraray.