Jeg har drømt om det her øjeblik. Jeg sidder i taxien, som tvinger sig igennem New Yorks gader på vej til John F. Kennedy lufthavnen. Der er endnu tre timer til, jeg skal flyve, men for en gangs skyld er jeg i god tid. Det her skal nydes i fulde drag: Jeg skal flyve med Concorden til London, inden den smukke maskine placeres på flyenes kirkegård fordi der ganske enkelt ikke længere er nogen økonomisk mulighed for at gøre den til en rentabel forretning.

Ved Terminal 7 i John F. Kennedy lufthavnen tager jeg min bagage og træder ind i afgangshallen. Ved alle skranker er der køer, så langt øjet rækker, men med min Concorde billet går jeg forbi dem og ind igennem to store matterede glasdøre til et separat rum til check-in og sikkerhedskontrol, hvor man ikke venter eller står i kø. Tænk over dette: Hver dag flyver over 80.000 mennesker ud af New Yorks JFK lufthavn. Kun 100 af disse fik lov til at sætte sig ind i The Concorde Room, verdens mest eksklusive lounge,

der er nydeligt indrettet i flere afdelinger med en restaurant, der serverer champagne-brunch, en hvilesektion med udsigt til de parkerede fly, et TV-område og nogle sofa-øer.

Jeg sætter mig ind i restauranten, klokken er syv om morgenen - to timer til afgang. Jeg beder om et glas champagne og tager lidt morgenmad. Buffeten består af laks, røræg, bacon, pølser, baked beans, yoghurt, bagels, toast og fri bar. Laksen er fantastisk og går glimrende med champagnen. En fin måde at begynde dagen på. Mens det tager et almindeligt fly syv timer at krydse Atlanten, gør Concorden det på den halve tid. Denne morgen er flyvetiden beregnet til blot tre timer og 14 minutter fra New York til London. »Læn dem tilbage og nyd Concordens takeoff,« lyder det fra cockpittet, da jeg har sat mig godt til rette om bord på Concorden.

Der findes kun én klasse på Concorden, »Supersonic Class«. I alt 100 mennesker kan den transportere i en kabine, hvor du skal dukke hovedet for at komme om bord. Fra gulv til loft er der blot to meter, og med to sæder i hver side er der mindre plads her end på almindelig business class!

Flight BA 002 er klar til takeoff. Jeg kigger ud ad vinduet og ser New Yorks John F. Kennedy lufthavn suse forbi. Farten når op på 400 kilometer i timen - 100 km mere end et almindeligt fly - jeg presses tilbage i sædet. Så løftes hjulene, og Concorden er i luften!

Mens almindelige fly flyver i 30-35.000 fods højde, skal »min« Concorde op i 53.000 fod, 16 kilometers højde! Så højt er der ingen turbulens, og faktisk er det kun astronauter, der flyver højere! Her på kanten til det ydre rum er himlen smukkere, end jeg nogensinde har set den før, en smuk dybblå farve. Det siges, at man kan se Jordens hældning, men jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt det er vinduerne, der snyder, om det er champagnen, der begynder at virke, eller om det rent faktisk er Jordens runding...

Mens piloten bakser med at holde styr på flyet, begynder stewardesserne serveringen. Vi når op på Mach 1,89, da champagne og canapeer kommer rundt. Champagnen er Pol Roger 1986 Cuvée Sir Winston Churchil, og en hurtig søgning på nettet afslører, at på en restaurant koster den rask væk 2.000 kr. pr. flaske!

Ved to gange lydens hastighed begynder madserveringen. Forretten er carpaccio af ananas med sommerens bær, og til hovedret er der fire valgmuligheder: Full English Breakfast, Oksemedaillon med sauce af sorte trøfler, lakseterrine eller åben lasagne med spinat og mozzarella. Desserten er bagte pærer eller ost. Klokken er blot halv elleve om morgenen, men det generer mig ikke synderligt, så den står på oksemedaillon og et godt glas rødvin.

Alt for hurtigt meddeler kaptajnen, at vi påbegynder nedstigningen. De store display i kabinen viser, at vi har forladt Mach 2 og sænket farten, for som han siger:

»Vi er ikke populære, hvis vi flyver ind over de britiske øer med to gange lydens hastighed. Folk klager, hvis vi smadrer vinduerne i deres drivhuse.«

Kun treenhalv time efter at jeg sad i loungen i New York, står jeg i London. Det fly, som tog af sted samtidig med os - en Boeing 747 - er kun nået halvvejs.

Med Concordens afsked siger verden farvel til et fantastisk fly. Det er smukt, det er lynende hurtigt, og det er møgdyrt! Når jeg en dag fortæller mine børn, at man kunne krydse Atlanten på den halve tid i min ungdom, så vil de kigge på mig og tro, at jeg lyver. For den vej plejer udviklingen ikke at gå.