Søde, slemme, seje, skrappe Sonny. Sonny Rønne Petersen fra København er en mand med mange tilnavne. Lige nu er det skurk i Robinson Ekspeditionen. Allerede efter første afsnit vil 55 procent af B.T.s læsere helst se ham stemt hjem fra den øde ø. »Jeg er, som jeg er«, siger han.
Håret er bleget af opholdet under Malaysias sol, og øjnene er endnu mere blå. Han prøver at ryste overskriften »Sonny er et dumt svin« af sig som en våd hund. Den irriterer ham mere, end den sårer.
Der er flere sider af den Sonny, end seerne ser råbe og skrige på skærmen. Bag den hårde facade gemmer sig sårbare Sonny, der er sindssygt bange for at blive såret og miste.
At han er en dårlig taber, har han intet imod at indrømme. »Men er der noget, jeg hader, så er det opstillet pis til ære for kameraet.«
Han føler selv, han er blevet mere hårdhudet og bekymrer sig ikke så meget om, hvad folk tænker, eller om det vil skræmme kunderne væk fra hans reklamebureau.
»I år tager jeg det meget mere som underholdning end en personlig ting. Jeg kan ikke lave om på mig selv. Jeg har temperament, og det skal ud. Et eller andet sted så tror jeg også, at kunderne er interesseret i, at jeg går så meget op i tingene.
Hvis jeg bliver glad, råber jeg »jaaeee«, og taber jeg, siger jeg »satans osse«. Men jeg bliver hurtigt god igen. I Robinson Ekspeditionen vidste jeg med mig selv, at jeg ikke kunne gå ned og skrue Colgate-smilet på og opføre mig anderledes end sidst. Det holder ikke. Så meget forandrer mennesker sig ikke. Hvis jeg havde gjort det, ville Strix stadig have klippet mig som den hårde, for ellers havde de da et forklaringsproblem over for seerne fra sidst.«
Han ser ud til at more sig over, at 55 procent af B.T.s læsere synes, han skal stemmes hjem, for det var lige, hvad han selv havde lyst til at gøre efter det første ø-råd.
»Jeg er skideligeglad. Det er da meget sjovt. Sidste gang rørte det mig. Nu er jeg nået frem til, at det da er bedre, at folk har en mening om mig end slet ingen. Da jeg tog af sted i 2000, havde jeg nok nogle ting, jeg skulle bevise over for mig selv. Det var eventyret, og man ville gerne vinde.
Grunden til, jeg stiller op i år, er rent hjerte. Jeg havde ikke lyst til at tage med og var den sidste, der skrev under på kontrakten. Jeg syntes ikke, jeg havde gejsten. Jeg var på et punkt i mit liv, hvor jeg havde det fedt for første gang i mit liv. Ellers har jeg levet fra hånden til munden og nydt den frihed, der er ved det.
Men jeg vidste også, at jeg ville ærgre mig, hvis jeg ikke tog med, for så ville jeg sidde og se på alle de konkurrencemennesker, der var på øen, uden at vide om jeg havde haft en chance dér. Jeg skulle ned og forsvare mit Robinson-trofæ. Det skal man gøre. Men både Dan og jeg vidste, vi var jaget vildt fra starten, fordi vi havde vundet før. Derfor kunne vi arbejde sammen,« siger Sonny, der var nyuddannet grafiker, da han tog af sted sidst, men nu er medejer og kreativ direktør i et reklamebureau.
»Jeg var overbevist om, at det ville blive helt anderledes denne gang. Der var nogle andre spilleregler. Vi havde alle vore små kors fra tidligere, vi bar rundt på. Jeg kunne også godt huske noget af det, der gjorde ondt sidste gang.
Efter dag 3 og det første øråd havde jeg lyst til at slå på gong-gongen og udfordre Dan og tabe med vilje, så jeg kunne komme hjem. Jeg savnede min søn og mit arbejde,« siger Sonny, der er far til Benjamin på 11 år, som bor hos sin mor. »Det var faktisk kun, fordi Hassan talte mig fra det.
'Jeg forstår dig Sonny, men din søn bliver ikke glad. Han bliver glad over, lige når du kommer hjem, men ked af at du ikke er med mere. Bliv her, jeg skal nok passe på dig.'
Mars er jo lige så stor en taktiker som alle andre. Ellers stod han ikke dernede eller gik ud af spillet sidste år for 50.000 kr. Så ville han have kørt videre til den bitre ende,« siger Sonny.
Han mener selv, han spiller spillet på en loyal og ærlig måde.
»Jeg spiller hårdt og kontant, men jeg lyver ikke. Jeg stikker ikke nogen i ryggen. Hvis man sætter folk op mod hinanden for at komme videre, synes jeg, det er nogle usle mennesker. Det er der mange, der gør for egen vindings skyld. Men er det ikke for nemt at vinde, hvis man lyver hele vejen igennem. Det er fair, man slår sig sammen med andre, for du kan ikke komme alene af sted. Den eneste, der aldrig har slået sig sammen med nogen, er Mette, og det har jeg kun al ære og respekt for. Jeg ville ønske, at Robinson var sådan. Det tror jeg, vi alle sammen ville ønske. Men det går ikke,« siger Sonny.
Han tænder af på kritik om at være en dårlig lytter: » Det er noget folk bruger, så snart det går ud over dem selv. Så er man dårlig til at lytte eller et dumt svin, eller også manipulerer man med alle mennesker. Hvis jeg var så dygtig til alt det, jeg har fået skyld for, så ville jeg være mangemillionær og eje en ø nede på Bahamas.
Jens, Mars og jeg sloges lidt om tronen. De to slog sig sammen, og så blev det så dem mod mig i det hakkeri. De gider ikke lytte til mig. Hvem siger, jeg skal falde på knæ for dem? Det er mærkeligt: Man må gerne være en god vinder, men man må ikke være en dårlig taber. Der er jo ikke sol, uden at der er mørke - blæst uden vindstille. Ligesom had og kærlighed. Hvis man elsker rigtig meget, så kan man i en brøkdel af et sekund mærke hadet,« siger Sonny. Når han er i byen, kan han mærke, at folk skal tage mod til at gå hen og tale med ham.
Kvinderne får heller ikke rigtig lov til at komme ind på livet af ham. Han er single, og den sårbare Sonny vil han gerne holde for sig selv. Uanset hvor hårdt et indtryk, man får af ham, så føler han ikke selv, han har styrken til at blive sindssygt gode venner med syv mennesker og så sidde og stemme på dem.
»Jeg har mødt mange mennesker, der har udnyttet andre folks sårbarhed. Den viser jeg kun til dem, jeg har 100 pct. tillid til. Jeg kan ikke være sådan en falsk skiderik. Jeg har brug for venner, der holder af mig og som bakker mig op. Jeg tror ikke, der er nogen mennesker, der er en skid uden deres venner. Jeg har ingen kæreste, men jeg har utrolig brug for en kæreste, jeg kan dele mine oplevelser med. Der er ikke meget ved at sidde på en strand i Vietnam alene,« siger Sonny.
Han synes, det var sjovere at gå i byen før i tiden:
»Nu står jeg bare og er flabet. Jeg går ikke bare i byen for at score. Jeg scorer ikke på Robinson. Jeg er ikke rigtig sikker på, at det er mig eller TV-billedet af Sonny, de er interesserede i. Jeg værner meget om mit privatliv og kan godt lide at have det for mig selv, så det passer mig fint, at TV viser mig så brysk. Men det er jeg faktisk ikke. Jeg er egentlig ret ydmyg, når folk kommer hen til mig,« slutter Sonny Rønne Petersen, p.t. super-skurk på TV.
