For første gang siden regeringens kontroversielle nedlæggelse af en lang række råd og nævn indrømmer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at opgøret med det såkaldte ekspertvælde var delvist motiveret af irritation over eksperternes - ifølge statsministeren - venstreorienterede holdninger.

I et interview med Berlingske Tidende siger Anders Fogh Rasmussen, at han og andre borgerlige politikere forud for nedlæggelsen af de mange råd og nævn havde lagt mærke til, at eksperterne altid var kritiske over for de borgerlige.

Folketingets opposition til venstre for regeringen er oprørt over statsministerens udtalelser.

- Det er meget kedeligt på demokratiets vegne, siger Pernille Blach Hansen, der er næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe.

/ritzau/