Det blev Aida, der i aftes fik kniven og måtte forlade Big Brother-huset.

Kniven blev ført af Sheila, da hun som den eneste pige stemte på Aida, som dermed fik tre stemmer.

Således kunne Martin, som fik to stemmer, ånde lettet op og håbe på stigende popularitet. Både han og Aida var nemlig blevet nomineret af seerne, hvorefter bofællerne i Big Brother-huset på Sluseholmen skulle stemme den ene kandidat ud.

Aida - som ellers er kendt for sit iltre temperament - tog det pænt og virkede nærmest lettet, da hun efterfølgende entrede Talkshowet. På vej derover blev hun mødt af en kødrand af nysgerrige, og hun solede sig i opmærksomheden.

Det var Aidas anden ombæring inde i huset, og hun kendte derfor til terrorangrebene i USA 11. september.

Derimod vidste hun ikke - i lighed med bofællerne - at Nyrup har udskrevet valg til Folketinget. Det blev hun briefet om efter Talkshowet, inden Big Brother-folkene lod hende gå ud i friheden.

TvDanmark har endnu ikke besluttet, hvordan man skal gribe det kommende valg til Folketing, amter og kommuner an i forhold til Big Brother-deltagerne, oplyser informationschef Mikkel Faurholdt.

Det gælder dels hvornår deltagerne overhovedet skal have at vide, at der er valg og hvordan selve valghandlingen skal foregå.

»Vi vil rådføre os med valgrets-eksperter og inden for de nærmeste dage tager vi en beslutning om, hvordan vi gør,« siger Mikkel Faurholdt.