Mona Sheikh skal forlade Det Radikale Venstre. Det kræver formanden for Det Radikale Venstre på Frederiksberg.

Dermed får debatten om yderliggående muslimer i partiet ny næring. Den kontante udmelding skyldes umiddelbart, at Mona Sheikh støtter oprettelsen af et muslimsk parti i Danmark, men den gamle debat om den muslimske organisation, Minhaj-ul-Quran, trives stadig.

»Når så Mona Sheikh offentligt går ud og støtter op om et muslimsk parti i Danmark, så kan jeg ikke andet end tro på, at det nye parti er bygget op omkring Minhaj-ul-Quran organisationens principper. Tiden er inde til, at vi tager debatten om en eksklusionsparagraf op igen. Jeg mener ikke, at der er plads til synspunkter som Mona Sheikhs i Det Radikale Venstre,« siger Niels Johan Juhl-Nielsen, formand for Det Radikale Venstre på Frederiksberg. Han bliver bakket op af Jette Plesner Dali.

»Vi har at gøre med med en række personer, der repræsenterer en yderliggående muslimsk organisation, der blandt andet støtter Osama bin Laden og Taleban. Det er hardcore fundamentalister, vi har med at gøre,« siger Jette Plesner Dali. Udover Mona Sheikh peger hun på, at andre radikale som Tanveer Sharif og Tanwir Ahmed er i samme kategori.

Hovedpersonen selv, Mona Sheikh, har kun hovedrysten til overs for kritikken.

»Jeg har ikke forbrudt mig mod nogen radikale principper,« siger Mona Sheikh og fortæller, at hun ikke ville melde sig ind i et nyt muslimsk parti. Hun mener tværtimod, at enhver minoritetsgruppe bør etablere et parti.

Men de radikale lokalpolitikere kan få svært ved at smide Mona Sheikh, og andre Minhaj ul-Quran medlemmer ud af partiet, da de Radikale ikke har nogen eksklusionsparagraf. Et radikalt medlem kan kun ekskluderes, hvis man er medlem af et andet parti.

Her befinder Mona Sheikh sig i øjeblikket i en gråzone, mener flere af hendes kritikere. Dels fordi hun har støttet op om et nyt muslimsk parti, og dels fordi hun er medlem af Minhaj ul-Quran, der har politiske rødder i Pakistan.

Marianne Jelved ønsker ikke at kommentere sagen, men ifølge B.T.s oplysninger møder den lokale kritik af Mona Sheikh stor forståelse i den radikale top.

Det Radikale Venstre holder hovedbestyrelsesmøde i morgen aften, hvor sagen tages op.