Skibsinspektørerne fra Søfartsstyrelsen gav natten til torsdag det cambodjanske skib "Bella" lov til at sejle videre, og det ventes, at skibet fortsætter sin afbrudte sejlads torsdag morgen, oplyser Søværnets Operative Kommando (SOK).

Den 182 meter lange og 22 meter brede bulk-carrier kastede sidst på eftermiddagen onsdag anker tre sømil nord for Sejerø efter en dag, hvor fartøjet først var ved at vædre Storebæltsbroen og siden gik på grund mellem Sejerø og Samsø.

Onsdag aften var tre skibsinspektører fra miljøskibet "Marie Miljø" om bord på "Bella" for at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring skibets sejlads gennem Storebælt og op mod Kattegat. Samtidig gennemgik de alle fartøjets papirer omkring besætningen samt ejer- og forsikringsforhold.

"Skibsinspektørerne har afsluttet deres undersøgelser og givet skibet lov til at sejle videre. Nu skal de så lave en rapport, men de har tydeligvis ikke fundet graverende problemer på skibet, siden det får lov af sejle videre," siger den vagthavende officer hos SOK til Ritzau.

Kun en hurtig indsats fra det såkaldte afviser-fartøj på Storebælt forhindrede onsdag morgen, at Storebæltsbroen blev påsejlet.

Det cambodjanske skib, der var på vej fra Estland til Brasilien, var således kun omkring 500 meter fra Storebæltsbroens ankerblok og dens omgivende sikkerheds-sandbanke, da det lykkedes mandskab fra Storebælts trafikcentral at få advaret skibet. Skibsføreren ændrede straks kurs, men på grund af farten og retningen passerede "Bella" mindre end 100 meter forbi en af hovedpylonerne på broen.

Den var i mellemtiden blevet nødlukket af politiet af sikkerhedshensyn. /ritzau/