Dømt for socialt bedrageri

En kvinde fra Gladsaxe er blevet idømt tre måneders betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste for socialt bedrageri mod Gladsaxe Kommune.

Kvinden blev dømt for at snyde sig til boligsikring, børnetilskud og nedsat daginstitutionsbetaling i en periode på over to år fra 1996 til 1999, da hun oplyste over for kommunen, at hun boede alene med sine to børn.

Anklagemyndigheden kunne imidlertid bevise, at hun i den første del af perioden havde boet sammen med faderen til det yngste barn. Dernæst flyttede hun ind hos sin nuværende kæreste, hvor hun fik lavet en lejekontrakt for at få det til at se ud, som om hun stadig var enlig mor.

/ritzau/