Karrieren i dansk fodbold blev ultrakort for Viborgs Daniel Alexandersson. Den 21-årige svensker fik onsdag ophævet sin kontrakt med den midtjyske Superligaklub.

Viborg og Alexandersson, der er angriber, fik papir på hinanden i november sidste år, men "efter et meget stort ønske" fra svenskeren, har han fået lov at rejse hjem til Halmstad.

Omstillingen fra vante omgivelser i Sverige til et liv som fuldtidsspiller i Danmark har været for svær. Alexandersson nåede ikke at optræde i Superligaen. /ritzau/