Richard Ragnvald har succes. Det har skattefar opdaget. Derfor har skatteministeren sendt en personlig svidende afklapsning i form af et eftersmæk på intet mindre en 300.000 kr. Men klog af skade har Richard Ragnvald, der betegner sig selv som flere gange millionær, sparet op.

"Så jeg betaler bare regningen. Vi ved jo i min branche, at skattefælden klapper ind i det nye år," siger Richard Ragnvald.

Danskpop- og topsangeren Richard Ragnvald, 52, går nu i korstog for morfar. Ingen har nogensinde hyldet morfar på hverken plade eller CD. Men det bliver der rettet op på, når Richard Ragnvald på onsdag udgiver singlen, der kort og godt heder "Morfar".

"Der er aldrig nogen, der har hyldet morfar. Det skal være slut. Derfor har jeg sammen med tekstforfatter Freddy Dalby og komponist Brian Reinholt lavet hyldestsangen "Morfar".

Men nu skal jeg nok vare mig for at skrive den om til en hyldestsang til f.eks. Glistrup. Jeg skal ikke igen have fingrene i fadet. Det er slut," lover Richard Ragnvald.

Det var netop Ragnvalds største bommert, der gav idéen til "Morfar". Bommerten taler han helst ikke om.

Den blev begået, da han 1997 faldt i unåde hos sit pladeselskab, efter han omdøbte dansktop sællerten og Giro-413-hittet "Kære lille mormor" til "Kære lille Pia", som var en hyldestsang til Pia Kjærsgård fra Dansk Folkeparti.

Pladeselskabet beordrede Richard Ragnvald til indstille skydningen, og lade være med at bruge "Kære lille mormor" i politisk øjemed. Gjorde han ikke det, røg han ud i kulden.

Ragnvald bøjede nakken. Men nu er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet.

Derfor udgiver han nu singlen "Morfar", der er en forsmag på en ny CD, der udkommer til sommer.

Det fløjter af sted både karrieremæssigt og økonomisk for den jyske sanger. For nogle år siden købte Richard Ragnvald sit drømmehus mellem Århus og Silkeborg. Et kæmpehus med stor have og swimmingpool. Prisen var to mio kr., som Richard Ragnvald afregnede kontant.

Selv om Richard Ragnvald har travlt med at lave en ny CD, så er der altid tid til at optræde.

Ragnvald optræder i år ved 60 forskellige arrangementer.

"Jeg kunne da godt leve af de penge, jeg allerede har tjent. Men lige så snart vi tager hul på en ny sæsson, rykker det i mig. Jeg må ud og stå på scenen. Og det bliver jeg ved med, til låget bliver lagt på," fastslå dansktopmillionæren.