Anders 'Anden' Matthesens' 25 års jubilæumsshow gjorde alt det, jeg havde håbet på og mere til.

Den 43-årige komiker var torsdag aften som et godstog. Der gik lidt tid, før han kom op i topfart, men herefter var han også ustoppelig.

Der var uden tvivl tale om et SHOW med fuld smadder på, som han selv har sagt forinden.

Det virker heller ikke til, at der rent teknisk var sparet på noget som helst. Han var skidedygtig til at bruge hele Royal Arena, der på ingen måde virkede for stor til begivenheden.

Foto: Morten Rygaard
Vis mere

Komiker-veteranen var udmærket klar over, at jubilæumsshowet lige så meget var for de mange trofaste fans skyld, som sin egen.

Det bar showet præg af, og det var pissefedt, at han kælede for de mange entusiastiske fans med adskillige klassiske og helt suveræne Matthesen-momenter.

Masser af skønne gensyn.

Uden at røbe for meget kan jeg sige, at man fik nogle skønne gensyn med flere folkekære karakterer fra Anders Matthesens kilometerlange bagkatalog, og han fik strøet dem ud i løbet af showet på genial vis.

Der var eksempelvis en fantastisk lille animeret bid med en af Andens figurer, der har lidt en grum skæbne. Jeg kommer ikke nærmere ind på det her. Det skal bare ses.

Torsdag havde Anders Matthesen premiere på sit niende onemanshow i Royal Arena.
Torsdag havde Anders Matthesen premiere på sit niende onemanshow i Royal Arena. Foto: Morten Rygaard
Vis mere

Der blev selvfølgeligt også sunget, og Anden fik sneget en masse referencer ind i showet, der varede lidt over to timer.

Efter 25 år i branchen bliver man også selvbevidst, og en af de sjoveste sekvenser gik blandt andet på, hvorvidt det er på tide, at han 'sælger ud' og begynder at lave reklamer eller melder sig til programmer som Vild med dans eller Masterchef, hvis det i virkeligheden er det, som hans fans gerne vil have - mere Anders Matthesen på skærmen.

Nogle vil måske mene, at der til tider gik lidt for meget show i det. Samme personer ville måske også mene, at der var lidt for mange unødvendige gimmicks, men altså jeg klager ikke.

Jeg elsker det.

Anders 'Anden' Matthesen beviser (endnu en gang) med sit meget ambitiøse jubilæumsshow, som han kommer i mål med, at han er denne tids ubestridte, ukronede konge af dansk comedy.

Det eneste problem, han står med nu, er, hvordan han kan overgå sig selv i fremtiden?

Kan man bare lave et 'normalt' show, når man lige har fået stående ovationer af 14.000 mennesker i et udsolgt Royal Arena?