Verdens længste januar er overstået, Danmark er verdensmestre i håndbold, og 'Badehotellet' er tilbage på TV 2. Alligevel sidder jeg med en lidt flad fornemmelse i kroppen.
Det er, som om der er gået lidt for meget rutine i gråvejr, håndboldsejre og ikke mindst 'Badehotellet', der nu på ottende sæson kører som en lidt for velsmurt maskine.
Det har generelt været godt for 'Badehotellet' at få handlingen frem til Anden Verdenskrig, og de sidste par sæsoner har haft et tiltrængt skær af alvor til at bryde solskinsidyllen, men det gør stadig ikke rigtig ondt på nogen af de mange elskede karakterer, der efterhånden sidder lidt fast i deres rutiner.
Tænk, hvis Hr. Weyse pludselig trådte i karakter som modstandsmand og ikke bare fortsatte sit egotrip – denne gang i form af kvaler over at skulle skrive en selvbiografi.
Tænk, hvis Hr. Madsen, der jo sidste sæson flirtede lidt med tyskerne, mistede forstanden fuldstændig og blev nazist – og her kommer det helt vilde bud: Tænk, hvis evighedspessimisten Hr. Auerland blev forelsket!
I stedet virker de fleste af karaktererne ud fra premiereafsnittet til at køre på autopilot, og på den måde er det jo dejlig ironisk, når frøken Frigh sjovt fortæller 'Badehotellets' nye gæst Hr. Villumsen: 'Her på stedet er der en lang tradition for ikke at lade sig distrahere af virkeligheden', og han spørger tilbage: 'Er det det, man kalder dansk hygge?'.
For historier er der nok af. Som manuskriptforfatterparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har forklaret, har coronakrisen forkortet ottende sæson. Derfor har de presset mere ind i hvert enkelt afsnit, og det kan godt mærkes.
I sæson otte er vi nået frem til sommeren 1941, og det overordnede tema er, hvordan gæsterne håndterer, at nazisterne er flyttet ind på nabo-badehotellet.
Her synes jeg som nævnt, at det er lidt uoriginalt, at Hr. Weyse og Hr. Madsens plan igen-igen er fuldstændig at ignorere, at Danmark er besat – man kan håbe på, at det udvikler sig i løbet af sæsonen …
Et andet tema er den småspirende modstandskamp, og her er det lidt ærgerligt, at man allerede i første afsnit finder ud af, at den nye Hr. Villumsen, spillet af Andreas Jebro, slet ikke er arkæolog, men en form for engelsk spion. Det mysterium kunne de godt have trukket lidt længere.
Til gengæld virker 'Badehotellet's nye karakter, den kommunistiske teatermaler Svend Damm, i skikkelse af Lars Mikkelsen, som en kommende sjov udfordrer til Hr. Weyse. Og så er det også sjovt at gætte på, hvad Rasmus Botoft, der gør overraskende comeback som den falske Hr. Ramsing, egentlig er ude på.
For selv om TV 2 altså sagtens kunne og burde tage langt flere chancer med deres hitserie, der endnu mangler den kant og personudvikling, som – og ja, de hader nok sammenligningen – 'Matador' havde, så er det fortsat en fornøjelse at følge med, og her til sidst skal der sendes en ros til Amalie Dollerup i rollen som Badehotellets bestyrer.
Dilemmaet med den ihærdige tyske løjtnant har netop lidt kant – for det går jo ikke at blive forelsket i besættelsesmagten, og hvad sker der, hvis hun giver efter? Amalie Dollerup er vokset med serien, og mens Hr. Weyse og co. fortsat fjoller rundt, har hun mulighed for at skubbe handlingen spændende fremad.
