Der er mange delte meninger om årets quarterback-klasse i draften. De fleste er dog enige om, at den bedste enten hedder Marcus Mariota eller Jameis Winston.

Årets draft byder på to quarterbacks, der begge besidder et stort potentiale, er ens på mange områder, men som er vidt forskellige. En sammenligning mellem FSUs Jameis Winston og Oregons Marcus Mariota vil kunne slå ned på en lang række forskellige ting, og de vil alle være relevante.

Fokus i denne artikel er hvor de to unge quarterbacks adskiller sig fra hinanden. Selvom de fysisk ligner hinanden helt ned til armlængde og størrelsen på deres hænder, så kommer det meget an på filosofien hos et hold, om det vil foretrække den ene frem for den anden. Det er også grunden til at dette ikke er en vurdering af, hvem der er bedst eller har det største potentiale. Her kan i blive klogere på, hvem de to er, og måske hvem I selv foretrækker.

Armen
Det er ikke altid til at skille kategorierne her ad, men jeg forsøger at gøre det i grove træk. Der er ingen tvivl om, at begge spillere har en glimrende arm, der kan smide bolden derhen på banen, de vil have den. Selvom armstyrke ikke er alt i NFL, bare se på JaMarcus Russell, så skal en god quarterback kunne være en trussel mere end 20 yards ned ad banen, og både Winston og Mariota har nok power til at tyre kuglen dybt på en go-rute.

Når det så er sagt, så er Jameis Winston længere fremme i sin udvikling, når det kommer til at have føling på sine kast, og han vælger også ofte sine kast godt - skal bolden svæves ind mellem zonerne, eller skal den kanoneres derind. Systemet spillerne har været i spiller ind på statistikken og favoriserer Mariota, men Oregon-spilleren har fået de klart bedste karakterer hos det ansete statistiksite Pro Football Focus. Han kan altså også vinde kampe med sin arm. Det er nødvendigt at formulere det sådan fordi...

Fysikken
Fordi Mariota er den nye prototype på en quarterback. Ligesom Russell Wilson, Andrew Luck, Cam Newton, Colin Kaepernick og Robert Griffin i sit første år, så har Mariota et par stænger, der virkelig kan tage ham ned ad banen. Han bruger dem også godt, og Mariota fik også mulighed for det i Oregons system.

Winston spillede ikke i et system, der tilgodeser atletiske quarterbacks, og det er måske meget godt. Winston er nemlig den gamle prototypiske quarterback, der bliver i lommen og går gennem sine reads. Han er ikke bange, når der er forsvarsspillere helt oppe i ansigtet på ham, og han er glimrende til at bevæge sig i lommen, men han kommer ikke til at sætte voldsomt mange linebackere af i NFL.

Hovedet
Dette er den nok vigtigste del af sammenligningen mellem Winston og Mariota af flere årsager. Hovedet dækker nemlig både over hvad der sker i hovedet på banen, men også uden for banen, og her kommer Winston i problemer.

Winston har været anklaget for voldtægt, for at have stjålet krabbeben på en restaurant og for at komme med meget uhensigtsmæssige bemærkninger, som faktisk endte med at koste ham en

kamps karantæne. Der har været sat spørgsmålstegn ved hans arbejdsmoral og hans modenhed, men på banen har Winston et af de bedste football-hoveder i længere tid. Systemet i FSU ligner dem fra NFL, og derfor vil Winston kunne gå ind og forstå en NFL-playbook meget hurtigt. Det er godt, hvis man gerne vil draftes højt.

Winston har også en meget udadvendt personlighed, der ikke er bange for at sige sin mening og vise sin selvtillid - også selvom der er kameraer og national bevågenhed.

Diamentralt modsat er så Marcus Mariota. Han er en stille type, der har en helt og aldeles ren samvittighed - i hvert fald set udefra - og har ikke været i nærheden af problemer i college. Det er en god ting, hvis man vil draftes højt, blandt andet fordi NFL nu vil tage episoder fra college in mente, hvis der skal straffes i NFL.

Til gengæld er Oregons system godt for quaterbacks på den måde at det er meget let. Det er oftest givet på forhånd, hvad quarterbacken skal gøre, og selvom det ikke beviser, at Mariota ikke kan lære et NFL-angreb, så betyder det, at han ikke har bevist, at han netop godt kan, ligesom Winston har. Her er der altså spørgsmålstegn ved Mariotas formåen i forhold til en NFL playbook både når han kommer ind i ligaen, men også fremadrettet.

Inde på banen, når bolden har forladt centeren og er kommet i quarterbackens hænder, så ser Winston ud til at være meget komfortabel med at læse banen og forsvaret. Han kommer hurtigt og ubesværet gennem sine reads og finder ofte den rigtige mand på det rigtige tidspunkt.

Mariota er sværere at vurdere på grund af systemet, men han gør det tilsyneladende fint med hovedet på banen. Han har tendens til at flygte ud af lommen hurtigere end hvad godt er, men her kan han bruge sine ben til enten at skaffe yards eller som trussel og trække forsvaret frem, så der bliver plads bagved.

NFLs general managers får sig noget af et dilemma, især Tampa Bay, der har det første valg i draften. Bliver det den på banen klassiske quarterback, der sidder i lommen og læser banen som han skal, men som kommer med en noget broget historie uden for banen? Eller bliver det den nye, atletiske quarterback, der måske mangler noget i at læse spillet, men som til gengæld holder sig ude af problemer? Det får vi svar på, når Roger Goodell siger "And with the first pick of the 2015 draft..."

Firstdowns optakt til draften
Quinten Rollins - Den upolerede turnover maskine
Martins Big Board
Maxx Williams - den nye tight end i NFL
Leonard Williams - Det sikre valg?
Ameer Abdullah - 'Film doesn't lie'