Minnesota Vikings har reageret hurtigt efter den startende quarterback Teddy Bridgewater er dømt ude i op til et år med en slem knæskade.

Det har de gjort ved at smide et førsterunde valg i næste års draft til Philadelphia Eagles for så at få tilgang af Sam Bradford.

Dermed har Vikings styr på quarterback-positionen inden sæsonstarten i næste uge. Ifølge nfl.com har de lilla vikinger altså 'betalt' et førsterundesvalg i 2017-draften samt et valg i fjerde runde i 2018.

Det er sød musik for Sam Bradford, der dermed kan se frem til at være startende NFL-quarterback i den kommende sæson. Det så ellers ikke sådan ud tidligere på sommeren, da Philadelphia Eagles valgte quarterback-talentet Carson Wentz med andetvalget i årets draft. Et klart signal om at de ønskede nyt blod på positionen.

Det fik Sam Bradford op i det røde felt, og han informerede derefter klubben om, at han ønskede at skifte væk fra Philadelphia Eagles. Det afviste klubben i første omgang, men lørdag fik piben altså så en anden lyd.

NFL-sæsonen starter torsdag med opgøret mellem Denver Broncos og Carolina Panthers, som er en gentagelse af Super Bowl sidste sæson.