Vernon Davis: Alex er vores mand

Står det til San Francisco 49ers' tight end Vernon Davis, så er det Alex Smith som er holdets startende quarterback i næste uge.

San Francisco 49ers har vundet deres to sidste kampe forholdsvis sikkert, og det har været med Colin Kaepernick som quarterback. Alligevel får han ikke fuld opbakning fra alle sine holdkammerater.
 
Holdets tight end Vernon Davis ser nemlig gerne der kommer en ændring igen. "Det er meget svært, men jeg tror stadigvæk at Alex Smith er manden. I mit hjerte tror jeg det, og jeg er sikker på Harbaugh vil træffe den rigtige beslutning om hvem der skal starte. Men lige nu har vi to store playmakers. Jeg er dog sikker på Alex er vores mand" udtalte Vernon Davis.
 
Alex Smith blev imod St. Louis Rams skadet med en hjernerystelse i den famøse uafgjorte kamp. Derefter har Kaepernick sat to sejre på tavlen, og 49ers har vist flot spil. Der er dog en enkel spiller som ikke har fået udbyttet af Kaepernick. Vernon Davis fik nemlig kun en bold imod sig, mod New Orleans Saints, og den bold greb han ikke.
 
San Francisco 49ers møder i næste uge St. Louis Rams igen, denne gang i St. Louis hvor man skal forsøge at få sejren i stedet for en uafgjort som sidst de to hold mødtes.