Cornerbacks er begyndt at være blandt de bedst lønnet i NFL. Det beviser Patrick Petersons nye mega kontrakt.

Når man snakker omkring de bedste cornerbacks i ligaen, så bliver navne som Darrelle Revis, Joe Haden og Richard Sherman nævnt først. Hvad angår lønnen er det en helt fjerde som burde nævnes.

Patrick Peterson fra Arizona Cardinals har nemlig underskrevet en rekord høj kontrakt, som indbringer ham op til $70 millioner over de næste seks år, da det er en fem årig forlængelse af hans nuværende kontrakt. Han får $48 millioner garanteret.

Før Petersons kontrakt blev underskrevet var Joe Haden og Richard Sherman de bedst betalte cornerbacks i ligaen. Sherman tjener $56 millioner over fire år, mens Joe Haden tjener $68 millioner over fem år.

Tilbage i 2011 blev Patrick Peterson valgt som den femte spiller i draften, og har siden udviklet sig meget. Han er udover en god cornerback også blevet brugt som wide receiver og returner. Noget som han dog ikke fremover vil være en del af, har Cardinals for få dage siden udtalt.

I løbet af hans tid i NFL har Peterson allerede tre gange været udtaget til Pro Bowl, og har leveret 12 interceptions.