Cleveland Browns gjorde en ende på holdets lange stime af nederlag i NFL, da San Diego Chargers blev slået.

Ohio. For første gang i mere end et år lykkedes det natten til søndag Cleveland Browns at vinde en kamp i NFL.

Holdet fra Ohio slog på hjemmebane San Diego Chargers 20-17 og gjorde dermed en ende på en nederlagsserie på 14 kampe i den igangværende NFL-sæson.

Dermed afværgede Cleveland Browns en potentiel katastrofesæson med nederlag i samtlige 16 kampe i grundspillet og en lidet flatterende plads i historiebøgerne.

I 2008 gik Detroit Lions som det eneste hold i NFL-historien igennem grundspillets 16 kampe med lutter nederlag.

Cleveland-spillerne havde ikke prøvet at vinde i et helt år før sejren over San Diego Chargers. Den seneste triumf faldt 13. december 2015.

Cleveland Browns er uden chance for at avancere til slutspillet.

/ritzau/