Atlanta Falcons lignede længe en vinder af den 51. udgave af Super Bowl, men holdet formøblede en føring på 28-3, så sejren endte hos Tom Brady og New England Patriots.

Ved stillingen 28-20 begik Atlanta Falcons-quarterback Matt Ryan en fejl, da han blev nedlagt, så holdet kom uden for field goal-afstand. Et field goal ville have givet tre point, og så havde Atlanta været foran med to scoringer.

»Det er hårdt at tænke på. Jeg ville ønske, at jeg kunne have skilt mig bedre af med bolden i den situation,« siger Matt Ryan.

»Det vil helt sikkert gøre ondt i noget tid. Det er hårdt, når man er kommet så langt, men man ikke har fået det resultat, som man ønsker. Vi skal lægge det bag os, og så kommer vi forhåbentlig tilbage i Super Bowl igen,« siger quarterbacken.

Foto: TOM PENNINGTON
Vis mere

New England Patriots straffede Matt Ryans fejl kort efter ved at udligne til 28-28, før holdet vandt Super Bowl efter overtid. Det var første gang, at en Super Bowl gik i overtid.

Atlanta Falcons' cheftræner, Dan Quinn, lægger ikke fingre imellem, når han skal fortælle om skuffelsen.

»Det gør helvedes ondt. Det er en, man mærker i omklædningsrummet. Man kan ikke bare parkere det mentalt. Når vi i morgen ser kampen igen, er der helt sikkert ting, vi tænker, at vi burde have gjort anderledes,« siger Dan Quinn, inden han kommer med lidt ros til sine spillere.

»Jeg var imponeret over, hvor hårdt drengene kæmpede for det. Det er derfor, det gør så ondt lige nu,« siger Dan Quinn.

Atlanta Falcons har aldrig vundet Super Bowl.

/ritzau/AFP