Josh Gordon er atter en gang blevet taget med hænderne i kagedåsen

Cleveland Browns’ stjernereceiver, Josh Gordon, har angiveligt dumpet endnu en narkotikatest, hvorpå han kan se frem til en karantæne på et års tid fra NFL. Det rapporterer den anerkendte Adam Schefter fra ESPN. Denne episode er den seneste i en lang række af tilbageslag for Josh Gordon, hvis fremtid i Cleveland Browns - såvel som i NFL - nu er på højkant, da denne episode langt fra er enestående. 

Gordon var ligeledes genstand for kontroverser, da han blev suspenderet fra den regulære sæsons afsluttende kamp som følge af brud på Cleveland Browns' holdregler. Ligeledes ville han have været suspenderet fra hele sidste sæson, hvis det ikke havde været for en ny aftale på dette område, som NFL gennemførte. På grund af denne var Gordon ‘blot’ suspenderet i sæsonens første 10 kampe.

Josh Gordons agent, Drew Rosenhaus, har endnu ikke kommenteret sagen. Hovedpersonen selv greb 24 bolde for 303 yards i de fem kampe han nåede at spille, men i 2013-14 sæsonen førte han NFL med 1646 yards i 14 kampe.