214 dage efter at Denver Broncos slog Carolina Panthers i Super Bowl 50, er ventetiden forbi.

214 dage, hvor Cam Newton og co. ventet på at tage revanche. Den får holdet mulighed for at tage, når de samme to hold indleder den nye NFL-sæson natten til fredag dansk tid.

Football-fansene i Los Angeles har ventet betydeligt længere - 7.929 dage for at være præcis - på igen at have et hold i NFL, men nu er Rams endelig tilbage i byen efter 21 års eksil.

New England Patriots-quarterback Tom Brady kommer til at vente lidt endnu, før han får lov at komme i aktion. Han afsoner nemlig fire spilledages karantæne for sin rolle i Deflategate. Vi andre er derimod glade for endelig at kunne lægge den saga bag os.

Om 150 dage er det hele så forbi, når et hold står sejrrigt tilbage på NRG Stadium i Houston som vinder af Super Bowl 51.

I løbet af sæsonen vil bt.dk hver uge gøre status over den forgangne runde med en power ranking, der er en rangering af NFL-holdenes øjeblikkelige styrke, hvis de skulle møde alle de andre hold lige nu på neutral grund.

Denne gang ser vi på de 32 holds styrkeforhold lige nu, inden 2016-sæsonen skydes i gang. Meget kan - og vil - ske med holdenes placeringer i power rankingen i løbet af sæsonen, så den skal ikke nødvendigvis betragtes som en spådom om, hvem der kvalificerer sig til slutspillet, og hvem der vinder Super Bowl. Den kommer i bunden af denne artikel.

Uenig? Kommentarer modtages på Twitter: @jeppedong

Her er BTs power ranking før sæsonstarten (i parentes står holdenes sejrsstatistik i sidste sæson):

1. Green Bay Packers (10 sejre, 6 nederlag i 2015)

Ligaens på papiret nemmeste kampprogram og Jordy Nelsons tilbagekomst efter en alvorlig skade er ikke engang grunden til, at Packers ligner NFLs stærkeste hold før sæsonstart. Det er og bliver quarterback Aaron Rodgers, der har alle muligheder for igen at vinde prisen som NFLs mest værdifulde spiller.

2. Arizona Cardinals (13 sejre, 3 nederlag i 2015)

NFLs måske mest komplette hold. Angrebet var i sidste sæson ligaens bedste, og forsvaret har i år forstærket sig på det punkt, der var holdets eneste reelle svaghed: en mangel på spillere, der kunne lægge pres på modstandernes quarterback. Eneste bekymring er, om quarterback Carson Palmer igen kan holde sig skadesfri i hele sæsonen.

3. Carolina Panthers (15 sejre, 1 nederlag i 2015)

De fleste hold, der taber Super Bowl, har ofte svært ved at rejse sig i den efterfølgende sæson. Tabet af cornerback Josh Norman gør ondt, og hans plads skal nu udfyldes af et par rookies. Det rejser et par spørgsmålstegn. Angrebet er dog intakt og får tilmed wide receiver Kelvin Benjamin tilbage efter en skade, der holdt ham ude hele sidste sæson. Det er et stort plus.

4. Pittsburgh Steelers (10 sejre, 6 nederlag i 2015)

Forsvaret har gennemgået en foryngelseskur, men har flere spørgsmålstegn - især i holdets secondary, der savner kvalitet, og efter linebacker Bud Dupree kort før sæsonstart blev så skadet, at han er tabt for resten af sæsonen. Running back Le’Veon Bell har karantæne i de første tre kampe, mens Martavis Bryant er ude hele året af samme årsag. Alligevel har Steelers et af ligaens mest potente angreb, og det kan være nok til, at holdet kan gå hele vejen.

5. Seattle Seahawks (10 sejre, 6 nederlag i 2015)

Thomas Rawls eller Christine Michael skal løfte arven efter running back Marshawn Lynch, der annoncerede sit karrierestop midt under Super Bowl. Måske fordi ‘Beast Mode’ ikke gad løbe bag en nykonstrueret offensiv linje. Det lægger større ansvar over på quarterback Russell Wilsons skuldre, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det er dog stadig forsvaret, der er hovedårsagen til, at Seahawks fortsat er en magtfaktor i NFL.

6. New England Patriots (12 sejre, 4 nederlag i 2015)

Det skulle ikke undre, hvis Tom Brady vender tilbage efter udstået karantæne og fuldender et hævntogt, der får ‘Django Unchained’ til at ligne en børnefilm. Selv hvis Patriots skulle tabe alle fire kampe uden Brady - hvilket ikke sker - er 12 kampe Patriots med Brady rigeligt til at vinde AFC East-divisionen. Men Patriots med Jimmy Garoppolo som startende quarterback er altså ikke et absolut tophold.

7. Denver Broncos (12 sejre, 4 nederlag i 2015)

Trevor hvem? Sådan har de fleste NFL-fans sikkert tænkt, da det kom frem, at Trevor Siemian, et syvenderundevalg fra 2015, nu er startende quarterback for Broncos. Det er dog værd at huske på, at holdet mere vandt Super Bowl i sidste sæson på trods af Peyton Manning end på grund af quarterback-legenden takket være et forsvar, man stadig slår sig på. Siemian er dog nok til, at mestrene må finde sig i en outsider-rolle på nuværende tidspunkt.

8. Houston Texans (9 sejre, 7 nederlag i 2015)

Historien viser, at den klub, der holder til i Super Bowl-værtsbyen, klarer sig dårligt. Det håber Texans at lave om på, og med en overhaling af offensiven via tilgangen af quarterback Brock Osweiler og running back Lamar Miller i free agency ser det lovende ud. Især fordi J.J. Watt, NFLs bedste forsvarsspiller, nåede at blive sin skade kvit, så han er klar fra sæsonstart til at lede et forsvar, der kan blive et af NFLs bedste.

9. Cincinnati Bengals (12 sejre, 4 nederlag i 2015)

Det så solidt ud for Bengals i sidste sæson. Men Hue Jacksons afgang som offensiv koordinator er potentielt et stort slag for angrebet, der også er uden tight end Tyler Eifert i begyndelsen af sæsonen og har mistet to wide receivere. Forsvaret er en smule ramt af skader, og karantænen i de første tre kampe til forsvarsstyrmand Vontaze Burfict er heller ikke ideel.

10. Oakland Raiders (7 sejre, 9 nederlag i 2015)

Ikke siden 2002-sæsonen har Raiders været i slutspillet. Den kedelige statistik kan meget vel blive brudt i år, for der er store forventninger til holdet, der allerede sidste år viste lovende takter, og som er blevet kraftigt forstærket op til denne sæson. Defensive end Khalil Mack spås en monstersæson, hvor 20 sacks ikke virker helt urealistisk.

11. Kansas City Chiefs (11 sejre, 5 nederlag i 2015)

Chiefs har haft en støt stigende kurve under træner Andy Reids ledelse. Med Broncos uden en stærk quarterback kan dee blive Chiefs’ år i den uhyre tætte AFC West-division. Løbeangrebet er blandt de bedste i ligaen - trods spørgsmålstegn omkring den offensive linje. Forsvaret må undvære skadede Justin Houston i begyndelsen af sæsonen, og det er en klar svækkelse.

12. New York Jets (10 sejre, 6 nederlag i 2015)

Hvor meget har uroen omkring kontraktforlængelserne af to af holdets allerstørste profiler, defensive tackle Muhammad Wilkerson og quarterback Ryan Fitzpatrick, påvirket Jets? Det er det store spørgsmål hos et hold, der kandiderer til en billet til det slutspil, der var så tæt på, men glippede i sidste sæson.

13. Jacksonville Jaguars (5 sejre, 11 nederlag i 2015)

Måske det mest forbedrede hold sammenlignet med sidste sæson takket være en solid draft og en aggressiv tilgang til free agency. Angrebet kan blive en af sæsonens største åbenbaringer, og i en lige AFC South-division er slutspillet absolut inden for rækkevidde. Men først skal hypen veksles til konkrete resultater.

14. Minnesota Vikings (11 sejre, 5 nederlag i 2015)

Glæden over at kunne indvie holdets nye stadion blev noget dæmpet af, at quarterback Teddy Bridgewater blev alvorligt skadet kort før sæsonstart. Ledelsen reagerede prompte ved at handle sig til Sam Bradford hos Philadephia Eagles. Et udtryk for, at resten har holdet har så megen kvalitet, at der ikke er råd til at smide sæsonen på grund af Bridgewaters skade. Det er derfor spændende at se, om Bradford kan nå at lære holdets playbook godt nok til, at Vikings kan gentage den flotte 2015-sæson.

15. New York Giants (6 sejre, 10 nederlag i 2015)

Tom Coughlin-æraen er slut i New York. Den nye træner Ben McAdoo råder over et eksplosivt angreb, anført af wide receiver Odell Beckham Jr., og et forsvar, som der er blevet investeret kraftigt i før sæsonstart, men som i sagens natur ikke kan være helt sammentømret endnu. I en svag division kan selv en middelmådig sæson dog være nok til at gå i slutspilet.

16. Baltimore Ravens (5 sejre, 11 nederlag i 2015)

Det måske sværeste hold at placere i denne power ranking, så derfor ligger det i midten. Det kan både blive til 5 sejre og 11 nederlag ligesom sidste sæson og 11 sejre og 5 nederlag og en mulig slutspilsplads - bedst illustreret af, at 14 ud af 16 kampe i 2015 blev afgjort inden for en scoring med Ravens som den tabende part i de ni. Ravens var tilmed ramt af et hav af skader i sidste sæson og må i år undvære tight end Ben Watson i hele sæsonen.

17. Washington Redskins (9 sejre, 7 nederlag i 2015)

Quarterback Kirk Cousins blev sidste år kendt for frasen ‘You like that?!?’. Hvis spørgsmålet går på Redskins’ trup, må svaret være: ‘mjah’. Tilgangen af cornerback Josh Norman kan ikke roses nok, men er det nok til at løfte et forsvar, der rangerede som nummer 28 i sidste sæson? og kan ‘Captain Kirk’ virkelig holde det høje niveau fra sidste år? Dét er det virkelig spørgsmål.

18. Tampa Bay Buccaneers (6 sejre, 10 nederlag i 2015)

Buccaneers bliver fremhævet af mange iagttagere som et hold, der står på randen af et stort gennembrud. Angrebet er fuld af playmakere, og forsvaret har forstærket sig alle de rigtige steder. Især rookie-cornerback Vernon Hargreaves ser stærk ud. Holdet er dog meget ungt på vigtige positioner, så det er svært at vurdere, hvordan de vil håndtere presset i en division, der ser meget spændende ud.

19. Tennessee Titans (3 sejre, 13 nederlag i 2015)

Sidste sæsons dårligste hold kan blive et ubehageligt bekendtskab for modstanderne. Den nye træner, Mike Mularkey, vil spille, hvad han kalder for ‘eksotisk smash mouth-football’, hvor målet er at overvælde modstanderne fysisk. Holdets løbeangreb ser da også ustoppeligt ud med tilgangen af DeMarco Murray og rookie Derrick Henry, der er en, man slår sig på. Et godt bud på sæsonens største positive overraskelse.

20. Dallas Cowboys (4 sejre, 12 nederlag i 2015)

Tony Romo må nok engang se til fra sidelinjen i begyndelsen af sæsonen med en skade. I hans fravær skal Dak Prescott styre Cowboys-angrebet, der i running back Ezekiel Elliott har en spændende ny offensiv profil. Forsvaret har mistet sine to bedste pass rushers til karantæne, men når alle mand er tilbage, er det tvivlsomt, om Cowboys fortsat ligger så langt nede i denne power ranking.

21. Atlanta Falcons (8 sejre, 8 nederlag i 2015)

Efter en hæsblæsende start på sæsonen i 2015 faldt Falcons helt sammen til sidst. Det skyldtes ikke mindst, at quarterback Matt Ryans niveau faldt drastisk i sidste halvdel af sæsonen. Ser man på Ryans preseason er der grund til bekymring, men han kan ikke klage over de brikker, han har at arbejde med offensivt. Defensivt har træner Dan Quinn adresseret enhedens store svaghed i 2015 ved at hente flere pass rushers.

22. New Orleans Saints (7 sejre, 9 nederlag i 2015)

Quarterback Drew Brees har netop underskrevet en gylden. Forståeligt, for ingen Brees, ingen chance for at nå slutspillet. Saints har dog forsømt at opgradere gruppen af wide receivere og tight ends, der savner kvalitet. Også forsvaret ser tyndt besat ud på mange pladser, så det kan meget vel være, at det igen i år vil være blandt de tre ringeste.

23. Buffalo Bills (8 sejre, 8 nederlag i 2015)

Der blev jublet i Buffalo, da Bills fik fingre i to spillere, der umiddelbart virkede som en klar forstærkning og startere fra dag 1. Nu er både Reggie Ragland og Shaq Lawson skadede, og med Marcell Dareus i karantæne i de første fire kampe, ligner det igen en sæson under middel for Rex Ryans tropper.

24. Miami Dolphins (6 sejre, 10 nederlag i 2015)

Adam Gase er kendt som en angrebsguru, men det er sjovt nok forsvaret, der har fået størst opmærksomhed under den nye træner, hvor tre store profiler er hentet ind - en i hver kæde. Det mest spændende bliver dog stadig at se, om Gase kan løfte quarterback Ryan Tannehill, så han endelig gør sig fortjent til den kæmpe kontraktforlængelse, han fik før sidste sæson.

25. Indianapolis Colts (8 sejre, 8 nederlag i 2015)

Det handler om at være Tryg … Men det er forståeligt, hvis quarterback Andrew Luck føler sig alt andet end det. Luck fik smadret sidste sæson af en skade, forårsaget af at hans bodyguards ikke formåede at passe på ham. Desværre for Luck ser det ikke ud til, at problemerne er løst på den offensive linje, og det tager noget af potensen ud af et ellers stærkt Colts-angreb.

26. San Diego Chargers (4 sejre, 12 nederlag i 2015)

Det har været en skidt offseason for Chargers. Først fik holdet ikke lov til at rykke til L.A. Siden valgte førsterundevalget fra forårets draft, Joey Bosa, at holde sig væk fra træningen på grund af utilfredshed med holdets kontraktudspil. Indtil holdet, der ellers ser fornuftigt besat ud på de fleste pladser, viser, at der er styr på tropperne, må det finde sig i at ligge i den tunge ende.

27. Philadelphia Eagles (7 sejre, 9 nederlag i 2015)

Det er aldrig et godt tegn, når et hold handler en - godt nok upopulær - startende quarterback væk en uge før sæsonstart. Slet ikke, når man ophøjer en rookie til starter på bekostning af en dyrt indkøbt spiller, der tilmed fulgte med den nyansatte træner. Det gjorde Eagles ikke desto mindre, og det lover ikke godt for holdets sæson, selv om det kan være nok så fornuftig en investering i fremtiden. Heller ikke selv om holdet vandt alle fire kampe i preseason.

28. Detroit Lions (7 sejre, 9 nederlag i 2015)

Hvordan erstatter man en af NFL-historiens bedste wide receivere? Svaret vil vise sig i løbet af den kommende sæson for Detroit Lions post-Calvin Johnson. BTs bud er: Det kan man ikke. Af samme årsag ligger Lions nær bunden i denne power ranking, for det er svært at se, hvor den offensive produktion, Johnson stod for, skal komme fra.

29. Los Angeles Rams (7 sejre, 9 nederlag i 2015)

Man kan give en gris læbestift på, men den vil stadig være en gris. Nogenlunde sådan har BT det med Rams. Nok er holdet flyttet til glamourøse Los Angeles, men det ændrer ikke på, at det er et hold med mange huller - ikke mindst offensivt. Truppen er dog NFLs yngste, så det lover godt for fremtiden, hvis ikke det var, fordi man havde pantsat den i forbindelse med handlen, der sikrede Rams topvalget, som blev brugt på quarterback Jared Goff. Som spillede så skidt i preseason, at han indleder sæsonen som tredjequarterback. Hmmmm ...

30. Chicago Bears (6 sejre, 10 nederlag i 2015)

På papiret ser Bears-holdet egentlig fornuftigt ud. Der er kommet en Super Bowl-mester til på forsvaret, topvalget fra 2015-draften er endelig skadesfri, og man har forstærket den offensive linje i draften og kort før sæsonstart med den fritstillede guard Josh Sitton fra rivalerne Green Bay Packers. Men når quarterbacken stadig hedder Jay Cutler, og holdets secondary består af en flok no-names, der skal forsøge at stoppe Aaron Rodgers og co. to gange om året, tyder alt på endnu en pauver sæson for ‘Da Bears’.

31. San Francisco 49ers (5 sejre, 11 nederlag i 2015)

Meget har handlet om Colin Kaepernicks protestaktion under nationalmelodien i preseason og Bruce Millers tåbelige lovbrud og deraf følgende fyring. Gudskelov, havde man nær sagt som 49er-fan, for så har fokus været fjernet fra, hvor dårlige udsigterne er for sæsonen. Forsvaret er et lyspunkt, men offensivt besidder 49ers en af ligaens dårligste enheder.

32. Cleveland Browns (3 sejre, 13 nederlag i 2015)

Den endeløse oprydningsfase i Cleveland går nu snart ind i sit 117. år. Ny head coach, igen. Ny general manager, igen. Ny quarterback, igen. Ny strategi, igen. Det bliver spændende at se, om Browns’ ‘Moneyball’-filosofi bærer frugt i fremtiden. I nutiden vil alles øjne hvile på Robert Griffin IIIs forsøg på at genrejse karrieren. Hav popcornene klar. Det kan blive alt fra en gyser til en komedie og en tragedie.