St. Louis Rams tog fusen på mange, da de tog en neglebidende sejr over Seattle Seahawks.

St. Louis Rams havde blot en enkelt sejr inden kampen mod divisionsrivalerne, Seattle Seahawks, der anses for at være en af bejlerne til Super Bowl titlen. Men den forventede forskel i styrkeforhold kom aldrig til syne.

Seahawks startede ellers på første drive med at komme helt ned i redzone, men Rams fik standset angrebet og så måtte udeholdet nøjes med et field goal. Resten af halvlegen tilhørte til gengæld hjemmeholdet og Rams kom foran med 21-3 inden pausen. Blandt andet på et af ugens mest spektakulære spil, hvor Tavon Austin returnerede et punt til touchdown. Imens Austin bragede ned af sidelinjen, var de fleste Seahawks-spillere nemlig i den anden side af banen, da en anden Rams-spiller lod som om, at han var manden, som modtog bolden.

I anden halvleg begyndte Seahawks, at sætte point på tavlen og efter et touchdown af Russell Wilson og Cooper Helfet stod det pludselig 19-21. Seahawks-quarterbacken viste virkelig lederskab efter halvlegspausen og han endte med at løbe for mere end 100 yards og kaste for 313 yards. Seahawks kom endnu mere bagud efter et touchdown af Rams-runningbacken Benny Cunningham, men Doug Baldwin bragte lidt spænding tilbage med et touchdown.

Ved stillingen 28-26 til Rams hev hjemmeholdet endnu et trickspil op af hatten, da man kastede bolden på et fake punt. Derved beholdte man bolden med lidt mere end to minutter tilbage af kampen. Efterfølgende var det dog ved at gå galt, da man fumblede bolden, men bolden blev samlet op igen af en medspiller og hjemmepublikummet slap med skrækken.

Sejren til Rams gør Seahawks til et middelmådigt hold, hvis man kigger på statistikken efter seks kampe, hvor de blot har vundet halvdelen. Det er selvfølgelig utroligt skuffende for de forsvarende Super Bowl mestre, der nu skal bevise kritikkere de kommende uger.