Efter endnu en helvedesuge for NFL, hvor kritikken af ligaens håndtering af skandalesagerne omkring Adrian Peterson og Ray Rice voksede sig større, var der endelig fokus på spillet på banen søndag.

Især det dramatiske Super Bowl-revancheopgør mellem Seattle Seahawks og Denver Broncos indfriede forventningerne og bragte også en ny nummer et i BTs power ranking med sig, mens flere af forhåndsfavoritterne til at nå i Super Bowl fortsatte rutsjeturen ned ad listen.

Hver onsdag gør bt.dk status over den forgangne runde med en power ranking, der er en rangering af NFL-holdenes øjeblikkelige styrke. Den er sammensat ud fra princippet om, hvor mange kampe et givent hold vil vinde, hvis det skulle møde alle de andre hold lige nu.

Uenig? Kommentarer modtages på Twitter:

@mlballing og @jeppedong

Her er BTs power ranking efter tredje spilleuge (i parentes står holdenes sejrsstatistik og bevægelse på listen i forhold til sidste uge):

1. Cincinnati Bengals (3-0 - én plads op)
Quarterback Andy Dalton var eneste Cincinnati Bengals-spiller, der greb et touchdown mod Tennessee Titans, og selvom wide receiver A.J. Green plages af en fodskade, greb han seks bolde for 102 yards. Bengals havde heller ikke de store kvaler med at fastholde titlen som ubesejret i denne sæson, og tigrene kan nu bruge deres bye-week på at pleje skader.

2. Philadelphia Eagles (3-0 - én plads op)
Philadelphia Eagles har været gode til at komme tilbage efter at have været bagud i de første kampe i sæsonen, og i det til tider hadske divisionsopgør mod Washington Redskins lykkedes det igen efter en skidt start - selvom Eagles aldrig kom så langt bagud som i de første kampe. I fjerde quarter kom de to hold op at slås, og Eagles fik Jason Peters smidt ud af kampen.

3. Arizona Cardinals (3-0 - to pladser op)
Mange mente, at Arizona Cardinals ville få problemer med Drew Stanton som vikar for Carson Palmer på quarterback-pladsen, men virkeligheden er en anden. Stanton, der ikke havde spillet en kamp i NFL siden 2010, har nu vundet to kampe og kastede Cardinals til sejr mod San Francisco 49ers - godt hjulpet på vej af et solidt spillende forsvar.

4. San Diego Chargers (2-1 - to pladser op)
Philip Rivers og San Diego Chargers red videre på bølgen efter sejren over de forsvarende Super Bowl-mestre, Seattle Seahawks i sidste uge. Forsvaret lukkede ned for Buffalo Bills og skaffede endda holdet en saftey. Til gengæld mistede Chargers running back Danny Woodhead for sæsonen, da han måtte køres fra banen med et brækket ben.

5. Seattle Seahawks (2-1 - to pladser op)
Der var dømt rematch fra Super Bowl, da mestrene, Seattle Seahawks tog imod Denver Broncos, og selvom der kom mere modstand fra Peyton Manning og Denver-angrebet, lykkedes det Seattle at holde hovedet koldt. Takket være en vunden lodtrækning begyndte Seahawks med bolden i overtiden og kunne gå hele vejen til touchdown og endnu en sejr.

6. Denver Broncos (2-1 - fem pladser ned)
Peyton Manning og co. skulle forsøge at få skovlen under Seattle Seahawks, men Denver Broncos måtte ligesom i Super Bowl indkassere et nederlag. Det var dog en noget mere ligeværdig kamp end i februar, og der skulle overtid og lidt lodtrækningsuheld til, før nederlaget var en realitet.

7. New England Patriots (2-1 - to pladser op)
De fleste forventede, at New England Patriots ville tromle hen over Oakland Raiders i sæsonens første hjemmekamp, men Tom Brady og co. havde svært ved at finde rytmen i angrebet, og der skulle ligesom i kampen forinden et vigtigt indgreb fra forsvaret til at sikre sejren.

8. Baltimore Ravens (2-1 - to pladser op)
Med et field goal i sidste sekund sikrede Baltimore Ravens sig sejren over Cleveland Browns. Det holdt ellers hårdt for Ravens, der må acceptere, at mediernes fokus i høj grad stadig handler om Ray Rice-sagen. Field goal’et kom i stand, efter et kast fra Joe Flacco til Steve Smith igen ramte plet, da der var allermest brug for det.

9. Chicago Bears (2-1 - fire pladser op)
Der var ikke spillet mange sekunder, før Chicago Bears havde udnyttet en fejl fra New York Jets’ quarterback Geno Smith, og det var netop udnyttelsen af Jets’ fejl, der gav Bears det forspring, der viste sig at holde helt til sidste sekund.

10. Atlanta Falcons (2-1 - fem pladser op)
Atlanta Falcons fik på fornem vis - omend på en måske lidt billig baggrund - rejst sig igen efter en skidt angrebsmæssig indsats i uge to. Forsvaret fik sat en stopper for modstanderen, og quarterback Matt Ryan satte rekord for Falcons ved at ramme plet på 87,5 procent af sine kast.

11. Detroit Lions (2-1 - fem pladser op)
Det var i særdeleshed Detroit Lions’ forsvar, der gjorde det onde ved Green Bay Packers. Aaron Rodgers blev konstant stresset, og forsvaret satte også ni af holdets 19 point på tavlen. Ud over den vigtige divisionssejr kunne Lions glæde sig over for første gang at besejre Packers med Rodgers ved roret gennem hele kampen.

12. Pittsburgh Steelers (2-1 - fem pladser op)
Ben Roethlisberger og resten af Pittsburgh Steelers-angrebet fik rejst sig efter en alt andet end imponerende indsats i uge to. Det tog godt nok mere end halvdelen af kampen mod Carolina Panthers, men så kom der også fire touchdowns på tavlen.

13. Carolina Panthers (2-1 - ni pladser ned)
Carolina Panthers lod Pittsburghs running back-duo Le’Veon Bell og LeGarrette Blount løbe hen over sig, og samlet set tillod det normalt så stærke forsvar chokerende 264 rushing yards. Sådan en forsvarsindsats kræver, at angrebet sætter masser af point på tavlen, og det var bare ikke tilfældet for Cam Newton og co. i uge 3.

14. New Orleans Saints (1-2 - fem pladser op)
Endelig. Drew Brees og New Orleans Saints er ikke vant til at have et nul stående i kolonnen over sejre, når først sæsonen er i gang, men det var først i tredje uge mod Minnesota Vikings, at holdet fik første sejr. Angrebet kom hurtigt i gang i kampen, men det er stadig ikke helt så overbevisende, som man er vant til at se.

15. Buffalo Bills (2-1 - fire pladser ned)
Så gik den ikke længere for Buffalo Bills, som kun fik sat 10 point på tavlen mod San Diego Chargers, og dermed smed holdet en ellers udmærket mulighed for en 3-0-start på sæsonen væk. Det havde ellers boostet selvtilliden godt, for det ville have været blot tredje gang siden 1993, at det var lykkedes.

16. Indianapolis Colts (1-2 - fire pladser op)
10, 20, … det var nok meget godt for Jacksonville Jaguars, at Andrew Luck og resten af Indianapolis Colts ikke fortsatte den remse efter pausen. De 30 point i første halvleg var i sig selv nok til at vinde kampen, men i fjerde quarter blev der rundet af med et par touchdowns i en meget overbevisende sejr efter to marginale nederlag.

17. San Francisco 49ers (1-2 - tre pladser ned)
Når man ikke kan score point i halvdelen af en kamp, så kan det godt gå hen at blive svært at sejre, og det lærte Colin Kaepernick og San Francisco 49ers mod Arizona Cardinals. Nederlaget var samtidig slut på en stime, for 49ers havde ikke tabt til Cardinals siden december 2011.

18. Cleveland Browns (1-2 - ingen bevægelse)
Tætte kampe er åbenbart synonyme med Cleveland Browns i denne sæson. Der har ikke været mere end tre point mellem holdene i de tre første kampe i sæsonen, men det er kun blevet til én sejr, og nederlaget til Baltimore var først en realitet i sidste sekund. Så nu kan holdet måske bruge sin bye-week på finde lidt ekstra point til de kommende kampe.

19. Green Bay Packers (1-2 - 11 pladser ned)
Syv point. Det er sjældent Green Bay Packers’ angreb må nøjes så ringe en høst, men mod divisionsrivalen Detroit Lions blev der lukket for det varme vand allerede efter første quarter, og der skal gang i Aaron Rodgers og co., hvis holdet skal indfri de store forventninger, der var til det traditionsrige hold før sæsonstarten.

20. Dallas Cowboys (2-1 - fem pladser op)
Det holdt hårdt for Dallas Cowboys mod et af ligaens dårligste mandskaber i denne sæson. St. Louis opbyggede en føring på 21 point, inden Tony Romo og co. kom i gang, og den succesfulde mission tangerede klubrekorden for det største comeback.

21. Kansas City Chiefs (1-2 - syv pladser op)
Der var flere hold, der meget gerne ville have slettet nullet i sejrskolonnen i uge tre. Et af dem, det lykkedes for var Kansas City Chiefs, som inklusiv søndag kun har vundet tre af sine seneste 11 kampe. Holdet må også glæde sig over at have fået gang i quarterback Alex Smith, som har haft det svært hidtil i sæsonen.

22. New York Giants (1-2 - otte pladser op)
Når New York Giants ikke vinder kampe, bliver presset på Eli Manning og skyggen fra storebror Peyton større end stor, men mod Houston Texans fik angrebet endelig vist, at det ikke har glemt, hvordan man spiller football. Efter to magre indsatser, lykkedes det Eli Manning og co. at sætte 30 point på tavlen og undgå endnu en sæson med en 0-3-start.

23. Houston Texans (2-1 - 11 pladser ned)
Det så overraskende lyst ud for Houston Texans efter de to første kampe i sæsonen, men mod New York Giants gik det helt galt. Giants fik lov til at score 30 point, hvilket var 10 mere, end Texans havde tilladt samlet i de to første kampe. Så hjalp det heller ikke, at angrebet først kom i gang efter pausen.

24. Washington Redskins (1-2 - ingen bevægelse)
Kirk Cousins har ikke set sig tilbage i Washington Redskins, efter han erstattede skadede Robert Griffin III som quarterback. Mod Philadelphia Eagles kastede han for 427 yards og tre touchdowns. Men det var alligevel ikke nok til en sejr, og wide receiver DeSean Jackson måtte forlade sin gamle hjemmebane uden håneretten.

25. New York Jets (1-2 - to pladser ned)
‘Dommerne tog et touchdown fra os.’ Det var derfor New York Jets tabte kampen mod Chicago Bears, hvis man spørger holdet selv. I slutningen af kampen samlede Jets en fumble op og løb hele vejen til touchdown, men dommerne havde fløjtet spillet af inden, og derfor talte det ikke. Efterfølgende kunne Jets ikke få angrebet til at klikke, og så vandt Chicago kampen.

26. Minnesota Vikings (1-2 - fire pladser ned)
Som om der ikke var nok problemer for Minnesota Vikings’ angreb efter hele Adrian Peterson-sagen, brækkede quarterback Matt Cassel også foden i andet quarter søndag. Det gav debut til rookie-quarterback Teddy Bridgewater, men det kom der ikke den helt store pointhøst ud af. Det bliver dog ham, holdet skal sætte sin lid til i de kommende kampe, for Cassel er ude for resten af sæsonen.

27. St. Louis Rams (1-2 - ingen bevægelse)
Det begyndte at ligne noget for St. Louis Rams, der uge for uge har fået sat flere point på tavlen. Men selv et forspring på 21 point var ikke nok til at sikre sejren mod Dallas Cowboys, og selvom man har spillet to kampe på hjemmebane, har det ikke været en fordel, for begge er blevet tabt. Rams har nu bye-week og kan måske bruge tiden på at finde en sejrsformel.

28. Miami Dolphins (1-2 - syv pladser ned)
Miami Dolphins fik ikke meget godt ud af søndagens hjemmekamp mod Kansas City Chiefs. Tværtimod hersker der nu tvivl om, hvem der skal styre angrebet, når holdet søndag møder Oakland Raiders på Wembley i London. Træner Joe Philbin har ikke villet sige, om Ryan Tannehill får genvalg på quarterback-pladsen, men en del tyder nu på, at han får endnu en chance.

29. Tennessee Titans (1-2 - tre pladser ned)
Søndag fandt Tennessee Titans ud af, at holdets mangeårige kicker, Rob Bironas, var omkommet i en bilulykke, og selvom han blev cuttet fra holdet i marts, må det have påvirket en del af spillerne og folkene omkring holdet. Det gjorde i hvert fald ikke noget godt for et i forvejen haltende angreb, som også fik quarterback Jake Locker skadet i løbet af kampen mod Cincinnati Bengals.

30. Oakland Raiders (0-3 - to pladser op)
Oakland Raiders har tabt 15 kampe i træk, når holdet er rejst på tværs af landet og har spillet på den amerikanske østkyst. Forsvaret kæmpede bravt og gjorde det svært for New England Patriots at finde en angrebsrytme, men i sidste ende var der ikke nok offensiv drivkraft til at sikre sæsonens første sejr. Indsatsen var dog nok til at rykke op ad listen.

31. Jacksonville Jaguars (0-3 - ingen bevægelse)
Efter en elendig første halvleg fik rookie-quarterback Blake Bortles debut for Jacksonville Jaguars. Bortles og co. fik sat 17 point på tavlen i anden halvleg, men der var alligevel ikke ret meget at stille op mod Indianapolis Colts. Luck og co. knuste Jaguars, der i sæsonens første tre kampe kun har scoret 44 point - samme antal som Colts satte på tavlen søndag.

32. Tampa Bay Buccaneers (0-3 - tre pladser ned)
Tampa Bay Buccaneers kom bagud 0-56, inden holdet endelig slog lidt tilbage mod Atlanta Falcons. Det var fejl på fejl og ikke særlig kønt at se på. Langtfra den bedste reklame for NFL i en uge, hvor der var massivt fokus på de problemer, ligaen har uden for banen.