For første gang siden Aaron Hernandez blev anholdt og sigtet for overlagt drab på 27-årige Odin Lloyd, udtaler Patriots-ejer Robert Kraft sig om sin nu forhenværende spiller.

- Hvis det her er rigtigt, så er jeg blevet snydt, og hele vores organisation er blevet snydt, siger Robert Kraft til ESPNBoston.com.

New England Patriots draftede Aaron Hernandez i 2010. Det skete, efter holdledelsen havde modtaget et brev fra Hernandez, hvor han lovede, at klubben ikke havde noget at bekymre sig over i forhold til hans påståede brug af hash.

Han skrev blandt andet følgende i brevet:

- Jeg beder jer om at stole på mig, når jeg siger, at I absolut ikke har noget at bekymre jer om i forhold til mig og brugen af euforiserende stoffer. Jeg har sat meget høje mål for mig selv i NFL, og jeg er 100 procent fokuseret på at opnå de mål.

Der gik godt halvanden time fra Aaron Hernandez blev anholdt, til Patriots meldte ud, at man havde annulleret hans kontrakt. En beslutning, der var taget en uge inden anholdelsen.

- Lad mig slå fast - vi besluttede en uge inden Aarons anholdelse, at hvis Aaron blev anholdt i forbindelse med Lloyd-drabssagen, så ville vi annullere hans kontrakt med det samme. Rationalet bag beslutningen var, at hvis et medlem af New England Patriots-organisationen er så tæt på en drabssag, at man rent faktisk bliver anholdt - uanset om det er for at forhindre efterforskningen eller for selve forbrydelsen, så er det for tæt på en utænkelig handling, til at personen kan være en del af organisationen fremover, siger Robert Kraft til ESPNBoston.com.

I den forgangne weekend gennemførte New England Patriots en trøje-bytning, hvor fans kunne bytte deres Aaron Hernandez-trøjer kvit og frit til en anden Patriots-trøje, hvis man ikke havde lyst til at beholde den. Det tilbud tog mere end 2500 fans imod - heraf var 30 procent trøjer i børne- og ungdomsstørrelser.

Siden tight endens seneste retsmøde, hvor hans anmodning om kaution blev afvist, har der været flere historier omkring Hernandez i fængslet. Flere medier har skrevet, at han opfører sig som en mønsterfange i Bristol County-fængslet, og senest har der været historier om, at Aaron Hernandez ville giftes med sin forlovede. Det har han dog indtil videre fået afslag på, ifølge flere medier, fordi man vil forhindre, at hans forlovede ikke kan vidne mod ham. I USA må ægtefolk ikke vidne mod hinanden i retten.