Kommer Indianapolis Colts til at genvinde AFC South igen i år? Vi har kigget nærmere på divisionen.

Skrevet af Magnus Stub

AFC South. En division, der næsten altid giver et overraskende udfald. Efter Peyton Mannings afgang fra Colts er deres tidligere totale dominans af divisionen væk. Playoffs er for alle hold målet inden denne sæson, hvilket gør dette til en yderst interessant division at følge. Samtidig er det fire hold, der kommer ind til næste sæson med nye spillere og nyt håb.

Houston Texans:
I år skal der bestemt andre boller på suppen hos Texans. Holdet valgte at tage Jadeveon Clowney med deres førstevalg i draften, og han skal sammen med JJ Watt udgøre et passrush, som skal give Luck og de andre quarterbacks mareridt. Begge to har et enormt potentiale, og de er klart fremtiden for holdet.

I midten håber Texans på en længe ventet skadesfri sæson for Brian Cushing, der klart er deres verbale leder på forsvaret. Han var i den grad savnet sidste år, og det forventes, at hvis han kan vende tilbage til sit tidligere topniveau, så har Texans en reel chance for at have et af ligaens bedste forsvar igen. Bagerst i geleddet har Texans to velkendte herrer på hver deres cornerback. Kareem Jackson og Jonathan Joseph har begge været yderst stabile igennem deres tid sammen i Houston.

På angrebet ser det straks en smule mere negativt ud for Texans. Man går ikke ligefrem de lokale på nerverne, hvis man siger, at klubbens nye startende quarterback Ryan Fitzpatrick bestemt ikke er det endelige svar bag center.

Fitzpatrick har kun i få glimt imponeret i sin tid hos Buffalo Bills og senest hos Tennessee Titans, hvor han ikke en eneste gang har ført nogle af holdene til slutspillet. Arian Foster skulle være tilbage på 100% i denne sæson, og han er altid gift for modstandernes forsvar. Dog er det ikke sikkert endnu, at Texans får glæde af Andre Johnson, da han eftersigende skulle være stærkt utilfreds i sydstatsbyen, og for alt i verden vil spille et andet sted. Dermed skal DeAndre Hopkins til at spille en tand bedre, hvis han skal være den farligste receiver.

Hopkins har indtil nu ikke helt levet op til sit potentiale, og han skal i den grad oppe sit spil. Løbespillet med Foster skal etableres, og en offensiv linje med Chris Myers i midten burde dog også være med til at give Fitzpatrick optimale arbejdsbetingelser.

Jacksonville Jaguars:
Defensivt ser det bedre ud for Jaguars, end det har gjort længe. Forrest på den defensive linje har de fået tilført Red Bryant (Seahawks), Chris Clemons (Seahawks) og Ziggy Hood (Steelers). Sammen med sidste års store overraskelse Sen'Derrick Marks kunne det godt tyde på, at Jaguars vil blive betydeligt bedre til at presse quarterbacken og stoppe løbet, hvilket har været et af forsvarets store problemer de sidste år. I midten skal den rutinerede linebacker Paul Posluszny være den verbale leder og bidrage med en masse tacklinger, som han så dygtigt har gjort tidligere. Han har været kolossal for forsvaret de sidste år, og han kunne sagtens tænkes at være en nøgle for at forsvaret kommer til at fungere optimalt under Gus Bradleys ledelse. Bagerst skal Johnathan Cyprien være en nøglefigur på sin safety-position. Will Blackmon, Alan Ball og Dwayne Gratz er alle gengangere fra sidste år.

Offensivt er det et helt nyt scenarie for Jaguars. Chad Henne er dog genganger, og han skal stille og roligt lære Blake Bortles op med henblik på, at Bortles ikke for tidligt bliver smidt i ilden. Det bliver en Jaguars-offensiv med en masse nye ansigter. Med Jones-Drews afgang er der hermed blevet plads til Toby Gerhart, som kommer fra en position som Adrian Petersons backup hos Minnesota Vikings. Bag sig har han Jordan Todman, som sidste år viste glimt af sit potentiale, og som godt kunne få flere carries i år. Gerhart skal tage skridtet op og være den startende runningback hos Jaguars. Samtidig har de i årets draft taget Marqise Lee og Allen Robinson, som skal kickstarte et generationsskifte på receiver-positionen, som i mange år har været meget udsat hos Jaguars. Med Justin Blackmon ude på ubestemt tid med disciplinære problemer, er det samtidig Cecil Shorts III, som skal spille en nøglerolle. Marcedes Lewis har tidligere vist gode hænder, og har tidligere været en af ligaens bedste tight ends statistisk. Fremtiden ser meget lysere ud i Jacksonville.

Indianapolis Colts:
Offensivt er det Andrew Luck, der skal føre taktstokken for Colts. Luck har overtaget skuden på glimrende vis, og der er ingen tvivl om hans enorme potentiale. Runningbacken hedder igen i år Trent Richardson, og her er der stadig en del spørgsmålstegn. Siden han ankom til klubben fra Cleveland Browns, har Richardson slet ikke leveret på samme niveau som hos Browns.

Richardson har uden tvivl før i tiden vist, at han har talentet til at kunne gøre det, men spørgsmålet er, om det bliver i Indianapolis, at vi ser ham udfolde sit talent på højeste niveau igen. På receiver-positionen er der ingen tvivl om, at TY Hilton har bevist, hvad han er i stand til. Sammen med tilbagevendte Reggie Wayne skal de to være Lucks foretrukne våben, og det ser uden tvivl glimrende ud på stående fod. Samtidig er Hakeem Nicks kommet til, og om han kan vende tilbage til samme niveau, som han havde under Giants’ Super Bowl-dage, ja så har Luck nogle ganske habile mål at kaste efter. Tight enden er Coby Fleener, som har været mildest talt svingende indtil videre, og har ikke for alvor formået at overtage Dallas Clarks position med bravour. Hvis Luck skal brillere, skal hans offensive linje steppe op. Hvis det ikke havde været for Lucks glimrende evne til at forholde sig rolig og kunne bevæge sig i lommen, kunne det have endt miserabelt.

Defensivt ser det straks værre ud for Colts. Forrest er det, i et typisk 3-4 forsvar, blandt andet Arthur Jones, der skal stoppe løbet. De tre forreste for Colts er slet ikke af samme kvalitet, som linebackerkorpset lige bag dem. Robert Mathis spillede en forrygende sæson sidste år, men han var også meget alene om at komme frem til quarterbacken. Tilgangen af D’Qwell Jackson kan vise sig at være ufattelig vigtig for Colts. Jackson er kommet til fra Browns, og har i flere år vist sig at være god leder, og en tacklingsmaskine uden lige. Bagerst har Colts Greg Toler og Vontae Davis som startende cornerbacks, imens Laron Landry og Delano Howell starter som safeties. Det bliver spændende at følge Colts’ forsvar uden Antoine Bethea nede bagerst.

Tennessee Titans:
Offensivt er det ikke just profiler, der skinner igennem, men dog en hæderlig kæde de stiller op med. Quarterbacken hedder efter alt at dømme igen Jake Locker i år, og han skal snart levere, hvis han vil være fremtidens svar på den position. Titans har i mange år savnet en stabil quarterback, vel nærmest siden Air McNair havde nøglerne til Titans offense. Zach Mettenberger venter i kulissen hvis han fejler. Runningbacken er igen i år Shonn Greene, men Titans har været ude at hente Dexter McCluster til at aflaste ham, hvilket er ideelt, da man så har to vidt forskellige runningbacks. McCluster er den lille hurtige til løb på ydersiden, imens Greene er lidt tungere og dermed god i redzone. Et drømmescenarie for dem kunne være, hvis de kom til at fungere som Ahmad Bradshaw og Brandon Jacobs gjorde det tilbage i deres gyldne år hos New York Giants. Nate Washington og Kendall Wright starter på receiver-positionen, en position hvor Titans klart har manglet en klar førstereceiver siden Kenny Britt. Delanie Walker skal fortsætte sine takter fra sin tid i 49’ers, hvis han skal leve op til den kontrakt, Titans gav ham. Den offensive linje ser solid ud for Titans med Michael Roos og Michael Oher til at dække ydersiden for Jake Locker.

Defensivt er det en blandet landhandel for Titans. Flere steder ser det overordnet fint ud, imens der nogle steder er nogle kæmpe spørgsmålstegn. De forreste 3 i deres 3-4-system er holdets svageste led. Spillere som Sammie Hill og Jurrell Casey er ikke ligefrem spillere, der får offensive linjemænd til at ryste af skræk. Dog kan Titans linebackerkorps nok godt få nogle til at gøre netop det. Kamerion Wimbley, Akeem Ayers, Shaun Phillips og Derrick Morgan skal dele snaps som outside linebackers, og dermed kan Titans hele tiden have to friske inde på den position, som samtidig har et godt niveau. I midten er det Wesley Woodyard, der kom til fra Denver Broncos, som sammen med Zach Brown skal være hjertet af Titans forsvar næste år. I bagerste geled er det Jason McCourty, der spillede en fremragende sæson sammen med Alteraun Verner (som nu spiller hos Buccaneers) skal dække modstandersholdets bedste receiver op, dog med en mere uprøvet makker. I år skal Cody Sensabaugh være startende cornerback hos Titans, og det bliver spændende at se, om Sensabaugh, trods kun at have startet seks kampe i sin NFL-karriere, kan levere på et højt nok niveau til at forblive starter. Bagerst er det den tidligere Baltimore Raven Bernard Pollard og klubmanden Michael Griffin, der skal styre tingene.

Bud på slutstillingen:
AFC South har notorisk været kendt som en division, hvor placeringerne har været forskellige, lige med undtagelse af førstepladsen. Indianapolis Colts har de sidste otte ud af 12 år vundet divisionen, imens et hold som Jaguars aldrig nogensinde har vundet divisionen. Jeg har svært ved at se, hvorfor Colts ikke skulle tage divisionstitlen endnu engang, da jeg mener, at de andre hold har et pænt stykke op til dem. Dog kan alt ske under Colts. Titans har jeg ikke den store fidus til, da holdet skriger på forandring og mangler en udpræget leder. I hvert fald på angrebet, hvor jeg ikke er fan af Jake Locker. Texans mangler også det sidste for at kunne blande sig med Colts, blandt andet giver Andre Johnsons utilfredshed DeAndre Hopkins pladsen som førstereceiver, hvilket jeg har mine betingelser ved. Jaguars er i en udviklingsproces. Dog mener jeg, at det de laver her er med perspektiv, og dermed kunne jeg godt se Jaguars få en fin sæson, trods de åbenlyse mangler.

1. Indianapolis Colts
2. Jacksonville Jaguars
3. Houston Texans
4. Tennessee Titans

Skrevet af Magnus Stub

Tidligere artikler i årets optakt
Chefredaktøren PowerRank
Fantasy Football
AFC East gennemgang
Legenderne: Manning vs Brady
NFC West gennemgang
AFC West gennemgang
Bad Guys
NFC South gennemgang
Det nye Steelers