Med en kæmpe millionerstatning hængende over hovedet, ser det ikke ud til, at O.J. Simpson bliver gældsfri inden for de næste par år. Men det betyder ikke nødvendigvis, at den 70-årige tidligere fodboldstjerne kommer til at leve på en sten.

Da O.J. Simpson tilbage i 1997 ved en civil domstol blev fundet ansvarlig for sin kone Nicole Brown Simpsons og hendes ven Ron Goldmans dødsfald, blev han beordret til at betale knap 217 millioner kroner i erstatning til de efterladte.

Men trods det store erstatningskrav, som han endnu ikke har betalt, så kommer O.J. Simpson formentlig til at leve ganske komfortabelt, når han til oktober bliver prøveløsladt.

For ifølge det amerikanske Time Magazine, så kan O.J. Simpson nemlig se frem til en ganske fin pension fra de år, hvor han slog sine folder i NFL. En pension, der kan sikre den tidligere fodboldstjerne godt 160.000 kroner hver eneste måned resten af livet.

Og det beløb kan hverken kreditorer eller den efterladte familie gøre krav på.

»Pensionen er skudsikker,« lyder det ifølge Time Magazine fra David Cook, der er advokat for Ron Goldmans far Fred Goldman, der i sin tid fik rejst den civile retssag mod O.J. Simpsons.

»Set bort fra guddommelig indgriben er det næsten umuligt at gøre noget. Det er frustrerende.«

Derfor er det også uvist, om O.J. Simpsons nogensinde vil være i stand til at betale det store beløb i erstatning, selv om flere amerikanske medier gennem tiden ellers har hævdet, at 70-årige tidligere fodboldstjerne har en ganske fornuftig sum penge liggende på kistebunden.

Nogen beretter om lidt over halvanden million kroner, mens andre mener at vide, at O.J. Simpson har godt 33 millioner kroner stående på kontoen.

O.J. Simpson har siddet fængslet de sidste ni år for et væbnet røveri, der fandt sted i Las Vegas tilbage i 2008. Torsdag besluttede et panel dog, at O.J. Simpson kan prøveløslades til oktober.