New England Patriots' stjerne-quarterback Tom Brady er nok en gang udtaget til sæsonens Pro Bowl i NFL.

New York. Tom Brady, New England Patriots' mangeårige quarterback, indledte 2016-sæsonen i NFL med fire kampes karantæne for sin involvering i den såkaldte "Deflategate"-sag.

Efter sin tilbagevenden har Brady dog været i storform for New England, som allerede er klar til slutspillet, og nu er Brady nok en gang udvalgt til sæsonens allstar-kamp, bedre kendt som Pro Bowl.

Det er ottende gang på stribe og 12. gang i alt, at Brady er stemt ind i Pro Bowl, som er den årlige allstar-kamp i sæsonen.

Brady er en af de bedste quarterbacks i historien, og i sine ti kampe indtil videre i sæsonen har han kastet 22 touchdowns og blot to interceptions.

Den 39-årige New England-quarterback har allerede fire Super Bowl-ringe i sin trofæsamling, og klubben er igen i år en kandidat til at gå hele vejen i NFL-slutspillet.

Værd at bemærke fra udtagelsen er også, at Dallas Cowboys' quarterback-komet Dak Prescott er udvalgt til Pro Bowl.

Kampen spilles 29. januar, som er en uge før sæsonens Super Bowl.

/ritzau/