Marshawn Lynch har aldrig haft den store interesse i at tale med medierne, men nu åbner den Super Bowl-aktuelle runningback for Seattle Seahawks op for det, der foregår inde i den 28-årige NFL-stjernes hoved.

På trods af at Marshawn Lynch er garanteret 17 millioner dollars (112 millioner kroner) på sin nuværende kontrakt, så har han aldrig rigtig været åben over for medierne og derigennem de tusindvis af fans, der hvert år betaler kassen for NFL-trøjer og for at se kampene på tv eller på stadion.

Runningbackens kritikere mener, at han burde give mere af sig selv, og under torsdagens presseseance i Phoenix, Arizona, der søndag danner rammen om Super Bowl, talte han for første gang i længere vendinger til de fremmødte journalister.

»Hele ugen har jeg fortalt jer (journalisterne, red.), hvordan det er. Og af en eller anden grund bliver I ved med at komme tilbage og gøre det samme igen,« sagde Marshawn Lynch.

Ved tirsdagens presseseance gentog han det samme svar 29 gange i træk, men torsdag var han noget mere snakkesalig.

»Jeg ved ikke, hvilken historie I (journalisterne, red.) prøver at få ud af mig. Jeg ved ikke, hvilket image I prøver at give mig, men det betyder ikke noget, hvad I tænker, hvad I mener eller hvad I siger om mig. For når jeg går hjem om aftenen og kigger de samme folk i øjnene igen og igen - min familie, som jeg elsker, så er det det eneste, der betyder noget for mig,« sagde Marshawn Lynch.

I forbindelse med tirsdagens Super Bowl Media Day, som er en fast tradition hvert år i optaktsugen til Super Bowl, svarede amerikaneren, der også går under kaldenavnet 'Beast Mode', at han kun var mødt op, så NFL ikke ville give ham en bøde.

På banen tromler runningbacken over sine modstandere, men han forbeholder sig retten til ikke at sige særlig meget til medierne på trods af sin store stjernestatus og milliongage.

»I kan bare opdigte de historier, I vil, fordi jeg ikke siger nok. I stikker kameraer og mikrofoner op i hovedet på mig. I er alle gale på mig. Og hvis I ikke er gale på mig, hvorfor er I her så,« spurgte Marshawn Lynch de utallige fremmødte journalister.

Endnu en gang sluttede Marshawn Lynch' møde med pressen med, at en alarm på runningbackens telefon begyndte at ringe. 'Tak', sagde Marshawn Lynch, og traskede væk.

Seattle Seahawks spiller søndag den 49. udgave af Super Bowl mod New England Patriots.