Superman er ikke usårlig alligevel. Carolina Panthers-quarterback Cam Newton måtte udgå med en hjernerystelse i nederlaget til Atlanta Falcons. Det samme måtte hans kollega hos Arizona Cardinals, Carson Palmer.

Netop de to hold, der mødtes i sidste sæsons NFC-finale om en billet i Super Bowl, var blandt de absolutte favoritter til at nå frem til denne sæsons slutkamp i Houston. I stedet led de begge sæsonens tredje nederlag, og hvis skaderne tvinger de to quarterbacks til at sidde ude et par uger, er det nu tvivlsomt, om det kommer til at ske.

Til gengæld er en anden quarterback nu tilbage. Tom Brady afsonede søndag den sidste af fire karantænedage for Deflategate og gør comeback mod Cleveland Browns. Det gør New England Patriots til en varm kandidat til at overtage førstepladsen på denne power rankingen trods det ydmygende nederlag til Buffalo Bills søndag. Denver Broncos får nemlig besøg af brandvarme Atlanta Falcons og må måske også undvære sin normale startende quarterback.

Sådan er toppen af denne power ranking så dejlig uforudsigelig. Men inden vi foregriber næste uges liste, skal vi lige have overstået denne uges, hvor der er store forskydninger i forhold til sidste uge.

Hver uge vil bt.dk gøre status over den forgangne runde med en power ranking, der er en rangering af NFL-holdenes øjeblikkelige styrke, hvis de skulle møde alle de andre hold lige nu på neutral grund.

Uenig? Kommentarer modtages på Twitter:

@jeppedong

Her er BTs power ranking efter 4. spilleuge (i parentes står holdenes sejrsstatistik og bevægelse på listen i forhold til sidste uge):

1. Denver Broncos (4-0 - ingen bevægelse)

Paxton Lynch fik sin NFL-debut, da Trevor Siemian måtte udgå med en skade i venstre skulder efter et voldsomt sack, og dermed har Broncos nu startet lige så mange quarterbacks på godt et år, som holdet har haft nederlag, nemlig fire. At Super Bowl-mestrene alligevel topper listen, skyldes i høj grad forsvarets evne til at sætte sig på en kamp. Cornerback Aqib Talib noterede sig for to interceptions, som førte til holdets to første touchdowns, og enheden fik derudover forceret en fumble og sacket Tampa Bay Buccaneers-quarterback Jameis Wintson fem gange. Selv om Lynch gjorde det godt i Siemians fravær, er førsterundevalget kun starter i næste uge mod Atlanta Falcons, hvis Siemian ikke når at blive klar. Man har dog næsten indtrykket af, at Broncos kunne sætte en bolddreng ind og stadig vinde, så derfor forbliver holdet nummer et på listen.

2. Minnesota Vikings (4-0 - en plads op)

Hvis der er et forsvar, der kan hamle op med Broncos’, er det Mike Zimmers tropper i lilla. I fire kampe har Vikings i snit tilladt sølle 12,5 point. Senest blev New York Giants holdt til 10 point, hvor især cornerback Xavier Rhodes’ opdækning af wide receiver-stjernen Odell Beckham Jr. var imponerende. Rhodes har i sine to kampe, siden han kom tilbage fra en skade, holdt sine to direkte modstandere, Beckham og Kelvin Benjamin, til tre grebne bolde for 23 yards og ingen touchdowns. Offensivt fortsætter Sam Bradford med at vise storspil. Quarterbacken har endnu ikke noteret sig for en turnover, hvilket er en stor del af forklaringen på, at Vikings fører ligaen i turnover differential (plus-10).

3. New England Patriots (3-1 - en plads ned)

For anden uge i træk så Patriots’ hjemmebanepublikum kun ét hold score point. Denne gang var det dog hjemmeholdet, der lagde et æg. For første gang nogensinde på Gillette Stadium. Er der én person, Patriots-cheftræner Bill Belichick bare ikke vil tabe til, er det nok Rex Ryan, så det var noget af en ydmygelse for Belichick, at Patriots blev ydmyget af Buffalo Bills med 0-16. Det kostede blandt andet en tablet livet på sidelinjen, da Bill Belichick skulle have luft for sin frustration. At Patriots ikke ryger længere ned af listen på den konto, skyldes ene og alene, at quarterback Tom Brady nu har afsonet sin sidste karantænedag. Før sæsonen ville Patriots’ fans alligevel have været godt tilfredse med tre sejre ud af fire i Bradys fravær.

4. Green Bay Packers (2-1 - ingen bevægelse)

Der er pres på Packers, efter at Minnesota Vikings vandt for fjerde gang i træk og nu er to sejre foran. Med tre hjemmekampe på tallerknen og en uges hvile til de mange småskadede spillere har Packers dog gode muligheder for at holde trit med Vikings, der har sin friuge efter kampen mod Houston Texans på søndag.

5. Philadelphia Eagles (3-0 - ingen bevægelse)

Efter Eagles vandt ‘The Battle of Pennsylvania’ over Pittsburgh Steelers i sidste runde er den østlige del staten nu nærmest omdøbt til ‘Wentz-sylvania’. Eagles-quarterbacken Carson Wentz overskyggede totalt Steelers’ dobbelte Super Bowl-vinder Ben Roethlisberger og blev kåret til NFCs bedste offensivspiller i sidste runde. Med fire udekampe, hvoraf tre af dem er mod hold i NFC East-divisionen, og en hjemmekamp mod Minnesota Vikings skal Wentz og Eagles nu vise, om de er pretenders eller contenders.

6. Pittsburgh Steelers (3-1 - ingen bevægelse)

Det tog ikke Steelers lang tid at vaske ydmygelsen mod Philadelphia Eagles af sig. Godt hjulpet af et hav af mentale fejl af Kansas City Chiefs ræsede Ben Roethlisberger og co. sig til en føring på 22-0 allerede i første quarter. ‘Big Ben’ kastede i alt fem touchdowns i monsunregnen, før han lod sig skifte ud i fjerde quarter. Le’Veon Bell var tilbage efter udstået karantæne, og selv om DeAngelo Williams har gjort det fremragende som afløser, viste running backen med sine 144 yards på 18 løb, hvorfor han regnes som en af ligaens allerbedste til at løbe med bolden. Det klare nederlag til Eagles gør dog, at Steelers forbliver bag ved rivalerne fra Pennsylvania.

7. Seattle Seahawks (3-1 - en plads op)

Seahawks var tilbage på MetLife Stadium i East Rutherford for første gang, siden holdet vandt Super Bowl 48 samme sted for to et halvt år siden. Og selv om cifrene ikke var lige så ensidige som dengang, leverede Seahawks  igen en overbevisende præstation mod New York Jets. Det var ikke til at se, at Russell Wilson døjede med en dårlig ankel og knæproblemer. Seahawks’ quarterback kastede tre touchdowns og splittede flere gang Jets’ forsvar ad med præcise kast dybt i banen. Set med Seahawks-briller er det også opløftende at se, at Wilson endelig er ved at opbygge et godt samarbejde med tight end Jimmy Graham, som for anden uge i træk greb bolde for over 100 yards.

8. Atlanta Falcons (3-1 - ni pladser op)

Da Dan Quinn blev ansat som Falcons’ cheftræner før sidste sæson, var det på grund af hans arbejde som defensiv koordinator for Seattle Seahawks’ Super Bowl-mestre. Fire kampe inde i sæsonen er Falcons det hold i ligaen, der tillader fjerdeflest point. Men hvad gør det, når man har et angreb, der scorer 38 point i snit - 11 point mere end nummer to på listen? Søndag blev det til 48 point mod Super Bowl-finalisterne fra Carolina Panthers, der kun tillod 19,2 point i snit i sidste sæson. Quarterback Matt Ryan satte klubrekord med sine 503 yards, hvoraf Julio Jones alene stod for de 300. Jones blev den blot sjette spiller, der greb bolde for 300 yards. Det var især imponerende, at Falcons scorede tre touchdowns på angrebsserier på over 90 yards. Det skal blive spændende at se, hvor godt angrebet egentlig er, når det de næste to uger står over for Denver Broncos’ ‘No-Fly Zone’ og Seattle Seahawks’ ‘Legion of Boom’.

9. Oakland Raiders (3-1 - ingen bevægelse)

Da running back DeAndre Washington fumblede bolden på sin egen 17-yard-linje i slutningen af fjerde quarter, og Baltimore Ravens efterfølgende scorede touchdown og bragte sig foran med 27-21, syntes kampen tabt. Men så viste angrebet endelig, hvorfor mange iagttagere har Raiders som en outsider til at gå i slutspillet. Halvandet minut og seks spil senere stod Raiders i Ravens’ end zone, da Michael Crabtree greb sit tredje touchdown. Trods fire touchdown-kast af Derek Carr har Raiders-angrebet dog visse problemer. Især på tredje down, hvor holdet kun konverterede 25 procent.

10. Dallas Cowboys (3-1 - to pladser op)

Spørgsmålet er allerede begyndt at rumstere: Kommer Tony Romo nogensinde til at stå bag  center igen hos Cowboys? FørsteårsspillerenDak Prescott fortsætter i hvert fald med at spille blændende som quarterback - senest ved at 0-14 til en sejr på 24-17 over San Francisco 49ers - godt hjulpet af sit rookie-sidekick, running back Ezekiel Elliott, der fulgte sine 140 yards mod Chicago Bears op med 138 yards og et touchdown. Angrebet måtte endda spille uden holdets bedste wide receiver, Dez Bryant, mod 49ers, hvilket kun gør Dak Prescotts præstation endnu mere imponerende. Der er tegninger til noget stort i Dallas.

11. Houston Texans (3-1 - to pladser op)

Texans led et stort tab i løbet af sidste uge, da holdet måtte sende defensive end og de seneste tre års vinder af prisen som årets forsvarsspiller, J.J. Watt, på injured reserve, hvilket betyder, at han er ude for resten af sæsonen. Forsvaret var dog stadig godt nok til at holde Tennessee Titans’ angreb til 20 point. Angrebsmæssigt havde cheftræner Bill O’Brien taget konsekvensen af den pinlige indsats mod New England Patriots og kaldte selv spillene. Det førte til to hurtige touchdown-kast af Brock Osweiler, men der skulle et punt return touchdown af rookie Will Fuller til for at hive sejren i hus.

12. Cincinnati Bengals (2-2 - to pladser op)

Efter tredje quarter havde A.J. Green 166 yards - flere end Miami Dolphins som hold. Det siger alt om Greens vigtighed for Bengals og Dolphins’ lave niveau. Fjerner man Green fra ligningen, har Bengals-angrebet dog sine problemer. Uden den skadede tight end Tyler Eifert har holdet svært ved at finde vej til end zone på grund af det blodfattige løbeangreb. Derfor kunne kicker Mike Nugent sætte personlig rekord med fem field goals. På et tidspunkt kan de manglende touchdowns dog komme til at koste dyrt.

13. Kansas City Chiefs (2-2 - to pladser ned)

I forrige uge plukkede Chiefs-forsvaret New York Jets-quarterback Ryan Fitzpatricks kast ned efter forgodtbefindende med seks interceptions. Mod Pittsburgh Steelers kom enheden dog hastigt ned på jorden igen, da Ben Roethlisberger relativt ubesværet kastede fem touchdowns. Forsvaret blev dog heller ikke sat i de gunstigste situationer af resten af holdet. Alene i første quarter sørgede en fumble og en interception på egen banehalvdel og et totalt mislykket punt for nemme scoringer til Steelers, og så var kampen reelt afgjort. Running back Jamaal Charles var ellers tilbage, men der var ingen grund til at risikere noget med ham, efter at holdet havde gravet sig ned i et hul, så Charles var kun på banen på 10 spil.

14. Carolina Panthers (1-3 - syv pladser ned)

Super Bowl-forbandelsen ser ud til at have ramt Panthers. Det normalt så frygtindgydende forsvar blev kørt midt over af Atlanta Falcons, der scorede 48 point. Enheden mangler ellers kun én spiller i forhold til sidste år, men hvilken én? Havde cornerback Josh Norman stadig være Panthers-spiller, havde Julio Jones næppe grebet bolde for 300 yards. Angrebsmæssigt måtte Panthers se quarterback Cam Newton gå ud med, hvad der lignede en hjernerystelse. Afløseren Derek Anderson formåede dog at føre Panthers tilbage i kampen, men forsvaret kunne ikke holde Falcons stangen.

15. Baltimore Ravens (3-1 - ingen bevægelse)

Så gik den ikke længere for Ravens, der i de tre første uger sikrede sig snævre sejre på et godt fjerde quarter. Det samme så ud til at være tilfældet søndag, men NFLs bedste forsvar kunne ikke holde stand til allersidst, og så tabte holdet 27-28 til Oakland Raiders. Inden kampen var forventningen, at Joe Flacco ville få en stor kamp imod NFLs dårligste forsvar. Det blev dog kun til ét touchdown, primært fordi fraværet af venstre tackle Ronnie Stanley gjorde det svært for den offensive linje at modstå Raiders’ pres.

16. Los Angeles Rams (3-1 - 12 pladser op)

Efter at være blevet ydmyget 0-28 i første runde af San Francisco 49ers, har Rams nu pludselig vundet tre kampe i træk. Søndagens fornemme sejr ude over Arizona Cardinals blev grundlagt af det stærke forsvar, der holdt værterne til 13 point og både fremtvang fem turnovers - heraf to til sidst, der ødelagde Cardinals’ comeback-forsøg - og sendte quarterback Carson Palmer ud af opgøret med, hvad der frygtes at være en hjernerystelse. Dermed var Case Keenums to touchdown-kast til Brian Quick, wide receiverens eneste to grebne bolde i kampen, og et field goal af Greg Zuerlein nok til at sikre sejren. Det er ikke det kønneste football, Rams spiller, men det er drøneffektivt lige i øjeblikket.

17. Washington Redskins (2-2 - to pladser op)

Redskins udviste sjælden set effektivitet i red zone mod Cleveland Browns. Alle fire ture inden for Browns’ 20-yard-linje blev omsat til touchdowns af quarterback Kirk Cousins - heraf to til tight end Jordan Reed - og et af running back Matt Jones, der også nåede over 100 yards for første gang i sæsonen. Den helstøbte indsats af offensiven blev suppleret af et forsvar, der tre gange i anden halvleg fremtvang en turnover og dermed lukkede kampen. Søndag venter NFLs udgave af ‘The Battle of the Beltway’, når Redskins skal en tur til Baltimore for at møde Ravens i den første af tre udekampe i løbet af de næste fire uger. Her er der ikke råd til alt for mange svipsere, hvis Redskins skal holde trit med resten af NFC East-divisionen.

18. Arizona Cardinals (1-3 - syv pladser ned)

Et af sidste års mest eksplosive angreb er slet ikke kommet ud af starthullerne indtil videre i denne sæson. Og med Carson Palmers hjernerystelse er det tvivlsomt, om det kommer det på torsdag mod San Francisco 49ers i en kamp, Cardinals dårligt kan tåle at tale, hvis drømmen om en tur til Super Bowl skal realiseres. De offensive problemer mod Los Angeles Rams skal til dels tilskrives den offensive linje, der var ovematchet. Det førte til buh-råb fra fansene, hvilket må gøre ondt på en offensiv guru som træner Bruce Arians.

19. New York Giants (2-2 - tre pladser ned)

Det var en meget konservativ gameplan, Giants var kommet til Minnesota med mandag nat. Det stod allerklarest kort før tid, da Eli Manning blev ved at kaste kort, selv om holdet jagtede Minnesota Vikings’ 14 points-føring. Måske var det et udslag af, at angrebet var blevet skræmt af et fysisk Vikings-forsvar, der fuldstændig dominerede kampen, men når man har så gode wide receivere, bør man give det et skud ned ad banen, for hvad er der at tabe? Forsvaret var ikke bedre stillet i duellen mod Vikings’ angreb. Det skyldtes ikke mindst, at Vikings konstant gik efter cornerback Trevin Wade, der på grund af en skade til Dominique Rodgers-Cromartie blev tvunget ind i startopstillingen. Wade formåede ikke at dæmme op for to dybe kast fra Sam Bradford til Charlie Johnson, og Kyle Rudolphs touchdown blev også grebet for næsen af Wade.

20. New York Jets (1-3 - to pladser ned)

Jets-ledelsen må føle sig som knægten, der ønskede sig en Playstation 4 i julegave, men måtte nøjes med en strikhue, efter at have givet quarterback Ryan Fitzpatrick en etårig kontrakt til en potentiel værdi af 15 mio. dollar. Fitzpatrick fulgte sine seks interceptions forrige søndag mod Kansas City Chiefs op med tre mere mod Seattle Seahawks og lignede et rådyr fanget i forlygterne på en bil. Det samme gjorde Jets’ secondary, der med missede tacklinger og et hav af opdækningsfejl gjorde det let for Seahawks-angrebet og svært for fansene at se, at træner Todd Bowles tidligere var en højt respekteret secondary-træner. Nu venter der to udekampe mod Pittsburgh Steelers og Arizona Cardinals, som kan risikere at gøre en ende på Jets’ sæson, før den reelt er begyndt.

21. Buffalo Bills (2-2 - fire pladser op)

Hvilken forskel en fyring og to uger kan gøre i NFL. Med to overbevisende sejre i træk kan Rex Ryan mærke sædet under ham kølne væsentligt. Ikke mindst fordi Ryan har udmanøvreret så store trænerprofiler som Arizona Cardinals’ Bruce Arians, der to gange inden for de seneste fire år er blevet kåret som årets træner, og New England Patriots’ Bill Belichick, der har vundet fire Super Bowls. Running back LeSean McCoy ser ud til at nyde godt af at få Anthony Lynn som offensiv koordinator, og forsvaret har nærmest spillet over evne, efter at Dennis Thurman er begyndt at kalde spillene.

22. New Orleans Saints (1-3 - en plads op)

Drew Brees vendte for første gang tilbage til sin gamle hjemmebane i San Diego, og han kunne tage derfra med en 35-34-sejr efter et flot comeback, hvor han kastede to touchdowns inden for de sidste fem minutter. Det er dog lige så meget forsvaret, der skal have æren for sejren, for  med sine to turnovers på San Diego Chargers’ halvdel havde Brees gode arbejdsbetingelser. Tre af Saints’ fem touchdowns blev i øvrigt scoret af fullback John Kuhn, der ellers kun havde syv boldberøringer. Sejren var Saints’ første i denne sæson og giver lidt ro i den kommende friuge, inden holdet skal møde Carolina Panthers i en kamp, der kan blive afgørende for begge hold.

23. San Diego Chargers (1-3 - en plads ned)

Det bliver efterhånden sværere og sværere for fansene i San Diego at være kede af, at Chargers sandsynligvis rykker til Los Angeles i en nær fremtid. Reelt burde holdet have været ubesejret, men for tredje gang i sæsonen smed holdet en relativt stor føring - denne gang takket være et par uhyrlige brølere på egen halvdel i fjerde quarter. Indtil da havde kampen endnu en gang været et bevis på, at quarterback Philip Rivers er en mester i at få meget ud af lidt i et angreb, der mangler sine største playmakere og søndag måtte se sit farligste tilbageværende våben, running back Melvin Gordon, fuldstændig neutraliseret. Ikke just den bedste optakt til de fire næste kampe, der byder på tre udekampe mod Oakland Raiders, Denver Broncos og Atlanta Falcons og en hjemmekamp mod Broncos.

24. Tennessee Titans (1-3 - fire pladser ned)

DeMarco Murrays to touchdowns var lyspunktet for et Titans-angreb, der formåede at slå igen, efter Houston Texans havde bragt sig foran 14-0 i første quarter. At Marcus Mariota blot ramte plet på 13 ud af 29 kast var lavpunktet. Trods de offensive kvaler var Titans aldrig spillet helt af brættet mod Texans, og med tanke på, at der forude venter to opgør mod NFLs to dårligste hold og to divisionsopgør, kan Titans ikke afskrives endnu i AFC South.

25. Jacksonville Jaguars (1-3 - en plads op)

Det vigtigste ved Jaguars’ præstation søndag i London var, hvad der ikke skete. For første gang i sæsonen begik quarterback Blake Bortles nemlig ingen turnovers. Tværtimod kastede han to touchdown og løb selv i end zone en enkelt gang, og så fik holdet sæsonens første sejr. Så er vi lidt igennem fingre med, at Jaguars var ved at lukke Colts ind i kampen igen trods en føring på 17 point ved indgangen til sidste quarter. Nu venter en friuge oven på den årlige tur tværs over Atlanten, inden en række kampe, hvor Jaguars absolut har muligheder, venter.

26. Indianapolis Colts (1-3 - fem pladser ned)

Andrew Luck var lige ved at gøre det igen. Vinde en kamp for Colts ene mand. Quarterbacken blev sacket seks gange, kastede en interception og fik ikke megen hjælp af forsvaret, men var alligevel tæt på at føre Colts til den anden comeback-sejr i træk. Det er bare ikke en opskrift på succes at bygge et angreb op omkring en mand, der på det nærmeste er nødt til at improvisere på hvert eneste spil, fordi beskyttelsen fra den offensive linje er ikke-eksisterende.

27. Tampa Bay Buccaneers (1-3 - tre pladser ned)

For anden uge i træk blev en Buccaneers-hjemmekamp afbrudt i fjerde quarter på grund af uvejr. Symbolikken i det er til at tage og føle på, for efter den flotte sejr over Atlanta Falcons i første runde er der trukket sorte skyer op over holdet, som mange - inklusive BT - havde som en outsider til et wildcard til slutspillet. Sådan som quarterback Jameis Winston spiller lige nu, kan Buccaneers dog godt glemme alt om football i januar. Winston har stået bag ni turnovers de seneste tre kampe og virker ramt på selvtilliden. Det ændrer sig næppe på søndag imod Carolina Panthers, hvis forsvar tørster efter revanche efter at have indkasseret 48 point imod Atlanta Falcons.

28. Chicago Bears (1-3 - tre pladser op)

Mange Chicago Bears-fans har tænkt tanken i årevis, og nu får de måske deres vilje. Træner John Fox udelukker i hvert fald ikke muligheden for, at quarterback Jay Cutler er færdig som starter. Det forstår man godt, sådan som angrebet så ud med Brian Hoyer bag center, mens Cutler var ude med en skade. Mod Lions spillede Hoyer en stort set fejlfri kamp ved at ramme plet på 28 ud af 36 kast for 302 yards, to touchdowns og ingen turnovers. Heller ikke running back Jeremy Langford kan vide sig sikker på en startplads, efter at rookie Jordan Howard løb for 111 yards.

29. Detroit Lions (1-3 - ingen bevægelse)

Når Matthew Stafford og kasteangrebet ikke klikker, er det umuligt for Lions at vinde en kamp. Det må være konklusionen oven på nederlaget til Bears, hvor Lions’ enlige touchdown kom på et punt return. I stedet for touchdowns kastede Stafford interceptions, løbeangrebet var som vanligt ikke en faktor, og forsvaret er for hårdt ramt af skader, til at man kan forvente mirakler. De kommende tre hjemmekampe kunne i princippet hjælpe Lions til sejre - hvis ikke det lige var fordi modstanderne hedder ubesejrede Philadelphia Eagles, brandvarme Los Angeles Rams og et Washington Redskins, hvis formkurve også er opadgående.

30. San Francisco 49ers (1-3 - ingen bevægelse)

Hvis nogen var i tvivl om linebacker NaVorro Bowmans betydning for 49ers før kampen mod Dallas Cowboys, blev den udpenslet på grusomste vis undervejs. Inden Bowman måtte udgå ved stillingen 17-14 til 49ers med en overrevet akillessene, der koster ham resten af sæsonen, havde 49ers-forsvaret godt styr på Cowboys’ running back Ezekiel Elliott. Uden Bowman fik rookien lov til at løbe rundt som ‘et barn i et friluftsbad’, for nu at bruge NFL.com-skribenten Elliot Harrisons yndllingsudtryk. Det kostede holdet sejren, og 49ers’ sæsonudsigter ser ikke gode ud med Bowman på sidelinjen.

31. Miami Dolphins (1-3 - fire pladser ned)

Adam Gase truede efter forrige uges sejr over Cleveland Browns med at bænke spillere, som ikke præsterede.  Det udsagn virker farligt oven på nederlaget til Cincinnati Bengals, for snart vil Gase ikke have plads på bænken … Første offer for trænerens kontante stil var cornerback Byron Maxwell, men det viste sig som en skidt idé. I hvert fald fik Bengals’ A.J. Green lov til at gribe 10 bolde for 173 yards. Hvis Gase skal være tro mod sit dekret, kan quarterback Ryan Tannehill ikke vide sig for sikker. Tannehill virker forvirret i lommen, men har til sit forsvar heller ikke megen kvalitet omkring sig. Løbeangrebet er blandt ligaens dårligste, og søndag var wide receiver Kenny Stills’ 74-yard-touchdown på holdets andet spil fra scrimmage noget nær det eneste positive spil, som kasteangrebet producerede i hele kampen.

32. Cleveland Browns (0-4 - ingen bevægelse)

Det siger noget om Browns’ problemer på quarterback-pladsen, at Isaiah Crowell fører NFL i løbeyards. Når man som Browns ellers plejer at være bagud, plejer angrebet normalt at ty til kastespil. Mod Washington Redskins noterede Crowell sig for sin anden kamp i sæsonen med over 100 yards og et touchdown, og holdet var da også godt med i opgøret, men tre turnovers i træk i anden halvleg kostede sejren. Nu venter New England Patriots, der giver en garanteret indebrændt Tom Brady sæsondebut. Det kan godt blive grimt i Cleveland på søndag ...