Jeg vidste det! Jeg vidste, at jeg aldrig skulle have ændret i mine spådomme fra før sæsonen.

For hvad skete der to uger efter? Tjo, Aaron Rodgers gik bananas og spillede en kamp, der mindede dem, der eventuelt skulle have glemt det, om, at han fortsat er en quarterback i verdensklasse. Green Bay Packers’ 27-13-sejr over Philadelphia Eagles var nødvendig for at holde liv i slutspilshåbet, og Rodgers og co. leverede varen med ryggen mod muren.

Jeg siger ikke, at jeg nu igen har Packers til at vinde Super Bowl. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg da ikke er så utilfreds med, at jeg satte penge på det, som jeg var for en uge siden … Men, men, men - nu skal holdet jo lige i slutspillet først, og der er fortsat lang vej. Det ser dog ikke lige så umuligt ud som for en uge siden.

Et andet hold, jeg havde god fidus til inden sæsonen, men skrottede som slutspilshold for tre uger siden, var Tampa Bay Buccaneers. Og hvad har holdet gjort, siden jeg ændrede min spådom? Det har såmænd bare besejret Kansas City Chiefs og Seattle Seahawks og bragt sig tilbage i kampen om slutspilsbilletterne.

De to flotte sejre gør også sørøverme til ugens højdespringer i forhold til sidste uges power ranking, som du kan se her:

Hver uge vil bt.dk gøre status over den forgangne runde med en power ranking, der er en rangering af NFL-holdenes øjeblikkelige styrke, hvis de skulle møde alle de andre hold lige nu på neutral grund.

Uenig? Kommentarer modtages på Twitter:

@jeppedong

Her er BTs power ranking efter 12. spilleuge (i parentes står holdenes sejrsstatistik - sejre, nederlag, uafgjorte - og bevægelse på listen i forhold til sidste uge):

1. Dallas Cowboys (10-1 - ingen bevægelse)

Det siger alt om angrebets kvaliteter, at Cowboys besejrede Washington Redskins 31-26, selv om forsvaret tillod 505 yards. Running back Ezekiel Elliott løb for 97 yards og to touchdowns, og quarterback Dak Prescott kastede sit 18. touchdown i sæsonen, undgik igen turnovers og løb for femte gang i år i end zone. Halvdelen af holdets tredje downs blev konverteret, og alle besøg i red zone blev vekslet til touchdowns. Det virker nærmest naturstridigt at skrive, men Cowboys er med 10 sejre i træk NFLs klart bedste hold i øjeblikket på grund af de to rookies. Det er næppe set før. Cowboys har nu en margin på to sejre ned til New York Giants i NFC East og tre ned til Seattle Seahawks i kampen om hjemmebanefordel igennem slutspillet. Der skal gå mere end almindelig gummiarm og gummiben i den for Prescott og Elliott for, at Cowboys sætter det over styr. Holdet kan faktisk allerede sikre sig en plads i slutspillet med en sejr og et nederlag til enten Tampa Bay Buccaneers eller Washington Redskins.

2. Oakland Raiders (9-2 - to pladser op)

Der gik et gys igennem ‘The Black Hole’, da quarterback Derek Carr måtte forlade banen med en lillefinger, der var gået af led, i tredje quarter. Det var da også lige før, at Carrs skade endte med at være katastrofal. Da Carr forlod banen, førte Raiders 24-7, og mens han blev behandlet, scorede Carolina Panthers to touchdowns, og på den første angrebsserie, efter han vendte tilbage, kastede Carr en interception, som Panthers kort efter vekslede til endnu et touchdown og en føring på 25-24. Panthers kom endda yderligere et touchdown foran, og så ville Raiders under normale omstændigheder været faldet helt sammen. Men der er stor forskel på Raiders anno 2016 og tidligere tiders ‘Silver and Black’. Med to kliniske angrebsserier af Carr, som især drog nytte af Michael Crabtree, der greb to vigtige bolde og i alt noterede sig for 110 yards, tog Raiders føringen tilbage, og til sidst sørgede linebacker Khalil Mack, der forinden havde scoret touchdown på et interception return, for at lukke kampen med et sack - hans ottende i seks kampe - og en forceret fumble. Det var anden uge i træk og fjerde gang i alt i denne sæson, at Carr stod bag et comeback i fjerde quarter, og det er sejre som denne, som giver grund til at tro på, at Raiders kan være på vej mod noget stort. Holdet giver simpelthen ikke op, selv om det har ryggen mod muren.

3. New England Patriots (9-2 - ingen bevægelse)

Tom Brady tangerede søndag Peyton Mannings rekord og vandt sin kamp nummer 200, men der var nok ikke mange, der havde forventet, at han skulle kæmpe så hårdt for at få den mod New York Jets. Heller ikke selv om Brady havde været listet som tvivlsom i ugen op til kampen sammen med alle sine farligste våben, Rob Gronkowski, Julian Edelman og Martellus Bennett. Eller selv om de seks seneste opgør imellem de to AFC East-rivaler alle er blevet afgjort inden for seks point eller mindre. Dertil var Jets for ringe i denne sæson, lød rationalet. Men så blev både Gronkowskis og Bennetts småskader forværret, og uden dem er Patriots-angrebet altså til at tale med. Alligevel endte det, som det altid gør: Patriots finder en måde at vinde på. Her skyldtes det for eksempel træner Bill Belichicks beslutning om at forsøge at skaffe en ny første down på en fjerde down og fire, da Patriots var bagud 16-17,  frem for at forsøge et 54-yard field goal, hvilket kort tid efter gav pote i form af et touchdown. Og så fremtvang forsvaret en fumble, da Jets skulle forsøge at svare igen med , og så var Bradys rekord i hus. Det kunne dog være gået galt for Brady, der i første quarter pludselig måtte agere primær blokeringsspiller på et LeGarrette Blount-løb. Det gjorde han ikke helhjertet for nu at sige det mildt, og han kan også være glad for, at Jets-forsvarerne åbenbart var i deres barmhjertige hjørne og undlod at give ham et ordentligt skrald. Der havde ellers været et ironisk skær over det, hvis han havde lidt samme skæbne som Drew Bledsoe i 2001, da han blev jævnet med jorden i en kamp mod Jets af Mo Lewis. Bledsoe blev alvorligt skadet, hvilket banede vejen for Brady. Og resten er, som man siger, historie.

4. Atlanta Falcons (7-4 - tre pladser op)

Det mest imponerende ved Falcons 38-19-sejr over Arizona Cardinals var ikke, at det var mod NFLs højestrangerende forsvar, men at det skete, selv om Julio Jones kun greb fire bolde for 35 yards. Et bevis på, at Falcons-angrebet ikke længere er en enmandshær. En stor del af årsagen skal tilskrives Taylor Gabriel, der scorede to touchdowns mod Cardinals og bidrager med den fart, som Roddy White manglede de sidste år af hans tid hos Falcons. Læg dertil ankomsten af Mohamed Sanu, der mod Cardinals greb otte bolde for 85 yards og har udviklet sig til et uhyre pålideligt mål for Matt Ryan, og et fremragende løbeangreb anført af Devonta Freeman, som også scorede to touchdowns mod Cardinals, og Falcons-angrebet er nærmest ustoppeligt. Med tre hjemmekampe i de sidste fem uger af grundspillet har Falcons alle muligheder for at vippe Carolina Panthers af tronen i NFC South for første gang i fire sæsoner - også selv om divisionen fortsat er pivåben efter sejre til Tampa Bay Buccaneers og New Orleans Saints. Det kommer dog til at ske uden hjælp fra den stærke cornerback Desmond Trufant, der er færdig for resten af sæsonen.

5. Kansas City Chiefs (8-3 - tre pladser op)

Hvor skal jeg begynde? Med Chiefs’ offensive ineffektivitet i de første 57 minutter af kampen mod Denver Broncos, hvor quarterback Alex Smith blot havde ramt på 14 ud af 25 kast for 100 yards? Med outside linebacker Justin Houston vanvittige produktion i første halvleg, hvor han lavede 10 tacklinger - heraf to for minusyards - tre sacks, hvoraf det ene førte til en fumble og en safety? Med Alex Smiths eksplosion i kampens sidste tre minutter, hvor han først dirigerede en angrebsserie på 13 kastespil, som endte med det udlignende touchdown og en two-point conversion i de døende sekunder, og i overtiden, hvor han førte Chiefs til to field goals? Med kicker Cairo Santos’ afgørende field goal, som gik ind via indersiden af venstre stolpe, så både Broncos’ fans og spillere først troede, han brændte? Med Tyriek Hills tre touchdown - på løb, punt return og et grebet kast, hvilket han var den første til at gøre i samme kamp siden 1965? Summa summarum: Chiefs er et hold, der aldrig er slået, men som til gengæld kan vinde på mange måder - med frygtindgydende forsvarsspil, forrygende special teams-spil og såmænd også i kraft af eksplosivt angrebsspil, når det har en pistol for panden. Og så var holdet endda uden både sin bedste wide receiver i Jeremy Maclin og sin bedste pass rusher i Dee Ford. Der er ikke noget at sige til, at Hill og De’Anthony Thomas lige gav hinanden en high-five, mens Hill scorede på sit punt return … Chiefs er i den grad et hold med overskud lige nu - og med udsigt til endnu en tur i slutspillet.

6. Denver Broncos (7-4 - en plads ned)

Jeg har den dybeste respekt for Broncos-træner Gary Kubiak. Kan man andet, når det gælder en mand, der førte sit hold til den ultimative triumf i sin første sæson i klubben? Men efter det dramatiske overtidsnederlag hjemme mod Kansas City Chiefs, der kan ende med at koste en plads i slutspillet (og mig en god middag), er jeg nødt til at påpege, at Kubiak bærer en stor del af ansvaret, hvis det sker. For Broncos skød sig selv unødigt i foden - set i bagklogskabens lys: Bennie Fowler skulle aldrig være løbet ind i end zone med tre minutter igen. Han skulle være stoppet forinden, så Broncos med en 17-16-føring kunne køre mere tid af klokken, da Chiefs allerede havde brugt sine timeouts, inden man forsøgte sig med et kort field goal, som ville tvinge Chiefs til at score touchdown - eller sågar bare brænde sine fire downs af for at gøre banen endnu længere. Det ville have efterladt Chiefs med kun godt et minut og ingen timeouts. Da Fowler så scorede, burde Kubiak være gået efter to point for at øge føringen til ni point, så Chiefs skulle bruge to scoringer for at vinde. I overtiden var det også noget af en satsning at lade Brandon McManus forsøge et 62-yard field goal-forsøg - selv i den tynde luft i Denver. Afbrænderen gav Chiefs bolden på Broncos’ 48-yard-linje, hvilket betød, at holdet blot skulle flytte den cirka 10 yards for at bringe sig i scoringsafstand. Tre beslutninger, der kan koste Broncos slutspilspladsen, selv om Kubiak selvfølgelig skal have ros for at gå efter sejren frem for at være tilfreds med uafgjort. Kubiaks fadæser desuagtet burde Broncos-forsvaret også have været i stand til at stoppe Alex Smith og co. i de sidste tre minutter. Men Von Miller, der ellers havde sacket Smith tre gange i løbet af kampen, og co. var åbenbart tømte for kræfter til sidst. Det skal også nævnes, at quarterback Trevor Siemian med 368 yards, tre touchdowns og nul interceptions gjorde, hvad han kunne for at gøre al snak om, hvorvidt Broncos og Dallas Cowboys’ nu tidligere startende quarterback, Tony Romo, er et godt match, overflødig.

7. Pittsburgh Steelers (6-5 - tre pladser op)

Der findes ikke en bedre quarterback/wide receiver-duo i NFL lige nu end Ben Roethlisberger og Antonio Brown. Steelers-duoen nedlagde nærmest egenhændigt Indianapolis Colts med tre touchdowns og har en indbyrdes forståelse, der ikke matches af nogen andre i øjeblikket. Med 10 touchdowns er Antonio Brown nu den mest scorende wide receiver i ligaen. Steelers’ sidste touchdown blev sat ind af running back Le’Veon Bell, der også spillede en god kamp med 120 yards på 22 løb. Så længe de tre spillere alle er friske, kan Steelers slå ethvert hold. 28-7-sejren betyder, at Steelers fortsat deler førstepladsen i AFC North-divisionen med Baltimore Ravens, men lige nu er holdet faktisk ikke i besiddelse af en billet til slutspillet. Den sidder Ravens på takket være sejren i de to holds første indbyrdes opgør. Men mon ikke ‘Big Ben’, Brown og Bell ender med at lave om på det?

8. New York Giants (8-3 - ingen bevægelse)

Tabellen lyver aldrig, og man kan ikke tage fra Giants, at holdet har vundet seks kampe i træk - for første gang siden det var regerende Super Bowl-mester i 2008. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig har mine tvivl omkring Giatns. For hvem er det lige, holdet har besejret? Baltimore Ravens, der godt nok ligger nummer et i AFC North, men ellers ikke skræmmer nogen, Los Angeles Rams, som har tabt seks af sine seneste syv kampe, Philadelphia Eagles, som har tabt seks ud af sine seneste otte kampe, Cincinnati Bengals, som har tabt fem ud af sine seneste syv kampe, Chicago Bears, som kun har vundet to kampe i hele sæsonen, og så Cleveland Browns, som har tabt alle sine kampe. Hvis man ser bort fra søndagens 27-13-sejr over Browns, har de fem andre sejre alle været inden for en margin af syv point. Selv om især forsvaret spiller godt, og angrebet kan læne sig op ad Odell Beckham Jr., ville jeg ikke ryste i bukserne, hvis jeg var Giants’ kommende modstandere. Det skal dog siges, at Giants er det eneste hold i sæsonen, der har vundet over Dallas Cowboys, som holdet møder næste søndag, men det vil overraske mig, hvis Giants gentager den bedrift - endsige vinder mere end to kampe i resten af sæsonen. To sejre vil dog efter alt at dømme være nok til at gå i slutspillet, og det er jo det eneste, der tæller.

9. Seattle Seahawks (7-3-1 - syv pladser ned)

Det var noget af en mavepuster, Seahawks løb ind i mod Tampa Bay Buccaneers. Sjældent har man set Seahawks blive domineret fysisk, som tilfældet var søndag. Offensiven blev jordet af et Buccaneers-forsvar, der noterede sig for seks sacks af Russell Wilson, og holdt Seahawks til én (1!) yard igennem luften i hele første halvleg. Først på den sidste angrebsserie konverterede Seahawks på en tredje down, og boldsikkerheden haltede også med tre turnovers, to mere end holdet havde begået i de syv foregående kampe tilsammen. Forsvarsmæssigt blev ‘Legion of Boom’ nærmest ydmyget af Mike Evans, der scorede to tidlige touchdowns, og klart vandt den direkte duel med Richard Sherman. Det skal siges, at forsvaret, der var uden både Earl Thomas og DeShawn Shead, holdt Buccaneers fra at score i de tre sidste quarters og selv satte to point på tavlen i form af en safety, men det var ikke nok til at matche Buccaneers-forsvaret.

10. Washington Redskins (6-4-1 - fire pladser ned)

Der ligger en stor, fed kontrakt og venter på Kirk Cousins efter denne sæson. Det kan der ikke herske tvivl om efter endnu en pragtkamp. Redskins-quarterbacken ramte på 41 ud af 53 kast for 449 yards, tre touchdowns og nul interceptions. Han blev ikke sacket én eneste gang, og han var tæt på at sikre rødhuderne sæsonens største skalp mod rivalerne fra Dallas Cowboys. Desværre var angrebets eneste svaghed det, der endte med at føre til et nederlag. De mange yards bliver ikke omsat til nok point. Redskins blev ifølge NFL.com det blot fjerde hold siden 1940, der tabte, selv om holdet skaffede mere end 500 yards og ikke begik en eneste turnover. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at kicker Dustin Hopkins missede to field goal-forsøg (fra 43 og 55 yards). De seks point, Redskins gik glip af her, udgjorde forskellen på sejr og nederlag. Og det er faktisk en smule bekymrende. For sådan som angrebet præsterede, havde det bare krævet et enkelt eller to stop mere af forsvaret, for at Redskins ville have vundet, men selv om Josh Norman havde godt styr på Dez Bryant, og Ryan Kerrigan noterede sig for sit niende sack i sæsonen, er der en grund til, at enheden blot rangerer som nummer 25, hvad angår tilladte yards (369,6), og nummer 18, hvad angår indkasserede point (24). Det kan komme til at koste, når angrebet skal op imod gode forsvar - som for eksempel på søndag ude mod Arizona Cardinals eller ugen efter mod Philadelphia Eagles.

11. San Diego Chargers (5-6 - tre pladser op)

En solid indsats mod Houston Texans af Chargers, der stadig er et hold, der på en god dag kan bide skeer med selv de bedste hold, hvilket sejrene over Atlanta Falcons og Denver Broncos tidligere på sæsonen vidner om. Søndag behøvede Chargers dog ikke rulle sig helt ud for at slå Texans, der simpelthen var for lille en trussel offensivt til at måle sig med Philip Rivers og co. Rivers kastede tre touchdowns og en interception, mens hans modstykke, Brock Osweiler, stod for nul touchdowns og tre interceptions. Alligevel formåede Chargers-træner Mike McCoy at få bragt lidt spænding tilbage i kampen med sin konservative tilgang i fjerde quarter, hvilket gav Texans mulighed for at udligne til sidst med en ‘Hail Mary’. Det mislykkedes, men man blev da mindet om, hvorfor Chargers har sat fem sejre over styr til sidst i denne sæson. Det kan godt være, at Chargers stadig kan spille sig i slutspillet, men det vil i så fald være på trods af og ikke på grund af McCoy, som efter min mening ikke bør føle sig alt for sikker på at beholde sit job, hvis Chargers skulle misse cuttet for tredje år i træk.

12. Tennessee Titans (6-6 - ingen bevægelse)

Det var lige ved at gå fuldstændig galt for Titans i udekampen mod Chicago Bears. Opgøret syntes ellers at være afgjort, da Titans kom foran 27-7 kort inde i fjerde quarter, men holdet skal faktisk være pænt tilfreds med ikke at have tabt. I sig selv er det utroligt, at en føring på 20 point kan være så tæt på at forsvinde, men det grænser til utilgiveligt, at det sker imod et Bears-mandskab, der startede sit tredjevalg som quarterback og var uden sin bedste wide receiver og kun har vundet to kampe i hele sæsonen. Syndebukken for nedsmeltningen, der altså blev afværget i sidste øjeblik, blev Perrish Cox. Cornerbacken blev smidt på porten, og om ikke andet må det tjene som et ‘wake-up call’ for en af sæsonens positive overraskelser, der nu går ind til sin friuge med visheden om, at holdets to kommende kampe bliver altafgørende for, om Titans skal i slutspillet for første gang siden 2008-sæsonen. Offensivt ser det rigtig godt ud, men forsvaret er faldet i søvn ved rattet. Titans kan i princippet godt tåle at tabe til både Denver Broncos og Kansas City Chiefs, men så skal holdet også besejre divisionsrivalerne Jacksonville Jaguars og Houston Texans - og sandsynligvis håbe på hjælp udefra. En sejr over enten Broncos eller Chiefs vil dog placere Titans i førersædet i AFC South.

13. Miami Dolphins (7-4 - ingen bevægelse)

Ligesom tilfældet er med New York Giants, er jeg heller ikke på nogen måde overhovedet solgt, når det gælder Dolphins, hvis sejrsstime ligesom Giants’ lyder på seks kampe på stribe. Fem af disse er blevet vundet med en margin på syv point eller mindre - heriblandt søndagens opgør mod San Francisco 49ers, der var to yards fra at tage kampen ud i overtid. Her taler vi altså om det selvsamme 49ers-hold, der før søndagens kamp havde tabt ni i træk. Tidligere på sæsonen blev Dolphins tvunget ud i overtid af Cleveland Browns. Det vil sige, at Dolphins, som lige nu sidder på den sjette og sidste slutspilsbillet i AFC, har haft overordentlig svært ved at besejre to hold, som de fleste andre tørrer gulv med. Undskyld mig, men det er altså ikke noget, der får mig til at tro på, at Dolphins holder hold som Denver Broncos og Pittsburgh Steelers bag sig. Dolphins kan dog få lidt hjælp af restprogrammet. Først venter en svær opgave mod Baltimore Ravens på udebane, men dernæst får holdet besøg af Arizona Cardinals og New York Jets, der tilsammen har vundet samme antal kampe som Dolphins. Herefter skal møde møde Buffalo Bills på udebane, men kan i sidste runde blive hjulpet af at skulle møde New England Patriots, der på det tidspunkt med stor sandsynlighed intet at har spille for. Defensivt tillod Dolphins 475 yards mod 49ers, men leverede alligevel flere store spil til sidst, da gæsterne desperat jagtede en udligning. Offensivt må det dog bekymre, at Jay Ajayi på det seneste er gået lidt i stå efter at have løbet for over 200 yards to uger i træk. Mod 49ers løb han for sølle 45 yards mod ligaens suverænt dårligste forsvar mod løb.

14. Tampa Bay Buccaneers (6-5 - ni pladser op)

Ugens højdespringer efter den imponerende sejr over Seattle Seahawks. En sejr, der i den grad stadig holder Buccaneers inde i kampen om slutspilspladserne og får mig til at fortryde noget så grusomt, at jeg ændrede min spådom før sæsonen om, at holdet ville nappe et wildcard. Det var dog netop de to ting, der var hovedårsagerne til sejren over Seahawks, der gjorde, at jeg havde god fidus til Buccaneers inden sæsonen: duoen Jameis Winston/Mike Evans og et ungt, talentfuldt forsvar. Det sidste er endelig vågnet op til dåd efter en elendig start på sæsonen. Mod Seahawks lavede forsvaret seks sacks, to interceptions og erobrede en fumble og var ikke mindst en force på tredje down. Angrebet spillede også godt - især i første quarter, hvor Jameis Winston to gange fandt Mike Evans i end zone. Siden satte sørøverne ikke point på tavlen - blandt andet fordi Winston kastede en interception i end zone. Sejren med de aparte cifre 14-5 var den tredje i træk for Buccaneers, der dermed holder snor i Atlanta Falcons i toppen af NFC South. Restprogrammet er dog ikke det nemmeste. Først en tur tværs over landet til San Diego for at møde Chargers. Siden en hjemmekamp mod New Orleans Saints, som også spiller godt for tiden, og mod Dallas Cowboys, inden returkampen ude mod Saints og sæsonfinalen mod Carolina Panthers. Men som sejrene over først Kansas City Chiefs og siden Seahawks bevidner, kan Buccaneers lige nu slå hvilket som helst hold.

15. New Orleans Saints (5-6 - seks pladser op)

Saints-cheftræner Sean Payton havde et regnskab at gøre op med Los Angeles Rams’ defensive koordinator, Gregg Williams, som var manden bag ‘Bountygate’-skandalen fra 2011, der endte med at koste Sean Payton et års karantæne. Payton og Williams har ikke ligefrem været på julekort sammen siden, og det sås tydeligt i den måde, Payton bad sine spillere gribe opgøret mod Rams an. Drew Brees kastede fire touchdowns, Mark Ingram løb for 146 yards og scorede to touchdowns. Det sidste stod Willie Snead for, da wide receiveren på et trickspil kastede til en fri Tim Hightower, der slog de sidste søm i Rams-kisten. I alt blev det til 555 yards, og så mange yards har et Gregg Williams-koordineret forsvar aldrig tilladt i en kamp, der ikke gik ud i overtid. Så gjorde det mindre, at Rams’ nye quarterback-stjerne, Jared Goff, i sin blot andet start kastede tre touchdowns mod Saints-forsvaret. Med sejren hænger Saints på i NFC South, hvor holdet er to sejre end Atlanta Falcons, men kun én efter Tampa Bay Buccaneers, som Saints skal møde to gange på tre uger fra næste søndag. Håber lever endnu i ‘The Big Easy’.

16. Baltimore Ravens (6-5 - tre pladser op)

Træner John Harbaughs fortid som special teams-koordinator fornægtede sig ikke søndag, da Baltimore Ravens besejrede Cincinnati Bengals og holdt fast i førstepladsen i AFC North. Ved stillingen 19-12 med 11 sekunder tilbage stod Ravens med en fjerde down og 8 på sin egen 23-yard-linje. I stedet for at sparke bolden ned mod Bengals’ returner holdt punter Sam Koch fast i bolden, mens holdkammeraterne lavede holding-straffe for at hindre Bengals i at få fat i Koch, indtil han omsider løb ud af end zone til en safety, da tiden løb ud. På den måde undgik Ravens at give Bengals en sidste chance for at score. Smart. Faktisk er det ikke første gang, at Ravens har brugt tricket. Det skete også i Super Bowl 46 mod San Francisco 49ers. En anden special teams-spiller, der fortjener omtale her, er kicker Justin Tucker, der i første halvleg alene sparkede tre field goals over 50 yards. Dermed har Tucker fortsat ikke brændt et eneste spark i denne sæson. Søndag venter en vigtig kamp mod Miami Dolphins, der kan afgøre, hvilket af de to hold, der går i slutspillet. Skulle Ravens ende på andenpladsen i divisionen, vil holdet med en sejr have en tiebreaker-fordel i forhold til Dolphins. Det kan hurtigt blive aktuelt, for restprogrammet er mere skræmmende end Pittsburgh Steelers’: en udekamp mod Patriots, en hjemmekamp mod Philadelphia Eagles, en udekamp mod netop Steelers og en udekamp mod Bengals. Til gengæld har Ravens ligaens næstbedste forsvar, og det kan bære holdet langt.

17. Detroit Lions (7-4 - fem pladser op)

En interception og et kampafgørende field goal af Matt Prater kort før tid. Lyder det bekendt? For tredje gang i sæsonen kastede den kombination en sejr af sig til Lions, og dermed sidder holdet tungt på tronen i NFC North. Matt Prater havde knap nok sørget for at udligne til 13-13 kort før tid, da Darius Slay interceptede et skidt kast af Minnesota Vikings-quarterback Sam Bradford og tog bolden 20 yards ned til Vikings’ 13-yard-linje. Herfra var det en smal sag for kickeren, der aldrig har misset et kampafgørende spark i de 25 tilfælde, han er blevet bedt om det i fjerde quarter eller i overtid, at afgøre kampen, som tiden løb ud. Det var 11. gang ud af lige så mange kampe i denne sæson, at Lions var bagud i fjerde quarter, og syvende gang, at holdet vandt. Det er ikke ligefrem en skudsikker opskrift på at gå i slutspillet. Store tals lov tilsiger i hvert fald, at Lions ikke kan blive ved med at vinde de tætte kampe.

18. Green Bay Packers (5-6 - seks pladser op)

»Jeg er ligeglad med, hvad deres sejrsstatistik er. Han er den bedste i verden,« kunne man høre Washington Redskins’ quarterback, Kirk Cousins, sige om Aaron Rodgers under sidste rundes 42-24-ydmygelse af Packers. Søndag viste den dobbelte MVP hvorfor. Et nederlag ville så godt have knust Packers’ forhåbninger om at gå i slutspillet for ottende år i træk, men med ryggen mod muren og over for et forsvar, der på hjemmebane kun havde tilladt 9,5 point i snit, holdt alle quarterbacks under 300 yards og var tredjebedst i ligaen på tredje down, spillede Rodgers en nærmest fejlfri kamp - endda med en forstrækning i baglåret i det sidste halvandet quarter. Rodgers ramte plet på 30 ud 39 kast for 313 yards, to touchdowns og ingen interceptions. Han blev ikke sacket en eneste gang, og han konverterede på 71 procent af holdets tredje downs. Hans præstation blev kaldt ‘vintage’ af flere amerikanske sportsmedier, men faktum er, at Rodgers faktisk har spillet glimrende de seneste fem uger. Det er bare blevet overskygget af, at forsvaret har været lige så hullet som de oste, staten Wisconsin, hvor Green Bay ligger, er så berømt for. I begyndelsen var det forsvaret, der var godt, mens angrebet spillede skidt. I søndagens 27-13-sejr over Eagles var der enkelte forbedringer at spore hos Packers-forsvaret, men det havde stadig svært ved at holde stand på tredje down, og jeg ville ikke være helt tryg ved Dom Capers’ tropper, hvis jeg var Packers-fan. Det er dog heller ikke forsvaret, der skal føre Packers fra baghjul og ind i slutspillet. Det er Aaron Rodgers - den bedste quarterback i verden ifølge Kirk Cousins. Og mig.

19. Philadelphia Eagles (5-6 - ni pladser ned)

Før Eagles’ kamp mod Green Bay Packers valgte medarbejderen, der bestyrer storskærmen at vise en af de mest berømte ‘down and distances’ i nyere tid i NFL: 4th & 26. Denne reference til slutspilskampen mellem de to hold i 2004, hvor Donovon McNabbs kast til Freddie Mitchell på fjerde down og 26 forlængede Eagles’ færd i slutspillet, endte med at ramme Eagles som en boomerang. For denne gang var det Packers, der kunne juble over en sejr på Lincoln Financial Field, der ellers har været en uindtagelig fæstning for Eagles i denne sæson. Det virkede ellers som et godt matchup for Eagles at møde et forsvar, som de fire foregående kampe havde tilladt mindst 31 point, men sådan gik det ikke. I stedet blev Eagles’ offensive problemer udstillet, og det tog da heller ikke Packers mere end et quarter at score mere end de 9,5 point i snit, som Eagles havde holdt sine første fire modstandere til hidtil i sæsonen. Eagles er bare ikke bygget til at skulle komme fra baghjul. Nederlaget betyder, at drømmen om slutspillet er meget tæt på at briste.

20. Carolina Panthers (4-7 - tre pladser ned)

Endnu et hjerteskærende nederlag til Panthers, der for femte gang i sæsonen tabte på et sent field. Holdet viste ellers enorm moral ved at komme tilbage efter at have været bagud 7-24 ved pausen. På det tidspunkt havde quarterback Cam Newton blot ramt på 3 ud af 11 kast for 18 yards, scoret et touchdown på et 3-yard-løb og kostet et touchdown med en interception. Efter pausen var Newton dog som forvandlet. I løbet af godt et quarter scorede Panthers 25 point og bragte sig foran 32-24. Det hele blev sat i gang af en fumble af Oakland Raiders-quarterback Derek Carr, der samtidig blev skadet på spillet. Kort efter scorede running back Jonathan Stewart det første af to touchdowns, og Cam Newton kastede to touchdown-bomber på først 88 yards til Ted Ginn og siden 44 yards til Kelvin Benjamin. Desværre for Panthers formåede forsvaret, der var uden styrmanden Luke Kuechly, ikke at holde stand. En sejr ville ellers have sendt Panthers tilbage ind i kampen om førstepladsen i NFC South, men nu er det utopisk at tro, at holdet kan hente Atlanta Falcons’ føring på tre sejre. Et wildcard er stadig muligt, men det kræver også et mindre mirakel at overhale Washington Redskins.

21. Minnesota Vikings (6-5 - seks pladser ned)

Hvad tænkte du dog på, Sam Bradford? At kaste ind i dobbeltdækning (hvis Bradford da ellers havde set Darius Slay?) på egen banehalvdel så kort før tid ved stillingen 13-13. Måske var det, fordi Vikings-quarterbacken kunne huske, hvordan det gik, da holdet mødte Detroit Lions for tre uger siden. Her sendte Lions-kicker Matt Prater kampen ud i overtid med et field goal fra 58 yards, hvorefter Lions scorede et touchdown, der afgjorde kampen. Måske var det, fordi det alligevel ville være nyttesløst at forsøge at skaffe en ny første down ved at løbe bolden på en tredje down og syv fra egen 28-yard-linje. Vikings gik ind til Thanksgiving-kampen med et snit på 2,7 yards pr. løb, det værste i NFL. Eller fordi han havde indset, at der skulle noget specielt til for at skaffe en ny første down efter kun at have konverteret 2 ud af 10 tredje downs. Når regnskabet skal gøres op 1. nytårsdag, kan Bradfords interception dog vise sig at være det, der gør, at Vikings må tilbringe januar med at se på, mens Lions spiller slutspilskampe. Nederlaget gør nemlig, at Lions nu reelt er to sejre foran Vikings. Forsvaret var ellers tilbage i den form, der i de første fem kampe holdt modstanderne til 12,4 point i snit efter at have tilladt over 20 point de seneste fem kampe. Desværre - set med Vikings-øjne - var det ikke nok.

22. Buffalo Bills (6-5 - tre pladser op)

Sammy Watkins’ comeback er en kærkommen indsprøjtning til et kasteangreb, der er NFLs klart dårligste. Mod Jacksonville Jaguars greb han alle tre bolde, der blev kastet hans vej, for 80 yards - heriblandt et 62-yard-kast. Kasteangrebets problemer er dog blevet afhjulpet af løbeangrebet, der er ligaens klart bedste. Mod Jaguars løb Bills for i alt 153 yards på 29 løb og scorede tre touchdowns. To af dem var signeret LeSean McCoy. Med Watkins tilbage, er der basis for endnu plads til løbeangrebet, medmindre modstanderne har tænkt sig kun at sætte én mand til at dække ham op. Sejren på 28-21 betyder, at Bills holder sig inde i kampen om slutspilspladserne. Holdet er én sejr efter divisionsrivalerne fra Miami Dolphins, som lige nu sidder på det yderste mandag i AFC. De to hold mødes i næstsidste runde. Først venter der to svære kampe mod Oakland Raiders og Pittsburgh Steelers, og to nederlag her vil gøre det svært for Bills at nå i det forjættede land.

23. Arizona Cardinals (4-6-1 - syv pladser ned)

Drømmen om en slutspilsplads hænger i en tyndere og tyndere tråd for Cardinals efter holdets klare nederlag til Atlanta Falcons. Cardinals er nu to sejre efter Washington Redskins, som lige nu sidder på den sidste billet til det forjættede land, og som er søndagens modstander. Holdet har dog heller intet at gøre i januar, sådan som det spiller i øjeblikket. Selv om David Johnson, der med i alt 161 yards overhalede Cowboys’ Ezekiel Elliott som den spiller med flest yards fra scrimmage i sæsonen (1.534), og Larry Fitzgerald begge leverer på et højt niveau, er angrebet milevidt fra det samme niveau som sidste år. 19 point mod ligaens femtedårligste forsvar, der i snit tillader 27,5 point pr. kamp, er bare ikke godt nok. Og så er det en ringe trøst, at forsvaret faktisk tillader færrest yards af alle i NFL, for det betyder intet, når man indkasserer 38 point. Heller ikke når det sker til ligaens mest scorende hold. Med fem runder igen skal Cardinals vinde to kampe mere end Seattle Seahawks ud over de to holds indbyrdes møde i næstsidste runde. Det sker næppe.

24. Indianapolis Colts (5-6 - seks pladser ned)

Som ventet var Colts chanceløs uden quarterback Andrew Luck. Det var ikke, fordi afløseren, Scott Tolzien, spillede decideret dårligt, men efter Colts også mistede wide receiver T.Y. Hilton og to offensive linjemænd var det virkelig op ad bakke. Alligevel havde Colts to gange chancen for at score mere end det ene touchdown, det blev til, med en første down og goal, men begge gange holdt Pittsburgh Steelers’ forsvar stand, selv om Colts brugte alle fire downs. Nederlaget hindrede Colts i at lægge sig op på siden af Houston Texans på førstepladsen i AFC South, og hvis Colts skal nappe slutspilsbilletten, er det imperativt at få Luck tilbage hurtigst muligt. Og T.Y. Hilton. Og Vontae Davis …

25. Houston Texans (6-5 - fem pladser ned)

For første gang i sæsonen tabte Texans en hjemmekamp, da San Diego Chargers kunne rejse vestpå med en 21-13-sejr, der var mere end fortjent. Et nederlag, der kan vise sig at koste dyrt, for det siger sig selv, at de mange hjemmesejre betyder, at holdet kun har vundet en enkelt udekamp (mod Jacksonville Jaguars). Dem venter der tre af i de sidste fem uger, og medmindre Texans vinder nogle af dem, er det næppe muligt for holdet at bevare positionen som tophold i AFC South. Det er bare svært at se, hvordan Texans skal vinde nogen kampe overhovedet, når angrebet spiller så elendigt, som det gør i øjeblikket. Quarterback Brock Osweiler kastede tre interceptions og ligner lige nu en af de værste free agency-handler i denne sæson. Forsvaret er solidt og tillader kun 21,5 point  i snit pr. kamp, men det nytter ikke meget, når angrebet kun snitter 17,6 point pr. kamp. Det er hele årsagen til, at Texans trods førstepladsen i divisionen og en billet til slutspillet, hvis grundspillet sluttede i dag, er det syvendedårligste hold i denne power ranking. Egentlig kunne det sagtens ligge lavere, for jeg kan godt se holdet tabe til både Cincinnati Bengals og Jacksonville Jaguars. Om det sker, får vi at se i december, når de to hold gæster Texans.

26. Cincinnati Bengals (3-7-1 - ingen bevægelse)

Det har stort set ikke været et tema, at Marvin Lewis’ job skulle være i fare, medmindre man medregner tv-værten Stephen A. Smiths bandbulle på ESPN i oktober, men nu begynder speuklationerne. Javist, har der været skader til vigtige spillere som A.J. Green og Tyler Eifert, men Lewis står i spidsen for et hold, der i sidste sæson vandt 12 ud af 16 kampe, og som inden sæsonen ikke blev anset som værende blevet svagere. I denne sæson har holdet kun vundet tre ud af 11 kampe og har set blodfattigt ud både på angrebet, på forsvaret og på special teams, hvor kicker Mike Nugent har brændt fire ekstrapoint og fem field goal-forsøg. Læg dertil, at Lewis i 13 sæsoner endnu ikke har vundet en slutspilskamp i syv forsøg, og han burde have fået sparket for længst. I søndagens kamp mod Baltimore Ravens leverede Bengals endnu en elendig præstation og var reelt aldrig i nærheden af at vinde.

27. Los Angeles Rams (4-7 - ingen bevægelse)

Ifølge Rams-ledelsens udtalelser til NFL.com tyder alt på, at træner Jeff Fisher sidder trygt i sædet. Om jeg fatter det! I sine nu snart fem år i spidsen for Rams har holdet endnu til gode at vinde flere kampe, end det taber, og det ser ikke ud til, at den stime bliver brudt i år, efter at New Orleans Saints søndag ydmygede Rams 49-21. Det var holdets syvende nederlag i denne sæson, og da de kommende tre modstandere hedder New England Patriots, Atlanta Falcons og Seattle Seahawks, risikerer Rams allerede herefter at være sikker på som minimum at tangere Fishers dårligste sæson. Det er man med garanti glad for hos Tennessee Titans, der i kraft af handlen i forbindelse med forårets draft sikrede sig Rams’ førsterundevalg næste år mod at afhænde topvalget i år. En handel, der var designet til at hente Jared Goff ind som fremtidens quarterback-stjerne og signalerede, at holdet tænkte langsigtet. Juryen voterer stadig, om Goff var det rigtige valg, men derudover har Rams en lang række brikker på plads - eksempelvis running back Todd Gurley og et forsvar, der - indtil det blev skilt ad af Saints - var et af ligaens bedre og kun havde tilladt 50 point i de foregående fire kampe.  Jeg kan bare ikke se, at Fisher er manden, der kan samle brikkerne til det puslespil, Rams-ledelsen ser for sig.

28. New York Jets (3-8 - ingen bevægelse)

Jets havde enormt meget ære af kampen mod New England Patriots, der måtte slide for at hive en 22-17-sejr i land. Ikke mindst den udskældte quarterback Ryan Fitzpatrick spillede godt og havde på et tidspunkt en langt bedre statistisk end sin legendariske kollega, Tom Brady. Men på vanlig vis formøblede Fitzpatrick med en fumble Jets’ mulighed for at skabe sensationen. 22 completions på 32 kast, 269 yards, to touchdowns og ingen interceptions var dog en klart godkendt præstation af Fitzpatrick, der også er starter mod Indianapolis Colts, fastslog træner Todd Bowles efter nederlaget. En kuriøsitet var i øvrigt, at Jets fire år efter den berygtede ‘butt fumble’ i en Thanksgiving-kamp mod netop Patriots, scorede et ‘butt touchdown’, da Quincy Enunwa akkurat nåede at få bagdelen inden for kridtstregen i end zone. Her er det fristende at indsætte en vittighed om Jets og røve, men jeg sparker ikke til folk, der allerede ligger ned ...

29. Chicago Bears (2-9 - ingen bevægelse)

Man kan ikke fortænke Bears-fansene, hvis de ikke vidste, om de skulle grine eller græde efter hjemmekampen mod Tennessee Titans. Josh Bellamy derimod vidste godt, hvad han skulle, for han var nærmest utrøstelig efter at have tabt bolden i end zone til allersidst. Havde han holdt fast i læderet, ville Bears have fuldført et flot comeback efter at have været bagud 7-27 i fjerde quarter. At Bears overhovedet kom så tæt på sejren med de mange skader, der er væltet ned over holdet - og som søndag fik tilføjet endnu en til linebacker Danny Trevathan - skyldtes ikke mindst quarterback Matt Barkley. Det normale tredjevalg kastede tre touchdowns og burde have været rødgløende af raseri over, at Bellamy kostede Bears sejren. I stedet valgte Barkley at trøste sin grædende holdkammerat. Måske i erkendelse af, at hans to interceptions dybt nede i Titans’ terriorium heller ikke ligefrem øgede holdets sejrschancer. Det er åbenbart bare et bundholds lod at se marginalerne falde ud til modstandernes fordel.

30. Jacksonville Jaguars (2-9 - ingen bevægelse)

For første gang siden 20. september 2015 scorede Jaguars et touchdown på holdets første angrebsserie, da holdet var på besøg hos Buffalo Bills. Ligesom mod Miami Dolphins sidste år, var det dog skønne spildte kræfter, da også søndagens kamp mod Bills blev tabt. Jaguars-fans kan dog trøste sig med, at Jaguars denne gang var med i kampen hele vejen igennem. Hidtil i sæsonen har holdet ellers haft for vane at grave sig ned i et dybt hul og først for alvor score point i ‘garbage time’. Mod Bills formåede Jaguars dog ikke at flytte bolden længere end til Bills’ 45-yard-linje i jagten på en udligning trods to forsøg, og forsvaret kunne ikke stoppe Bills, der kunne køre al tiden af klokken. Nederlaget betyder, at Jaguars allerede på søndag kan være elimineret fra slutspillet, og det bør betyde en fyreseddel til træner Gus Bradley.

31. San Francisco 49ers (1-10 - ingen bevægelse)

Velkommen tilbage, Colin Kaepernick. Quarterbacken, der har delt vandene i USA, på grund af sin protestaktion i forbindelse med afspilningen af nationalmelodien før kampene, er endelig blevet et samtaleemne, på grund af de ting han gør inde på banen, efter ‘The Star-Spangled Banner’ er afsunget. Mod Miami Dolphins kastede Kaepernick ikke alene for 296 yards og tre touchdown, han løb også for 113 yards og var sølle to yards fra at tage kampen i overtid. Hans præstation bragte mindelser frem om, dengang 49ers var i Super Bowl. Forskellen er bare, at han tilbage i 2012-sæsonen havde et noget bedre hold omkring sig. De 475 yards var rekord for angrebet under Chip Kelly, men det mest glædelige var dog, at løbeforsvaret for blot tredje gang i sæsonen holdt en modstander til under 100 yards på jorden. Fortsætter holdet med at spille som mod Dolphins i de næste to kampe mod Chicago Bears og New York Jets, kan der meget vel ligge to sejre og vente på 49ers, der ikke har vundet sin premieren mod Los Angeles Rams og siden har tabt 10 kampe i træk.

32. Cleveland Browns (0-12 - ingen bevægelse)

Endelig en kamp, hvor Browns ikke fik en quarterback skadet. Ellers er der ikke ret meget nyt at rapportere om NFLs dårligste hold. Jo, der er nogle iagttagere, der påstår, at Browns har spillet bedre end San Francisco 49ers i denne sæson. Som 49ers-fan er jeg selvfølgelig uenig, men rent objektivt mener jeg nu også, at den påstand er noget uhyrlig, eftersom 49ers tævede Los Angeles Rams i sæsonåbningen, førte over Dallas Cowboys, indtil Navorro Bowman blev skadet og spillede søndag lige op med Miami Dolphins, der ellers havde vundet fem i træk. Og Browns? Tjo, holdet har store føringer over styr mod Baltimore Ravens og New York Jets, tabt til Dolphins i overtid og stadig ikke vundet. Nu har holdet fire skud i bøssen efter friugen, og Cincinnati Bengals, som er første modstander, er vel det bedste bud på et hold, Browns kan slå. Herefter hedder menuen Buffalo Bills, San Diego Chargers og Pittsburgh Steelers. Mit bud? Browns taber alle fire.