NFL-historiens måske bedste Super Bowl endte med en pibekoncert, da ligaens øverste chef, Roger Goodell, overrakte Vince Lombardi-trofæet til New England Patriots' ejer, Robert Kraft, efter holdets overtidssejr på 34-28 over Atlanta Falcons.

Goodells tale kunne knap nok høres igennem den sønderrivende buhen, og bossen virkede synligt berørt af optrinnet, der var Patriots-fansenes 'hævn' over ligaens håndtering af den såkaldte Deflategate-skandale, hvor de nyslåede Super Bowl-mestre for to år siden blev anklaget for at fuske med lufttrykket i boldene i AFC-finalen mod Indianapolis Colts.

Sæsonen endte med, at Patriots vandt Super Bowl efter en medrivende kamp mod Seattle Seahawks, men sagen fortsatte med at kaste skygger over Patriots. Efter en langtrukken proces endte quarterback Tom Brady med at blive idømt fire spilledages karantæne for sin rolle i sagen. En karantæne, der bevirkede, at han ikke spillede sæsonens første fire kampe.

Robert Kraft kunne da heller ikke dy sig for at sende en stikpille til NFL-kommissæren, da han fik ordet og omdannede pibekoncerten til et jubelbrøl:

»For to år siden vandt vi vores fjerde SUper Bowl, og jeg fortalte vores fans, at det var den bedste af dem alle. Meget er sket i de to år, som ikke behøver nogen forklaring. Men jeg vil gerne sige til vores fans, fantastiske trænerstab og spillerne, at dette uomtvisteligt er den bedste. Jeg vil gerne sige for femte gang: Vi er alle patrioter, og for femte gang er Patriots verdensmestre.«

Tom Brady, der blev kåret til kampens mest værdifulde spiller for fjerde gang i karrieren, valgte dog behændigt at nævne sagen, da han blev interviewet af Terry Bradshaw, den tidligere Pittsburgh Steelers-quarterback, som indtil søndag nat delte rekorden for flest Super Bowl-sejre for en quarterback sammen med Joe Montana og netop Brady.

I stedet takkede han sine holdkammerater og ikke mindst fansene.

»Jeg er så stolt af vores hold, vores trænere og mine holdkammerater. Det bliver en god fest i aften. Tak til alle fansene i Boston. Vi elsker jer. I har været med os hele året. Vi tager den her fætter med hjem,« råbte han og hævede Lombardi-trofæet op i luften.