Mens danske NFL-fans i nat jublede over Morten Andersens optagelse i NFL, brugte den legendariske wide receiver Terrell Owens natten på at rase mod udnævnelseskomitéen.

Owens, der for andet år i træk var blandt de 15 nominerede, blev nemlig - til manges store overraskelse - overset, da de endelige pladser i Hall of Fame blev uddelt. Og det ville han ikke finde sig i, så han røg til tasterne på Twitter.

»HOF (Hall of Fame, red.) er en kæmpe joke. Helt ærligt, det betyder intet for mig at komme forbi dette punkt,« skrev Owens, der i flere af nattens tweets brugte hashtagget '#FlawedProcess - '#FejlfyldtProces'

Terrell Owens har desuden retweetet et væld af twitter-brugere, der er enige i, at det er en skandale, at den hidsige receiver ikke er med i den fine klub.

Owens spillede i NFL i 15 år og nåede at repræsentere fem hold. Han er seks gange blevet udnævnt til Pro Bowl. Og han er desuden den spiller, der har grebet for næstflest yards igennem tiderne - 15.934, og han er noteret for 153 touchdowns, hvilket placerer ham på en samlet tredjeplads over receiver-touchdowns.