Tidligt søndag morgen dansk tid skete det endelig. Efter at være blevet forbigået flere gange, fik den danske tidligere NFL-kicker Morten Andersen langt om længe en plads i Pro Football Hall of Fame. En stor hæder, og Morten Andersen er blot den anden kicker i historien, der bliver medlem af den eksklusive klub.

I Danmark er sagen dog en anden. For her er Morten Andersen endnu ikke at finde i byste-version hos Dansk Idrætsforbund. Hvert år bliver en dansk idrætsudøver valgt ind i Dans Idrætsforbunds (DIF) Hall of Fame, men der er endnu ikke blevet plads til den 56-årige tidligere NFL-spiller.

Hos DIF er der dog stor glæde over, den store hæder Morten Andersen har fået i USA.

»Det er endnu et tegn på en stor anerkendelse af danske sportsfolk i udlandet. Det, at man tager ud og prøver sig af i det store udland, kan virkelig give noget. Det er en anerkendelse af danske idrætsfolk. Det er en mangeårig præstation, der lægger bag. Det er ikke bare en enkelt mere eller mindre tilfældig præstation. Det er et langt liv i topsport og elitemiljøerne, der har gjort, han nu er der,« siger Thomas Bach, næstformand i DIF, til BT.

Hvert år sidder en komité, der blandt andet består af repræsentanter fra DIF, og udvælger den, der har fortjent en plads i den danske Hall of Fame. Og Thomas Bach mener da også, at Morten Andersen ville være relevant at vende blikket mod i den sammenhæng.

Kunne det blive en realitet, at han kommer i Sportens Hall of Fame?

»Jeg synes i hvert fald, at han skriver sig ind på listen over gode emner,« lyder det fra Thomas Bach, der dog ikke ved, hvem der præcist har været oppe til overvejelse de sidste år, inden beslutningen om hvem der fik pladsen endegyldigt blev taget.

Thomas Bach mener da også, at Morten Andersen lever op til de kritierier, der kan gøre ham fortjent til en plads.

»Kriterierne er jo dels toppræstationer på verdensplan. Det er det første og mest betydningsfulde. Dem, der vælges til Hall of Fame, er nogle, der har haft en betydning, der går udover deres egen præstation. Nogle, der har haft en betydning, udover deres egen præstation, for den sport de har dyrket og som også har haft betydning udover selve sporten men for den samlede danske idræt. Så der er både præstationen, betydning for egen sport og betydning for dansk idræt i det hele taget. Når man tager de kritierier, er der god grund til at overveje Morten Andersen fremover,« siger Thomas Bach.

Det er fjerde år i træk, at danske Morten Andersen var indstillet til en plads i det fornemste sportsselskab i USA. Den tidligere kicker har rekorden for flest scorede point nogensinde. I løbet af sin karriere scorede han 2.544 point på 25 år.

Og mens det i Danmark har vakt stor begejstring, at Morten Andersen er blevet valgt ind, har en anden stjerne brugt natten på at rase på Twitter.

Den legendariske wide receiver Terrell Owens er - mildest talt - rasende over at være blevet forbigået. For andet år i træk var han blandt de 15 nominerede til en plads i Pro Football Hall of Fame, og til manges store overraskelse blev han overset, da de endelige pladser skulle uddeles. Og hans utilfredshed kom særligt til udtryk på Twitter.

'HOF (Hall of Fame, red.) er en kæmpe joke. Helt ærligt, det betyder intet for mig at komme forbi dette punkt,« skrev Owens, der i flere af nattens tweets brugte hashtagget '#FlawedProcess - '#FejlfyldtProces,' lyder et opslag fra Terrell Owens.