Klokken 2.33 søndag 6. august 2017 dansk tid skete det. En dansker opnåede den ultimative, individuelle hæder, en spiller i den amerikanske football-liga, NFL, kan opnå. Optagelse i Pro Football Hall of Fame. Udødelighed. Evigt liv i footballs helligste haller.
Iført sin nyerhvervede guldjakke, som kun må bæres af ejeren, løftede Morten Andersen sammen med sin ældste søn Sebastian på 17 år klædet af den bronzebuste, der nu tager plads blandt hans 309 nye holdkammerater i Hall of Fame-bygningen i Canton, Ohio som bevis på, at den danske kicker er blandt sportens største skikkelser efter en 25 år lang og glorværdig karriere for New Orleans Saints, Atlanta Falcons, New York Giants, Kansas City Chiefs og Minnesota Vikings.
»Godaften Canton, Ohio. Godmorgen Danmark,« indledte 56-årige Morten Andersen sin tale fra scenen på Tom Benson Hall of Fame Stadium, hvorfra han kunne se Dannebrog vaje over stadion og blandt publikum, hvoraf omkring 350 af dem var hans gæster.
Her fortalte han sin bemærkelsesværdige historie fra 17-årig udvekslingsstudent uden nogen form for kendskab til amerikansk fodbold til pointkonge af NFL 30 år senere.
Han frembragte især latter fra tilskuerpladserne, da han berettede om sit første møde med den mærkværdige sportsgren, umiddelbart efter han var ankommet til USA.
»Pludselig dukkede folk op alle vegne fra og begyndte at stille sig op på en række foran mig. Jeg blev forvirret. Hvad laver de? Er det nødvendigt? De fyre er temmelig store. De spærrer min udsigt til de sjovt udseende stolper, der stikker op i vejret. En mindre fyr kom hen til mig og spurgte, om jeg var klar. Han slikkede på sine fingre. Skal jeg også gøre det, spurgte jeg ham. Han kiggede forundret på mig og gav sig til at knæle på jorden,« fortalte han og fortsatte:
»‘Ready, set!’ Jeg blev forskrækket. Det, vi så foran os, var heller ikke et kønt syn. Der var en række af store rumpetter. Og de vendte mod mig. Fra midten af rodet kom bolden flyvende tilbage i retning af den lille fyr, der knælede på jorden. Han satte den lodret ned på en lille sort platform. Jeg kiggede på den en ekstra gang. Åh, mand! Den er ikke rund. Jeg så mig om efter hjælp. Fra hvem som helst og hvad som helst. Træner Wilbur kom hen til mig og hviskede: ‘Bare spark den sønder og sammen. Hvis ikke du gør det, sender jeg dig tilbage med båden’. Besked modtaget! Bolden fløj højt op og igennem de hvide tingester, og jeg så over på mine holdkammerater, og jeg tror, de kunne lide, hvad de så. Og pludselig havde jeg 80 nye venner.«
Anekdoterne i talen fik flere velanskrevne NFL-journalister til at hylde Morten Andersen på Twitter.
»Morten Andersen er hysterisk morsom,« skrev Andrew Siciliano fra NFL Network, der blev suppleret af sin kollega Judy Battista.
»Vidste vi, at Morten Andersen var så festlig?«
»Åh gud, det her er hylende sjovt,« skrev Steve Wyche, også fra NFL Network.
Selv om Morten Andersen på de sociale medier blev hyldet for talens morsomhed, indeholdt den dog også alvorlige passager. Morten Andersen gjorde meget ud af at påpege vigtigheden af at besidde viljen til at forfølge sine mål i livet:
»Tag din vilje og udholdenhed med i alt, hvad der er værd at gøre. Når belønningen er sublim, er risikoen højere. Og du er nødt til at omfavne det ubehagelige for at imødegå udmærkelsens sjældne luft.«
Som da han for eksempel trænede 20 måneder i en offentlig park i Atlanta, mens han ventede på, at telefonen ringede med besked om, at et hold havde brug for en 46-årig kicker.
»Og så, i begyndelsen af oktober 2006 (det var retteligt i september, red.), sad jeg i sofaen og så Falcons spille holdets anden grundspilskamp. Holdets kicker havde en skidt dag. Jeg vendte mig mod min ven, Eric, og sagde: ‘Jeg skifter til vand. Nu. For telefonen vil snart ringe.’ Jeg fik ikke nogen synderlig reaktion fra ham. ‘Jeg ved det godt. Den har ikke ringet i 20 måneder.’ Kort efter, at kampen var slut, ringede telefonen faktisk,« fortalte Morten Andersen og tilføjede:
»Et par måneder, som I lige har set på skærmen, fuldførte jeg i Georgia Dome min mission og blev den mest scorende spiller i sportens historie«
I sit tilbageblik, der hyldede hans andet hjemland for at give ham muligheden for at udleve den amerikanske drøm, uddrog han en anden vigtig lærdom.
»Jeg har lært, at med alderen følger visdom og perspektiv. Jeg ved nu, at livskvalitet handler om en meningsfyldt tilværelse i selskab med mennesker, som man elsker og respekterer. Hvor fokus er på ‘vi’, ikke ‘jeg’. Det har jeg lært af football. Det har jeg lært af mine holdkammerater, trænere og støtter igennem min karriere,« påpegede Morten Andersen, der til sidst kom med en opfordring til skeptikerne, der har gjort det så svært for kickere at slippe igennem nåleøjet til Hall of Fame, at danskeren blot var den anden af slagsen til at blive indlemmet:
»Jeg tror på, at min optagelse sender et tydeligt signal, at positionen som specialist er vigtig, relevant og ubestridelig. Forhåbentlig vil flere finde vej til Hall of Fame.«
Efter 19 minutter og 33 sekunder gik Morten Andersen af scenen. Udødeliggjort. Som kicker - og som humorist.
