Morten Andersens optagelse i Pro Football Hall of Fame er velfortjent og burde være sket for mange år siden, mener Jan Stenerud, der indtil i nat var den eneste kicker i det fine selskab

For syv år siden fik duoen De Eneste To med Peter Sommer og Simon Kvamm mange danskere til nynnende at spørge ‘Morten, hvor blev du af?’

Det spørgsmål stiller Jan Stenerud også i dag. Nordmanden har de seneste 26 år været eneste rendyrkede kicker i Pro Football Hall of Fame. Det er han ikke længere. I nat dansk tid gjorde Morten Andersen ham selskab, da han blev indlemmet ved en ceremoni i Canton, Ohio.

Nu er de skandinaviske ekskickere NFLs svar på Sommer og Kvamm: De eneste to.

»Jeg forudsagde for mange år siden, at han ville blive den næste kicker i Hall of Fame. Det er så velfortjent, både fordi han spillede på højeste niveau i så lang tid, fordi han scorede så mange point, og fordi han bare var den bedste kicker i mange år. Han har haft en fabelagtig karriere,« siger 74-årige Jan Stenerud til BT over telefonen fra Kansas City i det midtvestlige USA.

Her har nordmanden, der selv var til stede i Canton, da den 56-årige dansker blev indlemmet i nat, boet i størstedelen af de seneste 50 år, siden Kansas City Chiefs valgte ham i draften i 1967. Jan Stenerud var en af de første kickere til at bruge en sparketeknik, som den man kender fra ‘almindelig fodbold’, i stedet for at lave tåhylere. I 1970 var han med til at føre klubben til dens eneste Super Bowl-sejr, og i 1991 blev han optaget i Hall of Fame første gang, han var valgbar.

Morten Andersen måtte igennem rumlen fem gange, før det blev hans tur.

»Jeg troede, han ville komme ind første eller anden gang,« siger Jan Stenerud, der dog godt kan forstå, hvorfor kickere har så svært ved at blive valgt ind i Hall of Fame:

»Amerikansk fodbold handler om at kaste, løbe, tackle og blokere. Kickere er ikke prototypen på én, der spiller amerikansk fodbold. Jeg tvivler på, at der i løbet af de næste 26 år vil blive optaget mere end to eller tre flere kickere i Hall of Fame.«

Gudsbenådet talent

Ligesom Morten Andersen drog Jan Stenerud egentlig bare til USA for at gå i skole. Han var en lovende skihopper og havde fået et stipendium til Montana State University. Hjemme i Norge havde han spillet fodbold som dreng, og efter han for sjov sparkede til en amerikansk fodbold i en pause fra sin konditionstræning op og ned ad trapperne på universitetets stadion, fik han en plads på skolens football-hold som kicker.

Første gang, Jan Stenerud mødte Morten Andersen, var i 1982, danskerens første år i ligaen. Og Stenerud var imponeret, da han så sin unge danske kollega varme op før kampen.

»Han havde et fantastisk stærkt ben. Jeg kan huske, jeg tænkte: ‘Puha, godt jeg ikke skulle op mod ham i en træningslejr. Han ville have været en formidabel modstander’,« husker Stenerud.

Morten Andersen spillede 25 år i NFL og er stadig indehaver af et utal af rekorder - blandt andet for flest point af alle med 2.544. Foto: AFP
Morten Andersen spillede 25 år i NFL og er stadig indehaver af et utal af rekorder - blandt andet for flest point af alle med 2.544. Foto: AFP
Vis mere

»Han havde et gudsbenådet talent. Men husk på, at alle, der spiller i NFL, er gode. At han kunne holde sig på toppen så længe og afværge de konkurrenter, der var ude efter hans job, viser, at han også havde den nødvendige disciplin og arbejdsmoral,« roser nordmanden.

’Jeg var den bedste’

For nylig offentliggjorde 84-årige Gil Brandt, tidligere vicepræsident for Dallas Cowboys og nuværende analytiker for NFL.com, en liste over de bedste kickere nogensinde. Her kom Jan Stenerud ind på en sjetteplads, mens Morten Andersen lå nummer tre.

Morten Andersen er blot den anden kicker, der er blevet indlemmet i i det fine Hall of Fame-selskab. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Morten Andersen er blot den anden kicker, der er blevet indlemmet i i det fine Hall of Fame-selskab. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Den liste giver nordmanden dog ikke meget for. Det er umuligt at sammenligne kickere, der har spillet i forskellige æraer, mener han.

»Fra slutningen af 1960erne og frem til 1980erne var jeg den bedste. Jeg blev udtaget til Pro Bowl (en opvisningskamp med deltagelse af sæsonens bedste spillere på hver position, red.) med 16 års mellemrum, så jeg var god over en lang periode. Jeg ville elske at være 24 år igen og stille op mod hvem som helst,« siger Jan Stenerud og tilføjer:

»Jeg har studeret kickere i over 50 år, og jeg kan sige dig, at det er de rigtige to, der er blevet optaget i Hall of Fame.«

De rigtige to. Og de eneste to.