I flere år er der blevet spillet NFL-kampe i London. Men ligaen for amerikansk fodbold pønser også på at udvide til flere lande i et forsøg på at udbrede den allerede populære sport endnu mere.

Amerikansk fodbold er nationalsport i USA, og mange steder i Europa og resten af verden følger fans også med i det taktisk komplekse og fysisk til tider brutale spil med den ovale bold.

Hidtil har det kun været fans i London, der har været i gåafstand til kampene uden for USAs landegrænser, men det ændrer sig måske i nær fremtid.

»Det arbejde, som vi laver lige nu, er at spørge os selv: Hvordan accelererer vi processen i Mexico, Kina og Canada,« siger Mark Waller, vicepræsident for NFL International, ifølge NFL.com.

Men udvidelsen stopper ikke bare med de tre store og folkerige lande. Hvis alt går efter planen, vil NFL også udbyde kampe i Brasilien og Tyskland.

Helt konkret har NFL overvejet at arrangere Pro Bowl-kampen i 2017 i Brasilien. Pro Bowl-kampen er en årlig showkamp, hvor flere af de bedste spillere fra ligaen dyster mod hinanden.

For Tysklands vedkommende er det en 'regular season'-kamp, der er på tale - altså en kamp i sæsonen, hvor sejren betyder noget. Her har NFL også 2017 som mål og nævner i samme ombæring Frankfurt og Düsseldorf som de mest oplagte byer med München og Berlin inde i overvejelserne.

I 2015 spiller New York Jets mod Miami Dolphins 4. oktober på Wembley i London. Buffalo Bills møder Jacksonville Jaguars 25. oktober, og ugen efter, 1. november, støder Detroit Lions hjelmene sammen med Kansas City Chiefs i den engelske hovedstad.

Det diskuteres også jævnligt, om et NFL-hold kan have fast base i London, men det giver en række logistiske udfordringer på grund af de store afstande over Atlanterhavet. Endnu er der ikke noget konkret på dette punkt.

Siden 2007 har NFL arrangeret kampe i London.