Fra combinekriger til NFL bust

Nogle spillere imponerer så meget ved combine, at de næsten er blevet spået som den næste NFL Hall of Famer, før de har spillet en NFL kamp. Firstdown.dk har samlet fem spillere som gik fra combinekriger til NFL bust.

Tony Mandarich

Position: Offensive Tackle

Drafted:  Nr. 2 i 1. runde i 1989 af Green Bay Packers

Sports Illustrated gav ham i 1989 øgenavnet "The Incredible Bulk". Det var der en grund til. Tony Mandarich havde en fantastisk combine hvor han løb 40 yards på utrolige 4,65 sekunder for en lineman. Han formåede også at bænkpresse 225 pund 39 gange i træk, hvilket var helt uhørt dengang.

Hans store combinepræstation viste sig dog at være fuldstændig ubetydelig. På fodboldbanen var Mandarich nul og niks. Efter en længerevarende hold out, der først sluttede en uge før sæsonen startede, røg han direkte på special teams i sin første sæson. Da han endelig startede inde på den offensive linie, levede han aldrig op til forventningerne og blev cuttet i 1992, efter blot tre sæsoner i NFL. Herefter havde han problemer med både stoffer og alkohol. Han blev derfor sendt på en afvænningsklinik i 1995, af sin familie.

Mandarich kom dog tilbage til football igen og havde en nogenlunde karriere hos Indianapolis Colts fra 1996 til 1998, hvor han gik på pension efter en skulderskade.

I samme draft var bl.a. Troy Aikman, Barry Sanders, Deion Sanders og Derrick Thomas. Tony Mandarich har sidenhen fået øgenavnet "The Indredible Bust".


Mike Mamula

Position: Defensive End/Linebacker

Drafted: Nr. 7 i 1. runde i 1995 af Philadelphia Eagles

Mike Mamula havde en ganske solid sidste sæson for sit collegehold Boston Eagles, hvor han lavede 17 sacks. Før combinen, blev Mamula af mange talentspejdere fundet for lille i forhold til sin position og var egentlig projekteret til at blive valgt et sted i 3. runde. Det skulle hans combine lave fuldstændig om på.

Mamula formåede at løbe 40 yards på 4,58 sekunder, havde et 38,5 inch vertical jump, bænkpressede vægtstangen 28 gange og scorede 49 point ud af 50 mulige i wonderlic testen. Det gav ham øgenavnet "Workout Warrior".

På banen var det knap så warrior agtigt, i forhold til hans draftstatus. I sine seks sæsoner hos Philadelphia Eagles, formåede han at lave 209 tacklinger og kun 31½ sack. Hans bedste år var i 1999, hvor han lavede respektable 8½ sacks.

Mike Mamula blev dog aldrig for alvor set på som en forfærdelig spiller, men hans combine workout og høje draft status, gjorde at han aldrig levede op til de alt for høje forventninger.

For at få fat på Mamula byttede Eagles i øvrigt et par picks til Tampa Bay Buccaneers, som i samme draft fik Warren Sapp og Derrick Brooks.


Vernon Gholston

Position: Defensive End/Linebacker

Drafted: Nr. 6. i 1. runde i 2008 af New York Jets

Han havde alt hvad man kunne forvente af en spiller på sin position. Størrelse, hurtighed og styrke. Han var ganske enkelt et fysisk freak fra Ohio State, hvor han havde en ganske glimrende collegekarriere.

Gholston havde også en glimrende combine, hvor han brændte banen af på 40-yarderen i tiden 4,58 sekunder og bænkpressede 37 repetitioner som var det ingenting. New York Jets var ikke i tvivl. Det kunne ikke gå galt. Han skulle vælges med det 6. valg i draften.

Det valg fortryder Jets nok i dag. Gholston var ganske anonym i Jets-uniformen og når der endelig blev snakket om ham, var det fordi han ikke præsterede - overhovedet.

I sin første sæson spillede han hovedsageligt på special teams. Resten af tiden hos Jets, formåede han ikke at lave et eneste sack, før han blev cuttet i 2011. I sin tid i New York var der, i følge ESPN, 600 andre spillere der registrerede et sack.

Efterfølgende havde Vernon Gholston meget korte ophold hos St. Louis Rams og Chicago Bears uden succes. I dag er han free agent.


Matt Jones

Position: Wide Receiver

Drafted: Nr. 21 i 1. runde i 2005 af Jacksonville Jaguars

Matt Jones var egentlig quarterback i gennem hele sin collegekarriere hos Arkansas. Hans atletiske formåen, samt højde og drøjde gjorde dog, at talentspejdere betragtede ham mere som en wide receiver. Han fik lov til at spille positionen til Senior Bowl, hvor han imponerede.

Hypen omkring ham eskalerede dog først ved scouting combine. Jones var 6'6 høj og vejede 242 pund. For en mand af den størrelse, skulle man ikke tro at følgende tal kunne være muligt. Først et vertical jump på 39,5", så et broad jump på 10'10" for til slut at løbe 40 yards på 4,37 sekunder. Trænere og spejdere gav ham navnet "The Freak".

Jacksonville Jaguars var så imponeret af Jones at de valgte ham med 21. valget som WR. Et klart gamble, da Jones aldrig havde spillet receiver før.

På trods af Jones' fantastiske combine show, blev karrieren mildest ikke til ret meget. 166 catches for 2153 yards og 15 touchdowns i fire sæsoner. Måske noget man kunne forvente af en Calvin Johnson over halvanden sæson.

I 2008 blev Jones arresteret for besiddelse af kokain. Efter det spillede han aldrig en kamp igen og trak sig officielt tilbage i 2010.


Bruce Campbell

Position: Offensive tackle

Drafted: I 4. runde i 2010 af Oakland Raiders

Draftguru Mike Mayock kaldte Campbell for det største liniemand talent han nogensinde havde set. De fysiske mål var til stede. 6'6, 314 pund. Campbell startede dog kun 17 kampe i college for Maryland og mange talentspejdere satte derfor tvivl omkring hans erfaring.

Ved combinen i 2010 skulle han dog blive den mest imponerende spiller. Han løb 40 yards på 4,85 sekunder og bænkpressede vægtstangen 34 gange. Dermed forudsagde de fleste eksperter at Oakland Raiders ville bruge deres 8. valg i 1. runde af draften på på Campbell.

Det skete dog ikke. Campbell måtte vente helt til 4. runde, hvor Raiders endelig samlede ham op.

I sin hidtidige karriere, har Campbell til tider været på banen for Raiders, som ofte havde svært ved at finde den rette position til ham.

I 2012 fik Oakland nok og tradede ham til Carolina Panthers, som sendte running back Mike Goodson den anden vej.



Lige nu på BT PLUS

Mode og skønhed
Effektivt 14 dages video trænings- program

Effektivt 14 dages video trænings- program

07/08
Mode og skønhed
Kom i form på hjul - på 8 uger

Kom i form på hjul - på 8 uger

29/04
Mode og skønhed
2,5 pct: Historisk lån på gaden

2,5 pct: Historisk lån på gaden

26/08
Mode og skønhed
Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

Slankehit: Få hurtige resultater med simple fastekure

15/08