Én ydmygelse var nok for NFLs øverste chef. En pibekoncert orkestreret af godt 68.000 vrede tilskuere skulle han ikke nyde noget af.

Kommissær Roger Goodell annoncerede natten til fredag, at han ikke vil være til stede, når de forsvarende Super Bowl-mestre fra New England Patriots torsdag nat dansk tid åbner den nye sæson hjemme på Gillette Stadium i Foxboro nær Boston mod Pittsburgh Steelers.

Beslutningen kom efter torsdagens opsigtsvækkende afgørelse fra Richard Berman, dommer ved distriktsdomstolen i New York, der omstødte den karantæne på fire spilledage, som NFL idømte Patriots-quarterback Tom Brady for hans rolle i den såkaldte ’Deflategate’.

»Fokus bør være på spillet på banen og festlighederne omkring Patriots’ Super Bowl-sejr,« siger talsmand for NFL Brian McCarthy til Fox Sports om Goodells bevæggrund for at blive væk.

Det er dog tvivlsomt, om det er dommer Bermans afgørelse, der har fået Goodell til at beslutte sig for at blive væk fra Foxboro. Uanset udfaldet ville han næppe blive modtaget med jubel og åbne arme af Patriots-fansene. Ud over de fire spilledages karantæne til Brady idømte Goodell også klubben en rekordstor bøde på en mio. dollar og fratog samtidig Patriots sit valg i første runde af draften i 2016.

Sagen, der omhandler fusk med boldene under AFC-finalen mod Indianapolis Colts i januar, da 11 ud af 12 bolde, som Patriots-angrebet brugte, viste sig at have fået lukket luft ud af sig, så de dermed var nemmere for Brady at kaste med, har nemlig gjort Roger Goodell til en endnu mere forhadt mand i hele New England, end han var i forvejen. Blandt andet måtte politiet i delstaten Maine holde ekstra skarpt øje med Goodells hus, efter han idømte Brady karantæne, af frygt for, at rasende Patriots-fans ville komme på besøg.

Det er ellers kutyme, at kommissæren overværer sæsonåbningen, som de forsvarende mestre traditionelt sætter i gang på hjemmebane. I stedet vil Goodell se kampen på tv og først møde op til en anden kamp på søndag, når de resterende hold indleder sæsonen.