NFL har offentliggjort det fulde kampprogram til den nye sæson, der begynder om under fem måneder. Og der er masser at glæde sig til - ikke mindst den allerførste kamp i sæsonen.

Det værste for NFL-fans er, når Super Bowl slutter. Så er der ufattelig lang tid til, at der igen bliver spillet en kamp af betydning. Sådan føles det, i hvert fald.

The National Football League gør dog en masse for at 'hype' forskellige begivenheder uden for sæsonen, og én af dem er, når kampprogrammet bliver lagt frem.

Det har NFL nu gjort - og vi begynder med en vaskeægte lækkerbisken, når Carolina Panthers rejser til Denver for at møde Broncos, som vandt Super Bowl 50 i februar over netop Carolina. Så Carolina kan revancere 10-24-nederlaget med det samme. Kampen er 9. september dansk tid klokken 02.30 om natten (i bunden af artiklen kan du se det fulde kampprogram i Uge 1).

I Uge 2 af sæsonen er der også lidt lækkert, når Green Bay Packers og Minnesota Vikings brager ind i hinanden. Det plejer altid at være sjovt, når rivalerne fra det nordilige USA mødes!

Foruden de øvrige sædvanlige divisionsopgør som Baltimore Ravens mod Pittsburgh Steelers er der også grund til at glæde sig til, når Los Angeles Rams skal vise, hvad holdet duer til i de nye omgivelser efter flytningen fra St. Louis til Californien.

Du kan se hele kampprogrammet på NFL's hjemmeside ved at klikke dig videre lige her.

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Der er meget mere af det gode at hente fra BT Sporten. Bliv ven med os her.