Den 56-årige danske NFL-kicker Morten Andersen blev natten til søndag optaget i Pro Football Hall of Fame i Canton, Ohio. BT bringer her hans knap 20 minutter lange tale, som blandt andet frembragte latter hos tilskuerne, da han fortalte om sit første møde med amerikansk fodbold.
Godaften, Canton, Ohio. Godmorgen, Danmark.
Jeg blev født i kongeriget Danmark, fødestedet for den berømte danske eventyrforfatter Hans Christian Andersen. Hans magiske historier har rejst verden rundt og har – ligesom han selv har – inspireret både unge og gamle.
Da jeg var ung, forestillede jeg mig ofte de fjerne steder, han beskrev. Mine forældre ansporede altid min tvillingebror, Jakob, og mig til at rejse og lære om forskellige kulturer og møde folk i andre lande. Jeg ved, at det sikkert ikke gik op for dem, hvor hurtigt det ville forandre vores liv. Da Jakob var 16 år, tog han til Sydpolen på en ekspedition. Kort tid derefter tog jeg til USA som udvekslingsstudent. Min historie handler ikke kun om min kærlighed til landet Danmark og dets indbyggere, men også om min store værdsættelse og respekt for det, jeg opdagede her i USA.
Planen var enkel. Jeg ville gå i gymnasiet og derefter vende tilbage til Danmark for at fortsætte med at studere. Jeg landede i Indianapolis på min 17-års fødselsdag. Her blev jeg mødt af min nye amerikanske familie, Baker-familien. Jeg havde knap pustet lysene i fødselsdagskagen ud, før spørgsmålet lød: ‘Hva’ så? Kunne du tænke dig at se en amerikansk fodbold-kamp. Vi har brug for en kicker’. Rygtet havde spredt sig, at der var en knægt fra et fjernt sted, som måske ville være i stand til at hjælpe Ben Davis Giants-gymnasieholdet på kicker-positionen. Og den knægt var åbenbart mig.
For mig, som havde spillet fodbold, håndbold og dyrket gymnastik, var amerikansk fodbold ikke på min radarskærm. Jeg vidste intet om sporten. Men det skulle snart ændre sig. To dage senere indtraf et afgørende øjeblik i mit liv, da jeg travede ind på banen iført en lilla trøje med nummer 46, hvide træningsbukser, en skulderbeskytter, som bruges af en linebacker, og en hjelm, der kunne indeholde mere end én stor biografbøtte med popcorn. Jeg argumenterede for, at jeg ikke behøvede alt dette. Jeg havde mine fodboldshorts og mine fodboldstøvler. En T-shirt ville række. Mine ord blev mødt med en vidunderlig form for målløshed og forundrede blikke, og jeg lærte snart nødvendigheden af at bære tungt panser.
Hele holdet stillede sig op på en række på sidelinjen bare for at se min prøvetræning. Jeg tror ikke, de forventede sig ret meget. Følelsen var gengældt. Jeg tænkte: ‘Lad os få det her overstået, så jeg kan finde en fodboldbane’. Det var dér, jeg lærte, at hele processen med at sparke til en amerikansk fodbold er ret kompliceret.
Pludselig dukkede spillere op ud af det blå og gik i gang med at stille sig op på en række foran mig. Jeg var forvirret. Hvad laver de? Er det nødvendigt. Fyrene var virkelig store. De spærrede mit udsyn til de sjovt udseende stolper, der stak op i luften. En mindre fyr kom hen til mig og spurgte, om jeg var klar. Han slikkede på sine fingre. ‘Skal jeg også gøre det?’ spurgte jeg ham. Han kiggede forvirret på mig og knælede derefter på jorden. ‘Ready, set!’ Jeg blev forskrækket.
Synet foran mig var heller ikke kønt. Dér stod en række af store rumpetter. Og de vendte mod mig. Fra midten af massen kom en bold flyvende gennem luften mod den lille fyr, der knælede på jorden. Han placerede den lodret på en lille, sort platform. Jeg tog et ekstra kig på den. Åh, mand, bolden er ikke rund. Jeg kiggede mig omkring efter hjælp. Fra hvem som helst. Hvad som helst. Træner Wilbur (Bob Wilbur, red.) kom over til mig og hviskede: ‘Bare giv den et los i røven. Og hvis du ikke gør det, sender jeg dig hjem igen med båden’. Besked modtaget! Bolden fløj højt og gennem de hvide tingester. Så kiggede jeg over på mine nye holdkammerater. Jeg tror, de kunne lide, hvad de så. Og pludselig havde jeg 80 nye venner. Velkommen til Amerika!
Dengang tænkte jeg ikke meget over, hvad der lige var sket. Men når jeg ser tilbage, ændrede dette enkeltstående øjeblik mit liv for altid. Træner Wilbur, jeg er taknemmelig for dit øje for det rå talent hos en ung knægt, som du gav hans livs chance. Uden den ville jeg ikke stå her i dag. Tak for det, Coach.
Baker-familien tog mig til sig som en af deres egne, og jeg skylder dem min dybeste taknemmelighed.
Jeg har lært, at med alderen følger visdom og perspektiv. Jeg ved nu, at livskvalitet handler om en meningsfyldt tilværelse med mennesker, som man elsker og respekterer. Hvor fokus er på ‘vi’, ikke ‘mig’. Dét lærte jeg af amerikansk fodbold. Dét lærte jeg af mine holdkammerater, mine trænere og støtter gennem hele min karriere.
Antallet af mennesker, som har været en del af mit liv i amerikansk fodbold, er svimlende, og de har givet deres energi og lidenskab for at gøre holdet bedre. For at gøre ‘os’ bedre. Min landsmand Hans Nielsen rekrutterede mig sammen med træner Bob Baker til Michigan State University. Mine år som Spartan gav mig nogle af de bedste øjeblikke i mit liv. Jeg vil altid sætte pris på min tid i East Lansing og værdsætte mine mange venskaber med Spartan-brødre og -søstre. ‘Spartans Will’!
Jeg skylder Bum Phillips (Morten Andersens første NFL-træner hos New Orleans Saints, red.) et stort løft med cowboyhatten! Han havde tålmodighed med mig, da jeg indledte min NFL-karriere. Og han holdt fast i mig, indtil det faldt i hak. Bum var altid god for en god historie og utrolig morsom. Da John Mecom var ejer af holdet, ville han gerne være mere involveret og spurgte Bum, hvordan han kunne hjælpe. Bum kiggede på ham, stoppede op og sagde: ‘Du er ejeren – så ej!’ Og det var det.
Bum bekymrede sig for sine spillere. På møderne talte han om livet, hvordan man skulle opføre sig, hvordan man skulle hjælpe andre. Han lærte mig værdien i at give tilbage til lokalsamfundet. Jeg er stolt over at have stiftet Kicks for Kids i New Orleans. Vi hjalp et børnehospital og indsamlede en masse penge. Uden Bum Phillips’ visdom er jeg ikke sikker på, at det ville være sket. Jeg savner dig, Bum!
I dag gør Tom Benson et bemærkelsesværdigt arbejde, ikke blot for Saints, men for professionel amerikansk fodbold generelt. Vi er samlet her i Tom Benson Hall of Fame Stadium i aften. Nemlig. Jeg er taknemmelig for, at vi har en ejer, som geninvesterer i den sport, vi alle kender og elsker. Tak, Tom og Gayle Benson.
Jeg nærer en dyb kærlighed til byen New Orleans og dens football-hold. Vi er tæt knyttet sammen, og jeg tror, fansene er de mest loyale og passionerede overhovedet. Jeg har en dyb, dyb beundring for den sjæl og det livssyn, borgerne i New Orleans besidder. De lærte mig at elske livet og forblive positiv selv i svære tider. Jeg vil altid være en del af New Orleans og altid være en Saint.
Omstændighederne dikterede dog, at jeg kom til at tilbringe anden halvdel af min karriere hos fire andre hold. Min dybeste taknemmelighed skal lyde til (Atlanta, red.) Falcons, (New York, red.) Giants, (Kansas City, red.) Chiefs og (Minnesota, red.) Vikings for at give mig mulighed for at fortsætte med at udleve min amerikanske drøm.
Jeg værdsætter de forhold, jeg har med Jim Mora Sr., June Jones, Dan Reeves, Jim Fassel, Dick Vermeil, John and Mike Tice and Jim Mora Jr. (hans tidligere cheftrænere, red.). Jeg takker Arthur Blank og Falcons for at hente mig tilbage i 2006 til det, der skulle blive endnu et øjeblik, der har været med til at definere mit liv. Ser I, i begyndelsen af 2005 var jeg i Atlanta med min familie. Jeg havde lige færdiggjort – lad os se – min 23. sæson i NFL. Jeg følte mig overbevist om, at jeg nok skulle fortsætte, og jeg havde chancen for at blive NFLs mest scorende spiller nogensinde. Jeg var kun 76 point fra rekorden.
Der gik dog måneder, hvor telefonen ikke ringere. Den ringede ikke i 20 måneder. Alligevel gik min træner, Keith, og jeg ned i den offentlige park. Mig i mine Giants-træningsbukser, Falcons-træningstrøje, en Saints-hjelm, et par sokker fra Pro Bowl, som jeg havde gemt fra de gode, gamle dage, og min Kenny Stabler-skulderbeskytter, og jeg sparkede der fire gange om ugen. Når ungdomsholdene havde brug for banen, udsatte jeg træningen, gik væk for at komme tilbage senere og fortsætte den hårde træning. Jeg overtalte endda parkmedarbejderne til at klippe græsset kort for mig.
2005 blev til 2006. Mine venner begyndte at sætte spørgsmålstegn ved min sindstilstand. ‘Du har gjort det godt, Morten. Kom videre med dit liv.’ De kaldte mig stædig. Men jeg var ikke færdig. Jeg ville gøre det færdigt på mine egne vilkår. Jeg havde brug for at vide, hvad der var tilbage i tanken.
Så, i begyndelsen af oktober (det var retteligt i september, red.), sad jeg i min kælder og så Falcons spille sin anden grundspilskamp. Holdets kicker havde en skidt aften (Michael Koenen brændte tre field goal-forsøg og fik ét blokeret i en 14-3-sejr over Tampa Bay Buccaneers, red.). Jeg vendte mig mod min kammerat, Eric, og sagde: ‘Jeg skifter til vand. Nu. For telefonen begynder snart at ringe.’ Jeg fik ikke nogen synderlig reaktion fra ham. Klart nok, for telefonen havde ikke ringet i 20 måneder.
Da kampen var slut, ringede telefonen faktisk. ‘Hey, kan du komme tidligt i morgen til prøvetræning?’ ‘Hvad med klokken 14?’ Dér var jeg, 46 år, venner, i Flowery Branch (Falcons’ træningsfaciliteter, red.), oppe imod fire mand halvt så gamle som mig og med flade maver. Der var en orange stribe i midten af nettet bag målstolperne. Ser I, jeg kan godt lide midten, og jeg sigter altid efter den, for den ændrer sig aldrig. Jeg gjorde det godt, og snart gik ‘fladmaverne’ ud til højre, og min største beslutning blev, om det skulle være sort eller blåt blæk. Jeg valgte sort blæk og skrev under på en etårig aftale. Som I lige så på skærmen, fuldførte jeg et par måneder senere i Georgia Dome min mission og blev den mest scorende spiller i sportens historie.
Lærestregen er simpel. Hav din vilje og udholdenhed med i alt, hvad der er værd at foretage sig. Når belønningen er sublim, er risikoen højere. Du er nødt til at omfavne det ubehagelige for at nå op i udmærkelsens sjældne luftlag.
Jeg lærte om esprit de corps – eller holdånd – fra mine special teams-brødre og -trænere. Der har været mange dynamiske og farverige special teams-trænere. Jeg elsker og takker dem alle. Ligesom de spillere, de trænede, var de en særlig art.
Jeg vil gerne nævne én træner. Frank Gansz, som havde stor indflydelse på alle, han mødte. Vi mistede træner Gansz, men hans minde og eftermæle lever videre igennem de mange spillere og trænere, han påvirkede. Jeg havde mit bedste år under Coach Gansz. Han var en allieret og en ven, som jeg aldrig vil glemme og altid vil ære.
Min oprigtige taknemmelighed til alle mine holdkammerater og støtter gennem årene. Brian Hansen (holder for New Orleans Saints, red.) og Bobby Hebert (quarterback for Saints, red.), de var en vigtig del af min rejse.
Selv om jeg altid har værdsat, at min position som kicker er unik, følte jeg mig aldrig isoleret. Jeg følte mig altid som en del af holdet. Jeg værdsætter long snapperen og holderen. I var mit levebrød, og jeg var så heldig at have de allerbedste. Jeg brugte utallige timer på at træne sammen med jer. At arbejde på at blive dygtig er et af mine favoritminder.
Jeg tror på, at min indlemmelse sender et tydeligt signal om, at positionen som specialist er vigtig, relevant og ubestridelig. Forhåbentlig vil flere finde vej ind i Hall of Fame.
Jeg er beæret over at støde til min nye Hall of Fame-bror, Jan Stenerud, og alle de andre af sportens store legender og resten af 2017-årgangen. Jan, du satte standarden, og den var høj. Alle specialister er dig enormt taknemmelige. Du var en uselvisk banebryder. Du optrådte altid med værdighed og ynde. Du har været en enormt god ven og rådgiver i løbet af denne proces.
Jeg ved, at flere af sportens bedste kickere er til stede i aften. Tak for at gøre sporten bedre og mig bedre ved at være de allerbedste.
Til sidst vil jeg gerne takke ‘Team Andersen’. Min mor og far ansporede min bror og jeg til at rejse og udvide vores horisont. Jeg er taknemmelig over jer begge for at give os en ballast i livet. Jeg er stolt over at dele denne ære med jer. Min bror, Jakob, er fantastisk og talentfuld, og vi vil altid have et særligt bånd.
Min kone, Jennifer, har været mit livs lys i 27 år. Du er det mest uselviske, givende menneske, jeg har kendt. Du har altid været lyset, aldrig skyggen. Jeg vil for evigt være taknemmelig for din betingelsesløse kærlighed og dit venskab. Alle, du skaber en forbindelse med, bliver dybt forandrede af din utroligt givende sjæl. Du er sjælden på så mange måder. Jeg vidste, at jeg havde scoret langt over mit niveau, da jeg mødte dig.
Til mine drenge, Aiden og Sebastian. Jeg ønsker, at I skal vide, at jeres far nåede sine mål, fordi han arbejdede hårdt og var udholdende. Jeg opfordrer jer begge til at forblive nysgerrige og stille spørgsmål. At give jeres liv noget lidenskab og energi. Giv mere, end I tager. Jeg elsker jer enormt højt, og jeg er stolt over at dele denne vidunderlige aften med jer.
Vores familiefond støtter et udvalg af velgørende formål. Vi tror på vores unge generation og deres familier. Vores motto er: ‘Det, vi giver, vil vokse. Det, vi beholder, vil forsvinde.’ Mit håb og min bøn for alle os her i aften er, at vi altid vil besidde gavmildhedens, kærlighedens og medfølelsens generøse ånd.
Tak skal I have. Godnat, Canton. Og godnat, Danmark.
Oversat af Jeppe Dong Abrahamsen
