Succesen er stor i Philadelphia i øjeblikket, men den har åbenbart sin pris, hvis man skal tro en af holdets cornerbacks.

Det kører på skinner for Philadelphia Eagles. Holdet har vundet deres tre første kampe og scorer point i massevis. Både spillet og resultaterne får masser af roser fra fans og medierne, men ikke alle svæver på en lyserød sky i Eagles-lejren. Den igangværende succes har nemlig også en bagside af medaljen fortalte en frustreret Cary Williams efter 37-34 sejren mod divisionsrivalene fra Washington Redskins.

Ifølge CSNPhilly.com, så sagde Williams at klubbens træningsmetoder har efterladt dem slidte. Samtidig antydede han, at han ikke var den eneste i truppen, der havde det på samme måde.

- Jeg er ikke den eneste mand, som føler mig udbrændt, fortalte han. Jeg er bare mand nok til at forsvare spillerne og fortælle at vi er udbrændte. Mine ben gør ondt. Mine ben var færdige i fjerde quarter. Mine ben var færdige i tredje quarter. Mine ben var færdige inden kampen startede.

- Du kan ikke blive ved at køre holdet i sænk og så forvente gode resultater.

 Han fortalte yderligere, at holdet ikke fik en hviledag efter mandagens kamp mod Indianapolis Colts. 

Det er ganske uventede udtalelser fra Eagles-lejren, hvor alt indtil nu under head coach Chip Kelly har været roligt. Emnet her bliver uden tvivl rusket op i igen i løbet af denne uge. Noget der kan tage kræfter og fokus fra den vigtige kamp mod San Fransisco 49ers på søndag.