Ringen er sluttet. Danmark har 10 år efter Morten Andersens karrierestop igen en spiller i NFL.

Andreas Knappe blev godt nok ikke valgt i den årlige NFL-draft, der efter tre dage sluttede natten til søndag, men kort efter skrev den 25-årige offensive linjemand under på en aftale med Morten Andersens tidligere hold Super Bowl-finalisterne Atlanta Falcons som såkaldt 'undrafted rookie free agent'. Det skriver Draftday.dks Søren Hygum Hansen på Twitter efter at have modtaget en sms fra Andreas Knappe.

Silkeborgenseren er blot den tredje dansker, der skriver kontrakt med et NFL-hold efter kicker Hans Nielsen og den danske legende Morten Andersen, der blev draftet i 1982 af New Orleans Saints. Den danske kicker spillede sin sidste kamp i 2007, et år efter han overtog rekorden som den mest scorende spiller i NFL-historien, og indlemmes til sommer i Pro Football Hall of Fame. Den anden dansker, der var tilmeldt draften, kicker Simon Mathiesen fra Northwest Missouri State Bearcats, blev heller ikke valgt, men hans chancer for at lave en lignende aftale som Knappe blev af flere iagttagere vurderet til at være gode inden draften.

Andreas Knappe fra Silkeborg har studeret på University of Connecticut i det nordøstlige USA i fem år og samtidig spillet positionen højre tackle for skolens fodboldhold, The Huskies. Nu skal han agere bodyguard for quarterback Matt Ryan, sidste sæsons mest værdifulde spiller i NFL, og blokere for running back-duoen Devonta Freeman og Tevin Coleman, hvis han altså stadig er i truppen, når den bliver trimmet fra de nuværende 90 spillere til 53 spillere kort før sæsonstarten i begyndelsen af september. Desuden kan han glæde sig til at få hjemmebane på det nybyggede Mercedes-Benz Stadium, som skal agere vært for Super Bowl 53 i 2019.

Det er endnu ikke lykkedes for BT.dk at få en kommentar fra Andreas Knappe selv, men hans agent, John Pace, fortæller, at fire-fem hold ud var særligt interesserede i Andreas Knappe. Snakkene med Falcons begyndte allerede for halvanden uge siden, og Super Bowl-taberne fra februar var det bedste fit for Knappe, ræsonnerede han og agenten sig frem til.

»Da vi så på holdets struktur og miljøet i klubben, følte Andreas sig komfortabel. Han var meget begejstret, smigret og paf på samme tid,« siger John Pace til BT.dk.

Den amerikanske fodboldkarriere begyndte Andreas Knappe i Silkeborg IF Phoenix, efter at han droppede en lovende karriere som bueskytte. Knappe rykkede siden til Triangle Razorbacks i Vejle, og her begyndte det at gå op for ham, at hans evner muligvis ville række helt til NFL. Han tog derfor turen over Atlanterhavet, væk fra familien og vennerne, for at forfølge sin drøm. Et stort spring.

I ’fodboldår’ er Knappe stadig ung og usleben, for han har ikke spillet i lige så mange år som nogle af de andre i draften, der har haft amerikansk fodbold inde på livet fra barnsben af. Til gengæld gjorde hans højde på 206 centimeter og atletiske evner flere hold interesserede.

Selv om ingen af de 32 hold valgte at ofre et draftvalg på den store dansker, endte natten faktisk positivt for Andreas Knappe. Det satte ham nemlig i en situation, hvor han selv kunne vælge imellem de interesserede hold frem for at være tvunget til at tage til et hold, hvor risikoen for at blive cuttet inden sæsonen ville være stor. Med valget af Falcons skal han nu primært konkurrere med Ryan Schraeder om spilletid på den offensive linje, der i sidste sæson rangerede som nummer seks hos Pro Football Focus.

Den anden dansker, der stillede op i NFL-draften, Simon Mathiesen, har endnu ikke skrevet kontrakt med et hold.

»Jeg er uforstående, men det er lidt uden for min kontrol. Jeg er lidt tom for ord lige nu, men jeg har lært ikke at sidde og have ondt af mig selv gennem mit liv, da det aldrig vil gavne mig på nogen måde. Nu afventer jeg og ser hvilke muligheder, der opstår i de kommende dage,« skriver Simon Mathiesen i en SMS.

Løbet behøver ikke være kørt for Mathiesen, hvis agent nu arbejder på at få afsat den danske kicker til et hold, som kunne tænkes at ville give en ung dansk kicker chancen i training camp. Ellers er Mathiesens bedste chance, at et NFL-hold på et tidspunkt kommer tl at stå med en kicker, der ikke leverer af den ene eller anden grund, for så kan han måske få chancen dér.