Han er tidernes mest scorende i NFL, og nu får Morten Andersen endnu en chance for at komme i det forjættede Hall of Fame.

Det er netop blevet offentliggjort af NFL, der har skåret 108 tidligere footballspillere ned til 25 kandidater, hvor den danske tidligere kicker, Morten Andersen er blandt.

Inkluderes man i NFLs Hall of Fame, kan man kalde sig en del af en eksklusiv klub, der tæller legender som Joe Montana, Dan Marino og Jerry Rice. Og som i øvrigt kun har én decideret kicker indlemmet i det fine selskab - norske Jan Stenerud.

Det er fjerde gang, at Morten Andersen er i semifinalen i kampen om at komme i Hall of Fame.

De andre kandidater, som danskeren skal op i mod, tæller blandt andet den tidligere Green Bay Packers-quarterback Brett Favre, Indianapolis Colts' tidligere træner Tony Dungy, wide-receiveren Terrell Owens og quarterbacken Kurt Warner. Det er med andre ord et hårdt felt, Andersen skal overvinde for at blive indlemmet i Hall of Fame.

Og på trods af, at den tidligere kicker, der nåede at spille for fem forskellige NFL-hold, med 2.544 point er nummer ét på NFLs topscorerliste, kan han ikke vide sig sikker på, at han bliver indlemmet i det fine selskab.

Eksempelvis er to af de andre Hall of Fame-semifinalister, runningbacken Terrell Davis og linebackeren Kevin Greene, begge nomineret for tiende gang.

Så sent som i vinters blev Morten Andersen slået på målstregen og kom ikke med blandt de heldige. Det kan du læse mere om hér.

I januar bliver feltet skåret yderligere ned til 15 kandidater fra den moderne æra samt tre aldrende kandidater. Fra denne gruppe skal det endelige Hall of Fame 2016-hold findes.

Hvis Morten Andersen ikke kommer i Hall of Fame, kan han glæde sig over, at han senere i denne sæson bliver en del af New Orleans Saints' Ring of Honor, som er en hyldest til holdets tidligere stjerner. Andersen spillede i New Orleans 1982-1992.