Dommer Richard Berman fra distriktsdomstolen i New York omstødte torsdag eftermiddag den karantæne på fire spilledage, som NFL i maj idømte New England Patriots-quarterback Tom Brady for hans rolle i den såkaldte *Deflate-gate'. Dermed er den 38-årige quarterback-legende klar til at spille åbningskamp, når den forsvarende Super Bowl-mester på torsdag åbner sæsonen mod Pittsburgh Steelers.

Få timer efter annoncerede NFL, at de vil appellere afgørelsen. Ifølge NFLs hjemmeside vil NFL dog ikke søge om opsættende virkning, hvilket ellers ville betyde, at karantænen opretholdes, indtil en eventuel ankesag er overstået. Det betyder, at Brady selv i tilfælde af en ankesag vil kunne spille videre - sandsynligvis resten af sæsonen.

»Vi vil appellere dagens afgørelse for at opretholde det kollektivt forhandlede ansvar for at beskytte spillets integritet. Kommissærens ansvar for at sikre lige og fair konkurrencemuligheder i vores sportsgren er et afgørende princip, og ligaen og de 32 klubber vil fortsætte med at følge vejen mod det mål. Mens den juridiske del af denne proces fortsætter, ser vi frem til at fokusere på football og begyndelsen på grundspillet,« skriver NFLs øverste chef, kommissær Roger Goodell, i en pressemeddelelse.

Tom Brady, der hele tiden har nægtet sig skyldig, har endnu ikke udtalt sig, mens New England Patriots' første reaktion på dommen på Twitter var uhyre kortfattet: et billede af en jublende Tom Brady.

Dommen er den foreløbige kulmination på måneders tovtrækkeri mellem Brady og Patriots på den ene side og NFL på den anden. Umiddelbart efter AFC-finalen mod Indianapolis Colts i januar om en billet til Super Bowl kom det frem, at 11 af de bolde, Patriots-angrebet spillede med, havde for lavt lufttryk og dermed var lettere at kaste og gribe. Sagen blev undersøgt af advokat Ted Wells, der i maj i sin længe ventede rapport konkluderede, at det var 'mere sandsynligt end ikke sandsynligt', at Brady som minimum havde haft kendskab til, at der blev fusket med lufttrykket, efter at boldene var blevet kontrolleret og godkendt af kampens dommere.

Sanktionen fra NFLs side faldt prompte. Brady blev idømt fire spilledages karantæne - blandt andet fordi det kom frem, at han havde ødelagt en mobiltelefon, som angiveligt kunne have afsløret, at han havde kommunikeret med to Patriots-ansatte, som i Wells-rapporten blev udpeget som dem, der rent fysisk havde lukket luft ud af boldene. Straffen blev i slutningen af juli stadfæstet af NFLs kommissær, Roger Goodell, der til grund for sin beslutning lagde Bradys manglende samarbejdsvilje.

I sin 40 sider lange afgørelse begrunder dommer Berman sin beslutning med, at Tom Brady ikke blev ordentligt informeret om, hvilken straf han risikerede at få, eller hvad han reelt var anklaget for. Desuden talte det til Bradys fordel, at NFL afviste at lade hans advokater udspørge NFLs advokat, Jeff Pash, og nægtede ham adgang til bevismateriale. Det er værd at bemærke, at dommeren ikke skulle tage stilling til, hvorvidt Tom Brady var skyldig i eller kendte til fuskeriet med boldene, men udelukkende, hvorvidt NFLs efterforskning og sanktion var i orden.

Dommen er selvsagt et nederlag til NFL og i særdeleshed kommissær Roger Goodell. Det er ikke første gang, NFL har fået underkendt karantænedomme af retssystemet.

Da New Orleans Saints-spillere blev idømt strenge straffe for deres medvirken i den såkaldte 'Bountygate' fik de alle deres karantæne ophævet. Spillerne blev ligesom Tom Brady repræsenteret af advokat Jeffrey Kessler.

Ud over åbningskampen mod Pittsburgh Steelers får Tom Brady nu også lov til at spille mod Buffalo Bills, Jacksonville Jaguars og Dallas Cowboys.