Så sent som i sidste uge insisterede Oakland Raiders' head coach, Dennis Allen, at han ikke bekymrede sig om Matt Schaubs albueskade. Nu er han bænket.

I sidste uge fortalte Dennis Allen, at quarterback Matt Schaub nok skulle starte kampen mod New York Jets på søndag på trods af den skade i albuen han pådrog sig i preseason. Den udtalelse har dog på ingen måde holdt stik, for natten til tirsdag dansk tid blev rookie Derek Carr udnævnt som den quarterback, der starter kampen på søndag.

- Vi har set tegn på Derek Carr’s udvikling fra den dag han kom til vores hold indtil hvor vi er i dag, sagde Allen på en pressekonference. Jeg tror han er klar til at tage imod udfordringen.

Udskiftningen giver rigtig god mening, da Schaubs formkurve har været nedadgående lige siden starten af sidste sæson i modsætning til Carr’s som kun har imponeret siden han blev draftet i anden runde i år.

Carr bliver altså, som det ser ud lige nu, den første rookie-quarterback, der starter en kamp i denne sæson. Noget som man ikke helt havde forventet, da Blake Bortles, Johny Manziel og Teddy Brigdewater har været mere omtalte som startere på quarterbackpositionen.

Den første test bliver som sagt mod Jets, som har mandefald i secondaryen, men når det er Rex Ryan, som styrer taktstoppen bliver det aldrig helt nemt at bryde forsvaret. Skulle Carr spille utilstrækkeligt i løbet af sæsonen, går rygterne i øjeblikket på at det normale tredjevalg, Matt McGloin, skulle foretrækkes frem for den bænkede Schaub.