Calvin Johnson blev den helt store spiller, da han flere gange flænsede Bears-forsvaret op i aftenens første Thanksgiving-kamp.

Det var et Lions-hold der ikke havde scoret et touchdown på deres seneste 25 drives, der hjemme tog i mod Chicago Bears på Thanksgiving, og det tydede da heller ikke på i starten, at det skulle gå Detroit særligt godt denne gang.

Bears lagde hårdt ud, og efter at Lions ikke formåede at komme i gennem Bear's forsvar på de første par drives, så det ud til at Bears var på vej til at stikke af med kampen. Først var det Alshon Jeffery der kunne løbe i endzonen for et touchdown, efter at have grebet et screen pass.

Endnu mere trist så det ud for Lions, da Stafford blev sacked og fumblede på egen 5-yard linje, som Bears prompte udnyttede. Her kunne Alshon Jeffery gribe sit andet touchdown i kampen til stillingen 14-3 Bears.

Det så ud til at tænde Lions, Stafford og Megatron. Bears' forsvar var pludselig blødt som smør, og på et fantastisk catch i mellem to forsvarsspillere, kunne Calvin Johnson reducere til 14-10. Lions ville ikke nøjes med field goals, og kort efter kunne Joique Bell løbe i endzonen på en 4. down conversion.

Det hele så meganemt ud for Megatron og co. da Lions fuldendte et perfekt 2-minute offense, og kunne gå til pause med en føring på 24-14. På det tidspunkt, havde Calvin Johnson allerede grebet ni bolde for 109 yards.

Så blev det dog mere stille i 2. halvleg, hvor der kom knap så mange point på tavlen. Ingen af holdene så særligt skarpe ud, men det var Bears der fik mindst ud af det. I hele halvlegen blev det nemlig kun til et field goal, og Cutler måtte både se sig sacked et par gange, og kastede også et par interceptions.

Calvin Johnson vist yderligere dominans et par gange i halvlegen og endte med 11 grebne bolde for 146 yards og to touchdowns, mens running back Joique Bell kunne tilføje endnu en scoring, da han løb i endzonen fra 1 yard ude.

Herefter brugte Detroit Joique Bell endnu mere, og kunne løbe bolden i mod et svagt Bears forsvar kampen ud. Cutler fik muligheden for at pynte en smule på resultatet, men måtte se kampens sidste kast intercepted i endzonen. Dermed kunne Lions tage en sejr på 34-17.

Efter aftenens første Thanksgiving kamp, er Detroit Lions 8-4 for sæsonen, og hænger fortsat på i playoffræset, mens Bears er 5-7, og ser ud til at have udspillet deres slutspilschancer for i år.