LeGarrette Blount er tilbage i New England Patriots, efter at forholdet til Pittsburgh Steelers blev brudt i tirsdags.

Running back LeGarrette Blount er klar til endnu en tørn for New England Patriots, som han havde stor succes med i sidste sæson. I følge NFL Medias Ian Rapoport, har han underskrevet en to-årig kontrakt.

Blount blev smidt på porten af Steelers, efter at han udvandrede fra kampen mod Tennessee Titans, efter at han ikke havde fået bolden en eneste gang. Det blev det sidste strå for Pittsburgh, der gjorde kort process, og smed Blount af holdet. Nu er han altså tilbage i New England.

I sidste sæson løb Blount for 772 yards på 153 carries, samt syv touchdowns. Hans største præstation kom i slutspillet da han løb for 166 yards og fire touchdowns mod Indianapolis Colts. I forvejen har Patriots Jonas Gray, som løb for 201 yards i Sunday Night Football, og endte på forsiden af Sports Illustrated, samt den rutinerede Shane Vereen.

Det ligner efterhånden et Patriots-hold, der er klar til at løbe bolden direkte ned i halsen på sine modstandere, og Blounts hårdhed, kan måske vise sig at være betydningsfuld, når der for alvor bliver spillet kampe i det kolde vejr.