Foto: STREETER LECKA
Vis mere


Hvem: Denver Broncos mod Carolina Panthers.

Hvornår: Natten mellem søndag og mandag kl. 00.30. Kampen vises på TV3+ med optakt fra søndag kl. 22.00.

Derfor vinder Carolina Panthers

Grundspillet: 15 sejre, 1 nederlag, vinder af NFC South-divisionen Slutspillet: Divisional Round: 31-24 over Seattle Seahawks NFC-finalen: 49-15 over Arizona Cardinals

1. Angrebet er en Pointmaskine
Ingen scorede flere point i grundspillet end Panthers. 31,2 point i snit pr. kamp blev det til. Broncos har ikke scoret over 31 point i nogen kampe i denne sæson overhovedet.

2. Bedst til at forcere turnovers
Historien viser, at det er vigtigt at skabe flest turnovers i Super Bowl. Kun fire ud af de foregående 49 Super Bowl-mestre vandt, selv om de forcerede færre turnovers end modstanderne undervejs i kampen. Panthers-forsvaret gaflede i grundspillet bolden fra modstanderne 20 gange mere, end angrebet gav den væk – bedst af alle i NFL.

3. Hurtigst ude af starthullerne
Det kendetegner Panthers, at holdet blæser modstanderne omkuld fra første fløjt. Det så man ikke mindst i Divisional Round i slutspillet, da Panthers ved pausen førte 31-0. Kommer Panthers foran med et par scoringer, ser det sort ud for Broncos, for som quarterback Peyton Manning spiller, er holdet ikke bygget til at komme fra baghjul.

Foto: Justin Edmonds
Vis mere

Derfor vinder Denver Broncos

Grundspillet: 12 sejre, 4 nederlag, vinder af AFC West-divisionen Slutspillet: Divisional Round: 23-16 over Pittsburgh Steelers AFC-finalen: 20-18 over New England Patriots

1. Bedste forsvar vinder
En kliché i NFL lyder: ’Angrebet sælger billetter, forsvaret vinder mesterskaber’. Panthers har ganske vist NFLs mest scorende angreb, men Broncos-forsvaret tillod færrest yards af alle hold i grundspillet og fjerdefærrest point (18,2 point i snit). I de seks hidtidige Super Bowls, hvor det bedste angreb har mødt det bedste forsvar, har det bedste forsvar vundet fem gange.

2. Tålmodighed trætter
Quarterback Peyton Manning har mistet præcision på de dybe kast, men det får næppe den store betydning, for Broncos skal spille tålmodigt angrebspil med mange korte kast og mange løbespil for at vinde. Det vil ikke kun holde Panthers’ eksplosive angreb fra banen og minimere risikoen for turnovers, men også køre forsvaret træt, som man så, da holdet led sæsonens eneste nederlag mod Atlanta Falcons.

3. Mindre pres, større motivation
Modsat Panthers, der ikke har stået i en Super Bowl siden 2003-sæsonen, har flere af Broncos-spillerne erfaring med footballs største scene. I 2014 led Broncos et ydmygende 8-43-nederlag til Seattle Seahawks. Det må give ekstra motivation. Dengang var Broncos svag favorit. Denne gang er holdet underdog. Det gør, at holdet kan spille mere frit, for det kan jo næsten ikke gå værre end for to år siden ... Og så spiller holdet selvfølgelig for Peyton Manning, der efter alt at dømme spiller karrierens sidste kamp i nat.

Vidste du, at....

  • Det er første gang, at to spillere, der er blevet valgt som nummer et og to i samme draft mødes (Panthers-quarterback Cam Newton og Broncos-linebacker Von Miller i 2011)?
  • Det er første gang, to spillere, der begge blev valgt som nummer et i draften (Newton i 2011 og Broncos-quarterback Peyton Manning i 1998), står over for hinanden i en Super Bowl?
  • Det er tredje år i træk de to topseedede hold mødes i Super Bowl?
  • Denver Broncos kommer op på siden af New England Patriots, Pittsburgh Steelers og Dallas Cowboys med otte Super Bowl-optrædener?
  • Peyton Manning er i sin fjerde Super Bowl – med sin fjerde træner?